Vinterstorm rammer Sverige og Norge

Stormen Ivar har trukket et spor af væltede træer, lukkede veje og husstande uden elektricitet efter sig i Norge og Sverige.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Stormen Ivar har torsdag aften raset over Norge, hvorefter den ud på aftenen rykkede videre til Sverige.

Stormen har blandt andet sat telefonnetværket ud af drift i en række kommuner i Sør-Trøndelag i Norge, hvor det ikke er muligt at komme i kontakt med alarmberedskabet, og her opfordrer hospitalet St. Olavs folk til at møde op, hvis de har akut brug for hjælp. I mellemtiden har kommunen set sig nødsaget til at oprette en lokal nødhjælpscentral i Trondheim, hvor brandvæsen, politi, sygehusvæsen har samlet en kriseindsats til eventuelle nødsituationer.

»Det er potentielt alvorligt for dem, der har brug for hjælp. Nogle steder er fastnettelefon ude af drift, andre steder er der også problemer med mobilnetværket,« siger operationel leder Solfrid Lægdheim fra Sør-Trøndelag Politi til vg.no.

Personer i Trondheim måtte torsdag aften søge ly for stormen i butikker og på restauranter, til de ud på aftenen fik besked på, at det igen var sikkert at begive sig ud.

Der var torsdag aften ingen meldinger om alvorlige personskader som følge af stormen i Norge.

I Sverige blev hustage blæst i stykker, 26 veje blev lukket på grund af væltede træer, broer blev lukket, togtrafikken afbrudt, og mindst 59.000 husstande blev efterladt uden elektricitet efter vindstyrker på op til 25 meter i sekundet, skriver expressen.se.

»Der er mange skader på ejendomme, elledninger, hustage, der er blæst bort, og biler, der har fået skader,« siger vagthavende i Västernorrland Robert Öhman til expressen.se.

En mand blev omkring klokken 01 bragt på hospitalet, efter han var blevet ramt af et træ i Härjedalen i det centrale Sverige. Hans tilstand vurderes som alvorlig men ikke livstruende.

Stormen trækker efter Sverige mod Finland.