Vinder henter giga-gevinst efter 4 måneder

1,5 milliard dollar eller knap 10 milliarder danske kroner.

Det lyder som en gevinst, der kan realisere mange drømme.

Men en amerikansk lottovinder, der vandt det store pengebeløb, har ikke haft travlt med at hente sin store præmie. Der skulle nemlig gå fire måneder, før den heldige vinder meldte sig.

Det annoncerer det lokale lottoagentur i den amerikanske stat South Carolina ifølge nyhedsbureauet dpa.

Udtrækningen af kæmpegevinsten fandt sted i oktober, hvor kontrollanter kunne meddele, at der kun var tale om en enkelt vinder.

Vinderkuponens ejermand, der først meldte sig efter fire måneder, har besluttet at være anonym.

/ritzau/