Virusramt skib forlader Tenerife og sejler mod Holland
MV "Hondius" forlader Tenerife og sejler mod Holland efter evakueringer og et hantavirusudbrud om bord.

MV "Hondius" forlader Tenerife og sejler mod Holland efter evakueringer og et hantavirusudbrud om bord.

Krydstogtskibet MV "Hondius", der har været ramt af hantavirus, forlader den spanske ø Tenerife og sætter kurs mod Holland, efter at de sidste 28 evakuerede har forladt skibet.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters mandag aften.
Skibet lagde tidligere mandag – mod planen – til kaj i havnen i Granadilla de Abona på De Kanariske Øer på grund af vejrforholdene. Alle passagerer blev dog evakueret, og skibet forlod havnen som planlagt.
MV "Hondius" sejler mod Holland med en besætning på 26 personer og forventes at bruge cirka fem dage på at nå Rotterdam. Det oplyser krydstogtsoperatøren Oceanwide Expeditions ifølge AFP.
De sidste evakuerede passagerer og besætningsmedlemmer flyver mandag til Holland.
Ifølge AFP-journalister på stedet har det sidste fly med evakuerede krydstogtpassagerer mandag aften forladt Tenerife.
Evakueringen begyndte onsdag, hvor tre syge passagerer forlod skibet, mens det lå til anker ud for Kap Verde i Atlanterhavet.
Søndag ankom skibet til Tenerife, hvor et hold af læger gik om bord for at undersøge passagerer og besætning for tegn på hantavirus.
Ingen viste tegn på smitte med virusset.
I alt blev 94 personer fra 19 lande evakueret søndag. En del af dem er siden blevet fløjet hjem.
Blandt dem er en amerikaner og en franskmand, som begge efterfølgende er blevet testet positive for hantavirus.
I alt er otte tilfælde blevet bekræftet i udbruddet, og yderligere to er klassificeret som "sandsynlige" ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Det skriver AFP mandag aften.
Blandt de smittede er tre afgået ved døden. Der er tale om et hollandsk ægtepar og en tysk kvinde, som alle har sejlet med skibet.
Når de evakuerede passagerer kommer hjem, bestemmer hvert land selv, hvordan de skal håndteres.
WHO anbefaler dog, at de kommer i karantæne i 42 dage med daglige lægetjek.
Der findes ingen vacciner eller specifik behandling mod hantavirus.
Sundhedsmyndigheder har dog understreget, at risikoen for den globale folkesundhed er lav og afvist sammenligninger med covid-19-pandemien.
/ritzau/