VIP og monkey class ved Calais

Kinesiske migranter betaler 40 gange mere for en »billet« end skæbnefæller fra Eritrea. Men komfort og garanti for succes er tilsvarende højere, viser fransk politis efterforskning af den indbringende illegale trafik over Den Engelske Kanal.

Kinesere og vietnamesere betaler op mod 20.000 euro for at blive smuglet ind i Storbritannien, mens flygtninge fra Afrika og Mellemøsten nøjes med langt mindre. Men serviceniveauet er tilsvarende forskelligt. Foto: Juan Medina/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: Det er dyrt at være kinesisk eller vietnamesisk migrant. Men også, om ikke ligefrem dejligt, så i hvert fald nogenlunde ufarligt og med næsten 100 procent garanti for succes.

Eksempelvis kan de særdeles velorganiserede fjernøstlige netværk af menneskesmuglere, der opererer i området omkring den nordfranske by Calais, tilbyde deres kunder VIP-pladser i førerkabinen ved siden af de chauffører, som lægger lastbiler til den lukrative forretning. Og skulle kunderne trods diverse forholdsregler blive opdaget af politiet under turen over Den Engelske Kanal, har de ret til at prøve igen, lige indtil det lykkes. Til gengæld koster partout-billetten til den britiske drøm omkring 20.000 euro eller små 150.000 kroner.

 

Mens migranter fra Fjernøsten således udgør overklassen i den illegale mennesketrafik mellem Frankrig og Storbritannien, befinder eritreanere og somaliere sig også inden for flygtningenes marginaliserede verden på bunden af det internationale samfunds pyramide. Og mellem de to yderpunkter udgør statsborgere fra en række mellemøstlige, centralasiatiske og sydøsteuropæiske lande de forskellige lag af middelklassen, hvad angår kvaliteten af og prisen for menneskesmuglernes serviceydelser.

Udredningen af Calais-migranternes klasseopdeling, som avisen Le Monde kunne offentliggøre i sin fredagsudgave, bygger på fransk politis intense efterforskning gennem de seneste måneder. Siden nytår er det lykkedes at optrævle ikke færre end 19 smuglernetværk - mod seks i samme periode af 2014 – og på baggrund af en lang række vidneudsagn og tilståelser begynder der at tegne sig et billede af såvel mennesketrafikkens organisering som økonomi.

Hvad angår det sidste, kommer politiet ikke med noget bud på størrelsen af den samlede forretning. Men den omstændighed, at et af de for nylig opløste netværk bestående af albanere i årets første måneder omsatte for to millioner euro, giver en ide om, hvor mange penge der kan tjenes. Og forretningsmulighederne blandt de tusindvis af desperate beboere af »jungle«-lejrene omkring Calais tiltrækker naturligt nok fagfolk fra hele verden.

Stoler mest på sine landsmænd

For selvom menneskesmuglerne i stigende grad rekrutterer kunder uden hensyn til nationalitet, stoler migranterne fortsat mere på deres landsmænd, når de indgår en handel, hvor risikoen for at blive snydt er betydelig.

 

De forskellige nationaliteter har hver deres modus operandi. De albanske menneskesmuglere indkvarterer eksempelvis deres kunder på billige hoteller for at undgå den opmærksomhed, som samler sig om teltlejrene. Og afghanerne er kendt for deres brutalitet, når de - med eller uden chaufførens vidende - ved daggry og i al hast anbringer migranter i containere og anhængere på rastepladser i såvel Nordfrankrig som i Belgien.

Netværkene fra Afrikas horn, hvis potentielle kunder udgør over en fjerdedel af migranterne ved Calais, er de dårligst organiserede. De kontrollerer som regel kun denne sidste etape af den lange rejse. Og i mange tilfælde er det migranter, som allerede har opholdt sig et stykke tid i Calais-området, der påtager sig rollen som guider for nytilkomne landsmænd i forsøg på at spare sammen til deres egen overfart med hjælp fra mere effektive menneskesmugler.

Eritreansk røverpris

Til gengæld koster en »billet« til Storbritannien kun 500 euro for en eritreaner. Hvilket sammenlignet med den pris, andre nationaliteter må betale, er et røverkøb. Men, desværre for dem, ofte i mere end en forstand.