Voldsomme dødstal fortsætter med at vokse i Spanien: Nu er vicepremierminister også indlagt

Vicepremierministeren er indlagt i Spanien, der mandag igen har registreret stor stigning i antal coronaofre.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den spanske vicepremierminister, Carmen Calvo, blev søndag indlagt på et hospital med en luftvejsinfektion.

Det meddeler den spanske regering i en udtalelse.

»Vicepremierministeren tog på hospital i går eftermiddages, og efter medicinske test besluttede lægerne, at hun skulle blive der for at få behandling for en luftvejsinfektion«, lyder det i udtalelsen.

62-årige Calvo afventer nu svar på en test for coronavirus.

Virusset har den seneste uges tid for alvor gjort sit indtog i Spanien. Landet melder dagligt om hundredvis af dødsfald relateret til coronavirus.

Mandag steg antallet igen med et rekordhøjt antal.

Det seneste døgn har myndighederne således registeret 462 coronadødsfald. Det meddeler Spaniens sundhedsministerium mandag formiddag.

Dermed runder landet mere end 2000 dødsfald relateret til corona.

Søndag steg antallet med næsten 400, så det samlede antal lød på 1720. Det er nu steget til et samlet antal på 2182 ofre.

ARKIVFOTO: Spaniens vicepremierminister er indlagt med en luftvejsinfektion. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sergio Perez.

Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, advarede i weekenden landets indbyggere om, at »det værste stadig ligger foran os«.

»Vi må forberede os følelsesmæssigt og psykisk på nogle meget hårde kommende dage,« sagde han i en tv-transmitteret tale til nationen.

»Vi er stadig ikke blevet ramt af den stærkeste, mest ødelæggende bølge. Den vil teste vores materielle og moralske kapacitet til det yderste,« lød det fra den 48-årige, socialdemokratiske premierminister.

Spanien indførte 14. marts krisetilstand af en varighed på 15 dage. Regeringen ønsker at forlænge den med yderligere 15 dage.

Landet har bedt sine 46 millioner indbyggere om at holde sig hjemme.

Det er kun tilladt at bevæge sig udenfor for at udføre yderst nødvendigt arbejde, for at indkøbe mad og medicin eller for at lufte sin hund.

Kun Italien og Kina har registeret flere coronadødsfald end Spanien.

/ritzau/Reuters