Israels parlament, Knesset, vedtog mandag aften en lov, der forbyder FN-organisationen UNRWA at operere fra Israel.

Organisationen, der blandt andet sørger for nødhjælp, husly og sundhedsydelser til palæstinensere, anses for at være yderst vigtig for de civile i det krigshærgede Gaza samt på Vestbredden.

Forbuddet har fået en bølge af regeringsledere og internationale organisationer til at rette voldsom kritik mod Israel.

Senest i rækken har den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), fordømt Israels udelukkelse af UNRWA.

På X lyder det, at »DK fordømmer og er bekymret for Knessets beslutning om at ophæve UNRWA's privilegier & immuniteter«.

»UNRWA er central for levering af livreddende humanitær hjælp til civilbefolkningen. Israel skal sikre uhindret humanitær bistand og respektere folkeretten.«

International kritik 

Løkke er blot én i rækken af kritikere.

Fra officielt hold kritiserede amerikanerne mandag aften Israels beslutning.

Talsmand for Det Hvide Hus Matthew Miller har kaldt UNRWA for »uundværlig«.

Også Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, har udtrykt bekymring over forbuddet i en erklæring

»Kun UNRWA kan levere humanitær bistand i det omfang og i det tempo, der er nødvendigt,« lyder det.

I en fælles erklæring fra Spanien, Irland, Norge og Slovenien fordømmer landene beslutningen om et forbud:

»Agenturets arbejde er væsentligt og uerstatteligt for millioner af palæstinensiske flygtninge i regionen og især i den nuværende kontekst i Gaza.«

UNRWAs talsperson, Juliette Touma, kaldte mandag forbuddet for »skandaløst«.

»Det er skandaløst, at et FN-medlemsland arbejder på at afvikle et FN-agentur, som samtidig er den største bidragyder til den humanitære operation i Gaza,« siger hun til nyhedsbureauet AFP og erklærer vedtagelsen i strid med international lov.

Allerede inden vedtagelsen udsendte udenrigsministre fra Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Japan, Sydkorea, Canada og Australien en erklæring, der udtrykte »alvorlig bekymring«.

92 medlemmer af Knesset stemte for lovforslaget, mens ti stemte imod ifølge den israelske avis Haaretz.
92 medlemmer af Knesset stemte for lovforslaget, mens ti stemte imod ifølge den israelske avis Haaretz. Eyad Baba/AFP/Ritzau Scanpix

Anklager om terrorforbindelser

Israel har anklaget ansatte hos UNRWA for at have været involveret i Hamas' aktiviteter – både før og efter Hamas' angreb mod Israel 7. oktober 2023.

Det fik FN til at afskedige ni medarbejdere efter en intern undersøgelse, hvor det også kom frem, at de pågældende UNRWA-ansatte muligvis var involveret i angrebet.

Derudover er det kommet frem, at en Hamas-militærleder, som er blevet dræbt i et luftangreb, arbejdede for organisationen, der har over 30.000 ansatte.

Israel mener stadig, at der er stærke forbindelser mellem Hamas og UNRWA, og derfor har man forbudt organisationen.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, lover imidlertid fortsat humanitær hjælp i Gaza efter forbuddet. 

»Humanitær hjælp skal fortsat være tilgængelig i Gaza nu og i fremtiden,« lyder det fra Netanyahu på X. 

Han skriver videre, at når loven træder i kraft, er Israel klar til at arbejde sammen med internationale partnere for at sikre, at Israel fortsat kan yde humanitær hjælp »på en måde, der ikke truer Israels sikkerhed«.