Vinderen af slaget i Aleppo er... Iran

Iran er det land, der har fået allermest ud af det såkaldte arabiske forår og ikke mindst krigen i Syrien. Sejren over sunnijihadisterne i Aleppo er endnu et skridt på vejen mod større iransk indflydelse i regionen.

Foto fra Aleppo. Fold sammen
Læs mere
Foto: GEORGE OURFALIAN

Det så sort ud for Irans syriske projekt i begyndelsen af 2015. Det gør det ikke længere.

For halvandet år siden stod Syriens præsident og Irans allierede, Bashar al-Assad, til at tabe krigen. Hizbollah, Irans mangeårige libanesiske spydspids mod Israel, led store tab på den syriske slagmark. Og de oprørere, der nu står til at tabe slaget i Aleppo, vandt dengang trods iranske penge, rådgivere, shiamilitser og våben, det ene vigtige slag efter det andet.

Den russiske krigsmaskine har vendt slagets gang til Assads fordel. Inden længe har han tvunget alle oprørere ud af Aleppo. Og mens der tales om, hvad Aleppos fald betyder for Assads regime og forholdet mellem USA og Rusland, kiler Iran sig klogt og taktisk ind uden at spilde tid.

Som et af regionens ikke-arabiske lande har Iran i modsætning til sine arabiske naboer fået noget ud af det såkaldte arabiske forår. Iran er en aktiv spiller i forårets efterdønninger i Bahrain og Yemen. Og i Syrien, hvor rækker af eksperter i 2011 spåede, at Assadregimets undergang var et spørgsmål om uger eller måneder, er det Iran, der i sidste ende nyder godt af næsten seks års krig.

Lige siden 1980erne, hvor Iran oprettede Hizbollah i Libanon, har Syrien været en vigtig brik for det iranske præstestyres ambitioner om at eksportere sin ideologi til andre af regionens hjørner. Syrien har givet Iran adgang til Middelhavet og Israels nordlige grænse via Libanon. Syrien har, inden Bashar al-Assad gjorde sig selv til terrorbekæmper, været tålt hjemsted for næsten alle sunni- og shiamuslimske terrorbevægelser. En situation Iran i mange år har benyttet til at agere bindeled mellem grupper som Islamisk Jihad, Hamas, Hizbollah, Folkefronten for Palæstinas Befrielse og andre, der kunne overtales til at gøre præstestyret en tjeneste.

I årene inden krigens udbrud i Syrien var Rusland til stede for at kunne dyppe tæerne i Middelhavets varme vand via flådebasen ved Tartous. Det var retten til at have adgang til det strategisk uhyre vigtige Middelhav, der gjorde Rusland til en del af krigen i sensommeren 2015. For Assads fald ville true Ruslands tilstedeværelse her. Iran har været en del af krigen af lignende strategiske årsager. Men i modsætning til Rusland, der ikke er kommet til Syrien for at blive med massiv permanent militær tilstedeværelse, forventer Iran at få meget mere ud af det truende nederlag, der blev vendt til sejr.

Ganske sigende for Irans ambitioner er billedet af den iranske general Qasem Soleimani, der angiveligt for nylig patruljerede de »befriede« gader i Østaleppo.

Han viste ifølge mediet al-Mujtamaa News sit ansigt i Syrienkrigens vigtigste by efter krigens vigtigste slag, før Assad og nogen anden vigtig syrisk general. Han er, og Iran er, den syriske slagmarks sejrherre. Og det er langt fra nogen tilfældighed, at Soleimani viser Irans tilstedeværelse til omverdenen i forbindelse med Aleppo-slaget.

Iran har forlængst passeret det punkt, hvor Syrien var en allieret. I det iranske præstestyres opfattelse er Assads Syrien ved at have samme status som de terrororganisationer, Assad husede inden krigens udbrud. Altså ikke ligeværdige venner, men vasaller, der helst skal rette ind efter den tone, der lyder fra Teheran.

Irans del i krigen har været dyr i penge og menneskeliv, og det forventer Iran at få betaling for i fremtiden.

Iran forventer ikke penge, men en stille accept af, at det er præstestyret, der bestemmer, hvilke tropper der skal udstationeres i Golanhøjderne, når oprøret er nedkæmpet. Og hvilke baser og lyttestationer Irans revolutionære garde kan oprette og benytte sig af. Og hvilke våben, der skal opbevares hvor, og hvilke af dem, der skal videresendes til Hizbollah i Libanon.

Iran har ofret sig for Assad, og nu er det Assads tur til at give Iran en del af kagen som tak for sidst.

Irans umiddelbare interesse er at etablere en skræmmebalance over for Israel, så Israel ikke gør alvor af at angribe det iranske atomprojekt.

Det mere langsigtede mål fejrer den iranske hær hvert år på al-Quds dagen, hvor Jerusalems befrielse fra Israel er den ideologiske eliksir, præstestyret drikker, og serverer for regionens ligesindede.

Med sejr i Aleppo og dyb involvering i Syrienkrigen er Iran bedre rustet og sagt med præstestyrets egne ord nu også et skridt tættere på Jerusalem.