Vladimir Putin går ingen steder

En bølge af demonstrationer vakte sidste år håb om tøbrud i Rusland. Resultatet blev det modsatte: En ny klapjagt på Vladimir Putins kritikere. Men præsident Putin går ingen steder, og det er hans svaghed.

Efter demonstrationerne i fjor håbede mange russere på mere åbenhed og demokratiske tendenser. Men Vladimir Putin fastholder den hårde linje over for politiske modstandere. Foto: Kirill Kudryavtsev Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MOSKVA: Der var lagt op til en styrkeprøve. Det var fem måneder, siden den seneste store demonstration imod Ruslands præsident Vladimir Putin. Hver eneste uge i de fem måneder var presset på oppositionen vokset. Nye lovindgreb, nye fængslinger og nye retssager var haglet ned over den russiske præsidents modstandere.

Nu skulle de give igen. »Hvis to hundrede tusinde mennesker går på gaden i Moskva, så ændrer det alt,« sagde protestlederen Aleksej Navalnyj inden den længe ventede demonstration. Et år efter Vladimir Putins tilbagevenden til præsidentposten skulle oppositionen vise, at den ikke lod sig kue.

De kom da også, demonstranterne. Mandag aften myldrede folk ind på Bolotnajapladsen i hjertet af Moskva. De bar på hjemmelavede plakater med Putin i fængselstøj. De kom med hvide sløjfer og hvide roser. En viftede med et Facebook-flag som en hyldest til de sociale mediers rolle i mobiliseringen.

Et splitsekund mindede det næsten om de elektriske dage på samme plads for halvandet år siden. Dengang voksede protesterne imod valgsvindel til over hundredtusinde mennesker.

Det var de største oppositionsdemonstrationer i Moskva siden tiden omkring Sovjetunionens sammenbrud i begyndelsen af 1990erne. Og det tændte et håb om et politisk tøvejr i Rusland efter 12 år med Vladimir Putin. Nyvalg udskrevet inden for et år, lød de stakåndede forudsigelser.

Men flashbacket flugtede ikke med virkeligheden mandag aften. Stemningen var mat, lydsystemet fungerede ikke, og i stedet for et menneskehav stod folk spredt i små klynger på pladsen langs Moskva-floden. Ifølge arrangørerne mødte 24.000 frem. Ifølge politiet 8.000. Selv talerne var en skygge af de optimistiske og energiske udladninger sidste år.

For der blev ikke noget nyvalg. Forfatteren Boris Akunin talte i stedet om Putin-styrets nye natur, og hvordan det var i gang med at forvandle sig til en politistat. Aleksej Navalnyj forsøgte at indgyde mod. Men folk klappede måske mest, fordi de forstod, at det kunne blive sidste gang i forudseelig fremtid, at han stod på scenen. Navalnyj risikerer i de kommende uger op til ti års fængsel for angiveligt tyveri af tømmer.

»Jeg er ikke bange. Jeg er ikke bange, når jeg er sammen med jer,« råbte oppositionens bedste bud på en fremtidig præsidentkandidat.

Det er muligt, at Navalnyj ikke er bange. Men det er der andre, der er. Der kom ikke hundredtusinde mennesker i mandags. Der kom næsten lige så mange politifolk som demonstranter. Bolotnajapladsen sidste år og Bolotnajapladsen i dag har været to forskellige steder, siden Putin vendte tilbage til præsidentposten og indledte et taktskifte i magtens apparat.

Det begyndte for præcis et år siden, dagen før Putins edsaflæggelse, da en fredelig demonstration endte i sammenstød med politiet. Siden blev 16 demonstranter fængslet.

Det blev en retningspil for den nye kurs. Bøder for at deltage i »ulovlige« demonstrationer er nu 150-doblet. En ny lov tvinger organisationer og foreninger til at kalde sig »fremmede agenter«, hvis de modtager den mindste støtte fra udlandet. En lille forening af frivillige valgobservatører, der spillede en nøglerolle for protesterne imod valgsvindel, blev første offer.

Så er der retssagerne. En række af Putins modstandere har fået deres hjem ransaget og beskyldninger om alverdens ulovligheder trompeteret ud på statsligt tv. Flere oppositionsledere risikerer fængsel for alt fra tømmertyveri til »organiseret masseuro«. Selv en betinget straf vil under russisk lov forhindre eksempelvis Aleksej Navalnyj i at stille op til et valg.

Meget tyder på, at klapjagten indtil videre har haft den ønskede virkning. Den har ikke udløst store folkelige protester, som nogle forudså. Den har forårsaget frygt og fornyet apati blandt de middelklasse-russere, der sidste år for første gang i et årti var begyndt at blive politisk mobiliserede.

»Putins år ved magten har vist, hvilken kurs han har lagt. Han kunne have valgt at nedtrappe situationen og gå i dialog med oppositionen, eller han kunne stramme skruen og splitte samfundet,« siger Mikhail Kasjanov, tidligere russisk premierminister og nu fremtrædende medlem af oppositionen, til Berlingske.

Eller som chefredaktøren for radiostationen EkhoMoskvy udtrykker det: »Putin kunne have valgt en reformkurs som sovjetlederen Mikhail Gorbatjovs perestrojka. Eller han kunne følge den tidligere KGB-chef og sovjetleder Jurij Andropovs eksempel og med magt forsøge at lukke munden på sine modstandere. »

At Putin i hvert fald ikke har valgt dialogen, bekræftes i en ny rapport udgivet af en Kreml-venlig tænketank. Rapporten med den sigende titel »Putins år: En ny monocentrisme« forklarer ganske åbenhjertigt, hvad han så har gjort.

For det første har Putin gennemført en rokade på magtens skakbræt. Mens præsidentens magt tidligere hvilede på personlig popularitet og en balancegang mellem stridende grupperinger i Kreml, befæstes styret nu i højere grad med politiet, sikkerhedstjenesten og en ny magtfuld anklagemyndighed. Den nye såkaldte efterforskningskomité – under ledelse af en af Putins gamle studiekammerater – står bag haglvejret af retssager imod politiske modstandere.

Det er pisken. Så er der forsøget på en charmeoffensiv rettet imod Putins traditionelle støtter i den ældre generation og i de mindre byer. Her kan »Putin 3.0« ifølge rapporten opsummeres i tre nøgleord: arbejde, fædreland og familie.

Så sent som i forrige uge genindførte Putin den gamle sovjetiske udmærkelse »arbejderhelt«. Konservative »familieværdier« dyrkes i alliance med den ortodokse kirke og falder i den sammenhæng fint i tråd med hårde straffe til de feministiske punkere i Pussy Riot og en kontroversiel lov, der forbyder såkaldt »propaganda for homoseksualitet«. Fædrelandsfølelse hyldes gennem den højlydte kampagne imod »fremmede agenter« og en lov, der forbyder embedsmænd at have bankkonti i udlandet.

Virker det så? Fungerer pisken mod modstanderne og triaden af løfter til folkehavet? Svaret er: Ja, bedre end mange havde troet for et år siden. Bølgen af stramninger, sigtelser og sort PR mod oppositionen har ikke udløst nye protester men i stedet – indtil videre – dæmpet lysten til at vise Facebook-flaget.

Det betyder omvendt ikke, at alt er som før. Putins nye kurs er en reaktion på et nyt splittet Rusland, der balancerer på kanten af en recession. Et Rusland, hvor folk taler igen om »sastoj«, stilstand, som man gjorde under sovjetlederne Bresjnev og Andropov. Putin er ikke længere elsket, men tålt.

Det ses sort på hvidt i meningsmålingerne. Putins popularitet er faldet dybt siden den toppede under vækstboomet mellem 2002 og 2008. Men Putin træder stadig vande over alle potentielle rivaler, der rutinemæssigt fremstilles som forræderiske, korrupte og grådige på de regeringsstyrede tv-kanaler.

Vil man se, hvordan det foregår, kan man tænde for nyhederne og kigge lidt på Aleksej Navalnyj. På skærmen søles han til i beskyldninger om lovbrud, skumle kontakter og udenlandske penge. Det virker. Navalnyj er ganske vist populær blandt mange unge og veluddannede i de store millionbyer, der får deres nyheder fra nettet. Men i resten af befolkningen er Navalnyj enten ukendt eller upopulær. En måling viste for nylig, at hver tredje russer nu har hørt om ham, men at han vækker negative følelser hos langt over halvdelen.

De dystre realiteter for oppositionen førte til selvransagelse ved den lille demonstration mandag aften. Den måske mest pessimistiske af dem alle var den erfarne kommentator og oppositionspolitiker Oleg Kasjin. I stedet for at holde tale gik han op på scenen og sang en pivfalsk og meget ironisk sang. »Alt går efter planen«, hed den. Han behøvede ikke at sige mere, for tidligere på dagen havde han i et interview bemærket, at Putins styre – om nødvendigt med vold og magt – kan blive siddende i årevis, indtil »Putin-gangsternes børn og børnebørn kommer hjem fra universiteterne i Europa og tager demokratiet med«.

Oleg Kasjin gjorde med andre ord sit for at punktere den forventning, der spirede sidste år: At et tøbrud i Rusland var lige på trapperne. Pendulet svinger tværtimod i retning af en periode med fornyet undertrykkelse og centralisme, fastholder han.

»Magthaverne forstår, at de indtil videre ikke er stødt på alvorlig modstand,« sagde Oleg Kasjin, da Berlingske mødte ham efter den lille optræden.

Det betyder ikke, at systemet er stabilt, understreger han. Hvis olieprisen falder eller økonomien rutsjer, kan protesthumøret vokse med raketfart. Putin har allerede mistet sit usårlige image og latterliggøres på de sociale medier. Rusland flytter sig, mens Putin ikke gør.

Men man stikker sig blår i øjnene, hvis man venter, at små demonstrationer og satiretegninger kan true Putin og hans system, mener Oleg Kasjin. Rusland befinder sig ikke i en ny reformtid, en »perestrojka«, men i en periode af stilstand, »sastoj«.

»Det kan vare til i morgen eller i overmorgen eller i ti år,« siger Oleg Kasjin.