Viljen til fred mangler

Yossi Beilin, en af Israels mest erfarne fredsforhandlere mener, at USA kan forværre situationen ved at presse på med direkte forhandlinger, uden at parterne på forhånd har fundet fælles grund.

Yossi Beilin (th.) er ikke optimistisk forud for forhandlingerne mellem isralere og palæstinensere. Arieh Eldad har på den anden side sit helt eget bud på en varig løsning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Uffe Taudal
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Hvis Benjamin Netanyahu virkelig ønsker en endelig fredsaftale med palæstinenserne, hvorfor er han så ikke gået i gang med hemmelige møder og forhandlinger for længe siden?

Spørgsmålet er indlysende logisk. Yossi Beilin var indehaver af den israelske hovedrolle i de hemmelige forhandlinger, som førte til Oslo-aftalerne i 1993 og Genève Initiativet i 2003 - måske de to mest skelsættende vidnesbyrd om, at en forhandlet fred faktisk er en reel mulighed i Mellemøstens tilsyneladende endeløse konflikt.

Nu sidder han på sidelinjen og betragter de første skridt i en ny fredsproces, men han kan ikke kan få øje på den oprigtige vilje til kompromis, som skulle gøde jorden for de direkte forhandlinger, der begynder 1. og 2. september i Washington D.C., og hvor målet er sat så højt som en endelig fredsløsning i løbet af blot 12 måneder.

»På meget kort sigt, er det en succes, men jeg er bange for, at vi vil overvære vedvarende skænderier og enorme forskelle, og der er en fare for, at forhandlingerne stopper lang tid, før et år er gået. Selv om de fortsætter et år, det går hurtigt, kan vi næste sommer stå over for store frustrationer og måske en forværring henimod vold,« siger han.

Strengt taget kan ingen naturligvis vide, om der har været hemmelige møder, men ingen i det notorisk spekulative og konspirative Mellemøsten synes så meget som at overveje den mulighed.

I stedet for en kort køretur til palæstinensiske selvstyre i Ramallah cirka 15 kilometer væk rejser Netanyahu så de næsten 10.000 kilometer over Atlanten for under international bevågenhed at indlede Israels første direkte forhandlinger i mere end halvandet år med selvstyrepræsidenten, Mahmoud Abbas.

Amerikansk ønsketænkning

Udenfor går livet videre på begge sider af den formelt usynlige grænse mellem Øst- og Vestjerusalem, som er så synlig for enhver, som var den tegnet op på de brede veje med rød maling. Den muslimske fastemåned uden vådt eller tørt i dagtimerne bider ekstra hårdt i rekordvarmen, som tilsyneladende heller ikke passer synderligt godt med de tunge, jødisk ortodokse klædedragter.

Men der er ingen jubelscener eller vrede demonstrationer i byen med de ellers så letantændelige sind. Den indlysende, simple forklaring er, at ingen her for alvor tror på den seneste uges markante udmeldinger.

Heller ikke Beilin, der mener, at de direkte forhandlinger er et amerikansk projekt, som er presset igennem baseret på ønsketænkning.

»Jeg synes, at det er en uansvarlig politik fra den amerikanske administration, der ønsker fred, og fra mit synspunkt siger alle de rigtige ting, men som har begået fejl på fejl det sidste halvandet år,« siger han og henviser til, at måneders indirekte forhandlinger via USAs mægling ikke har kunnet skabe det nødvendige fundament for et gennembrud i fredsprocessen:

»Præsident Obama havde et stort ønske om direkte forhandlinger, men der var ingen frugter, ingen udvikling med skønne fremskridt, som betød, at vi nu måtte gå videre til direkte forhandlinger.«

Den bekvemme løsning

Beilin er blandt andet tidligere viceudenrigsminister og justitsminister for Labor. Fra 1988 og 20 år frem repræsenterede han venstrefløjen i det israelske parlament, Knesset. Han har oplevet de politiske vinde blæse kraftigt til højre, og han mener, at udviklingen i øjeblikket peger væk fra en forhandlet fred. I stedet henviser han til, at Israel allerede har etableret nogle uerklærede grænser med de mure, som er rejst omkring bosættelser og mellem palæstinenserne og de israelsk kontrollerede områder. Derfor kan Netanyahu eller en politisk leder efter ham vælge en ensidig tilbagetrækning på egne betingelser, der vil indkredse palæstinenserne, og så se stort på internationale reaktioner.

»Der vil blive en pris, og der vil ikke blive fred. Men det vil måske være det mest bekvemme,« konstaterer han.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Viljen til en vedvarende og holdbar fred.

»Hvis Netanyahu ville det, ville han have forhandlet hemmeligt. Hvorfor har han ikke gjort det? Fordi han ikke er entusiastisk omkring fred. Han vil vise, at han er klar til at forhandle, og så vil han placere skylden på den anden side. Hvis han insisterer på at tale om sikkerhed først, kan han tale om det et helt år. Jeg tror, at det er hans plan,« siger Beilin, der mener, at Obama-administrationen risikerer, at »forhandlinger er værre end ingen forhandlinger«, hvis man ikke ændrer kurs og søger nogle midlertidige løsninger.

»At bringe begge sider, på et i virkeligheden falsk grundlag, til at begynde en forhandling, mens hver af dem er dedikeret til noget andet. Det er virkelig en diplomatisk nyskabelse.«