Vingummibamsens far er død

Tyske Hans Riegel gjorde sin fars slikforretning, Haribo, til en global gigant. Han døde i går, 90 år gammel.

Hans Riegel, Haribo CEO, døde tirsdag, 90 år gammel. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROLF VENNENBERND
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 1920erne forlod en fattig sukkerfabriksarbejder sit job, gik hjem med en pose sukker, en kedel og et marmorbræt og begyndte at fremstille bolsjer i sit køkken.

Konen kørte ud med de færdige slikprodukter i sin cykelkurv, mens Johann "Hans" Riegel stod derhjemme og kogte i sukkerkedlen. Og forretningen Haribo - en sammentrækning af Hans Riegel, Bonn - var skabt.

I de første to år var Haribo en moderat succes. Men så fandt Riegel-parret på at bruge det seje, elastiske gelatine i deres produkter, støbte små dansende, aflange bamser i vingummimaterialet - og den i dag verdensberømte "Guldbamse" var født.

I går døde den fattige sukkerfabriksarbejders søn, 90 år gammel.

Hans Riegel, en legende i tysk erhvervsliv, var sønnen, der overtog det lille firma, da faderen døde. Det var ikke uden udfordringer. Anden Verdenskrig var en katastrofe for firmaet, sønnerne blev holdt som krigsfanger og på et tidspunkt var så få som 30 personer ansat. Men i løbet af få år fik sønnen vendt udviklingen, antallet af ansatte steg til 1.000 kort efter krigen - og i dag producerer Haribo over 80 millioner vingummibamser dagligt. 

»Pension gør gammel«

Under Hans Riegels 67 års daglige ledelse (han gik aldrig på pension) blev vingummibamsen ikke blot transformeret til den form og smag, vi kender i dag. Haribo er også blevet en global slikgigant. Firmaet antages at sælge for 15 milliarder kroner årligt i 110 lande verden over.

Det tyske blad, Der Spiegel, kalder i deres nekrolog Hans Riegel for "lige dele ihærdig forretningsmand, spasmager, arbejdsnarkoman og levemand".

Han var kendt som en let excentrisk leder, som havde sine fingre nede i alle detaljer - lige fra udviklingen af nye vingummi-smage til hans mellemlederes interne korrespondancer - på det store glasindfattede direktørkontor, som svævede over produktionen på fabrikken i Bonn.

Han ønskede at bevare den fulde kontrol over familiefirmaet. Da den amerikanske investor, Warren Buffett, i 2008 kontaktede ham - formentlig med mange milliarder i baglommen - afviste Riegel tilnærmelserne.

»Penge har aldrig været en drivkraft for mig,« sagde han dengang, »jeg husker end ikke, hvornår jeg tjente min første million.«

Mens Hans Riegel var ekstremt kontrollerende over for sine ansatte, var han også kendt for sin gavmildhed. Han sørgede for god løn og gode boligforhold for fabrikkens ansatte - ligesom han selv i efterkrigstidens Tyskland brugte opsigtsvækkende summer på at holde fester, hvor Tysklands populæreste musikere kom og spillede for fabriksarbejderne.

Hans Riegel forblev engageret i den daglige ledelse indtil juli i år, hvor han blev ramt af en hjernetumor. Hans filosofi var, at arbejde holdt ham ung - sammen med den jævnlige fordybelse i tegnefilm, mens han guflede vingummibamser.

»Den, der trækker sig tidligt tilbage, ældes hurtigt,« har han sagt.

Hans Riegels nevø, Hans-Guido Rigel, overtager ledelsen af Haribo. Hans Riegels bror, Paul, døde for fire år siden.