Vildskud på vildskud: »I nat var det som om, at data afgik ved døden«

Donald Trumps valgsejr var en kæmpeoverraskelse ud fra alle indsamlede data og rejser på ny debat om troværdigheden i vælgermålinger. Briternes dramatiske erfaringer med tre nylige afstemninger har vist, hvor galt det kan gå.

Foto: BRENDAN SMIALOWSKI

En stemning af deja-vu bredte sig hurtigt i britiske BBCs valgstudie, efterhånden som stemmeoptællingen i USA gik Donald Trumps vej i klar modstrid med meningsmålinger og forudsigelser.

Valgeksperters og politiske journalisters kommentarer cirklede om formuleringen: »Vi kender det jo fra Brexit« efterfulgt af små ironiske smil.

Så talte analytikerne og eksperterne videre om præsidentvalget velvidende, at deres aura som politisk skriftkloge efterhånden er særdeles tyndslidt.

I USA gav de store prognosemagere på forhånd Hillary Clinton mere end 85 procents chance for at vinde, men da resultaterne begyndte at løbe ind forudså medier efter få timer i stedet, at Donald Trump nu havde 75 procent chance for at vinde.

Den republikanske valgstrateg Mike Murphy indrømmede over for MSNBC, at meningsmålingernes troværdighed er blevet alvorligt svækket ved Trumps sejr:

»Min krystalkugle fik mig til at forudsige det diametralt modsatte af, hvad der skete. Jeg er en typisk kampagnekonsulent. Vi har i lang tid bundet os op på data, men i nat var det som om, at data afgik ved døden. Exit-polls var helt ved siden af, og de formodede troværdige meningsmålinger forud var helt ved siden af.«

Det er den situation, der giver briterne en følelse af, at de har set det hele før. Storbritannien har flere gange de seneste år oplevet styrken af meningsmålingers vildledning og forræderiske signaler.

Ved EU-folkeafstemningen i juni gik mange i seng med »visheden« fra målinger og mediernes udlægning af tallene om, at et tæt løb uvægerligt ville ende med et ja til fortsat EU-medlemskab.

En heftig debat om meningsmålinger begyndte allerede i foråret 2015, da det var galt med det britiske parlamentsvalg. Medier og politikere, inklusiv daværende premierminister David Cameron, antog på baggrund af samstemmende målinger det for givet, at dannelsen af en ny britisk regering ville kræve en koalitionsregering, og at Labour var svag favoritter til at blive største parti.

I stedet fik Det Konservative Parti det første absolutte flertal i Underhuset i to årtier.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Britiske meningsmålingseksperter stod for skud og sagde til deres forsvar, at der jo altid er usikkerhed, og at det ofte forsvinder, når målingerne skal præsenteres for offentligheden, fordi medierne presser på for slagkraftige forudsigelser.

Kritikere påpegede, at meningsmålingernes signaler i høj grad formede valgkampens debatemner, der overvejende cirklede om forskellige koalitionssammensætningers eller mindretalsregeringers handlemuligheder. Perspektiverne for en mulig konservativ flertalsregerings opfyldelse af løftet om en EU-folkeafstemning blev reelt kun drøftet én dag i hele valgkampen.

Efter Brexit-resultatet i år har der været en strøm af uafklarede spørgsmål om procedure og politisk retning, der er kulmineret med regeringens foreløbige nederlag i en retssag om selve EU-udmeldelsen.

Hverken medier, politikere eller vælgere afkrævede for alvor svar på de spørgsmål, der siden er dukket op. Samtidig tydede meningsmålinger op til folkeafstemningen på, at der reelt ikke ville være behov en detaljeret køreplan for en EU-udmeldelse.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

I 2014 havde de skotske nationalister præsenteret en plan for selvstændigheden, men også ved den skotske uafhængighedsafstemning blev meningsmålinger skarpt kritiseret for at ramme helt skævt ved forudsige en hårfin afgørelse, der i stedet blev et klart ja til at blive i den britiske union.

I USA skulle det være bedre. Intet sted er prognoser og meningsmålinger blevet så finjusteret og rendyrket i den politiske proces, men den politiske journalist Alec MacGillis fra ProPublica siger til CNN, at medierne måske er blevet for ahængige af målingsresultater og for afskåret fra virkeligheden:

»Skellet er blevet så stort. Medierne er alle i Washington D.C. og New York som følge af lokale mediers forfald. Og skellet mellem de byer, og hvad der foregår i resten af landet, er blevet meget større i de senere år.«

I Danmark er tvivlsomme meningsmålinger også et tilbageværende emne som ved seneste folketingsvalg og afstemningen om retsforbeholdet.

Medierne kunne droppe målingerne, men det er godt stof og rygraden i valgdebatten. Politikerne kunne afvise at bruge dem, men de er et særdeles fristende og trods alt ofte virkningsfuld pejlemærke.

Vælgerne kunne så bare ignorere udtalelser og historier baseret på meningsmålinger, men de leverer spændingen, inden spændingen bliver endelig udløst med optællingen af stemmer.

En analyseekspert og Trump-kritisk republikaner Patrick Ruffini skrev onsdag et tweet, da præsidentvalget var afgjort, hvor han opfordrede til »et fuldstændig og altomfattende stop for politiske meningsmålinger, indtil vi kan finde ud af, hvad pokker der foregår«.

Det er et fromt ønske og en forståelig reaktion på tirsdagens dramatiske vildskud, men det er også svært at forestille sig. Næste gang meningsmålinger rammer fejl, vil eksperter, analytikere og journalister formodentlig igen rulle med øjnene og se lidt flove ud. Og hvis nogen bliver hjemme eller stemmer på baggrund af målinger, kan ingen sige, at de ikke er blevet advaret af tidligere erfaringer.

Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien