Voldsom storm i Bangladesh koster mindst 24 livet

Læs mere
Fold sammen

En kraftig storm i det nordlige Bangladesh har kostet mindst 24 mennesker livet og kvæstet mange andre. Det oplyser landets politi og myndigheder søndag ifølge Reuters.

Blandt de omkomne er en del kvinder og børn. Og mindst 50 mennesker er indlagt på hospitaler rundt om i landet på grund af stormen, der især har ramt Bogra-distriktet i den nordlige del af landet og forårsaget store ødelæggelser.

Alene i Bogra, der ligger cirka 230 kilometer nord for hovedstaden Dhaka, meldes der om 14 omkomne.

Adskillige huse er blevet beskadiget, mange træer er blevet revet op med rode, og en del el-master er flået op. Derfor har strømforsyningen været afskåret i flere timer.

Med stormen fulgte også et voldsomt regnvejr med op mod 36 millimeter regn i løbet af få timer.

BNB/Reuters