Mandag opstod der uroligheder i den nordirske by Ballymena.
Det skete på baggrund af beskyldninger om et seksuelt overgreb, som to rumænske teenagere er beskyldt for at stå bag, skriver det irske medie RTE News ifølge Reuters.
Urolighederne opstød i kølvandet på en fredelig protest i området tidligere samme dage.
Ifølge BBC var de to teenagere blevet fremstillet i retten tidligere mandag, hvor de nægtede sig skyldig.
De er anklaget for at have begået et seksuelt overgreb på en teenagepige i Ballymena, der ligger omkring 45 kilometer fra hovedstaden Belfast.
De er angiveligt begge 14 år og udtalte sig ifølge RTE News via tolk under retsmødet.
I en erklæring søndag oplyste politiet, at to teenagedrenge var blevet sigtet for voldtægtsforsøg i forbindelse med et alvorligt seksuelt overgreb lørdag aften.
Ild i bygninger
Ifølge politiet er et antal kasteskyts blevet kastet mod betjente på stedet.
»Vi opfordrer alle til at forholde sig roligt og opføre sig ansvarligt,« lød det i en erklæring fra politiinspektør Sue Steen.
Flere bygninger blevet også beskadiget under urolighederne.
BBC melder om en politibil, der lader til at have to knuste bilruder.
På sociale medier kan man se flammer nær bygninger, der ligner beboelsesejendomme, ligesom det kan ses, at politiet er til stede.
En anden video, der bliver delt på sociale medier, viser tilsyneladende en maskeret mand, som kaster en genstand mod politibiler.
Indholdet af videoerne er ikke selvstændigt blevet verificeret.
Der er ikke umiddelbart meldinger om, at nogen er kommet til skade.
Ifølge BBC deltog hundredvis af deltagere i demonstrationen tidligere på dagen.
»Er min teenagedatter den næste,« stod der på et af skiltene i demonstrationen.
På sociale medier lyder det, at uromagerne gik til angreb på hjemmene, hvor de to teenagedrenge bor. Det er ikke blevet bekræftet.

