Vil USA og Rusland enes om at bekrige IS?

Rusland og Iran forsøger at få en storkoalition mod Islamisk Stat og al-Qaeda i Syrien. Men USA er skeptisk. For hvorfor skal Vesten udkæmpe en krig for præsident Assad?

Den russiske præsident, Vladimir Putin, håber at få USA med i en koalition, der skal føre krig og besejre IS i Syrien. Fold sammen
Læs mere

Det vil være den største internationale koalition siden Golf-krigen i 1991, og Islamisk Stat og de øvrige islamistiske grupper i Syrien vil ikke have en chance.

Deres sammenrend af ladvogne og Ahmed fra Grimhøj vil komme til at stå over for amerikanske M1 Abrams-kampvogne og russiske T80, franske Rafale-jagerbombere, britiske kommandosoldater, iranske brigadister og saudiarabiske penge – og kalifatet vil på kort tid blive forvandlet til en rygende ruin af noget, der engang var.

For enhver tilhænger af internationalt samarbejde og modstander af Islamisk Stat er det en smuk idé. Men indtil nu har det bare været en idé. Indtil nu har en fjendes fjende ikke gjort parterne til venner. Europa og USA har ingen fidus til Rusland, Rusland har ikke fidus til nogen, ingen har fidus til Iran, og Saudi-Arabien er helt uden for fidusernes vendekreds.

Men i de seneste dage er der sket et overraskende tøbrud – og på to fronter:

For det første er atomaftalen med Iran ved at falde på plads. Præsident Obama har sikret sig de afgørende stemmer i Senatet, saudiaraberne har accepteret den, europæiske ministre og handelsdelegationer valfarter til Teheran, og forholdet til Iran er mere normalt, end det har været i 35 år. Det er den ene forandring. Den anden forandring er noget, der kun kan tolkes som russisk og iransk koalitionsbejleri. Præsident Putin har varslet et større russisk engagement i Syrien, og fremtrædende sikkerhedspolitiske eksperter i Moskva siger til nyhedsbureauet AP, at Putin drømmer om en bred koalition i Syrien – og måske kan han få lempet sanktionerne mod Rusland som tak, siger militæranalytikeren Alexander Golts. Den iranske præsident, Rouhani, siger ligeledes, at alle »venner af det syriske folk« må sætte sig sammen til forhandlinger – også lande uden for regionen, som han udtrykker det.

Amerikanske forbehold

Så hvad siger USA?

USA afviser ikke en koalition, men amerikanerne har to alvorlige forbehold.

For det første er det ikke en tilfældighed, at Putin og Rouhani kommer med deres tilnærmelser netop nu, og de har ikke rod i styrke, men i svaghed. Moskva og Teheran støtter præsident Assad, som over sommeren er blevet svækket på alle fronter i Syrien. Han har mistet land i nord, øst og syd, og præsident Putin rykker ikke, fordi han ikke har andet at bruge sine penge eller militære ressourcer på. Han rykker, fordi han er nødt til det, for ellers vil Assad-regimet snart være historie. Det samme med iranerne. Præsident Rouhani sagde tirsdag, at Iran ikke på forhånd ville indgå en aftale om præsident Assads skæbne. Først må en koalition gribe ind og sikre fred og sikkerhed i Syrien, og derefter »kan vi tale om fremtiden«, sagde han.

Dermed overspiller Rusland og Iran deres svage kort. Assad er en krigsforbryder, som står i spidsen for et upopulært og korrupt regime, og klokken er fem minutter i 1945 i Assad-bunkeren. Politisk og militært har Washington ingen grund til at indgå i en koalition, som udelukkende tjener Assad og udkæmper hans krig for ham. Derfor bliver der ingen aftale uden en exit-Assad-aftale.

Det andet problem er taktisk. For hvis parterne indgår en koalition – hvem skal så udkæmpe krigen på landjorden? Hvem skal agere støvler i støvet? Amerikanerne, iranerne og europæerne er ikke interesserede i at gøre det, for så havde de gjort det, og russerne vil heller ikke, som en tidligere topofficer i den russiske generalstab, Igor Korotjenko, siger til AP:

»Vi vil ikke sende soldater til Mellemøsten. Det er helt udelukket … det er amerikanernes problem.«

Dermed taler vi ikke om det scenarie, som blev skitseret i artiklens indledning – om en koalition af Abrams og T-80, elitesoldater og brigadister – men i stedet om noget, der minder om »status quo+«. Russerne kan hjælpe med at bombe og sende missiler, med udstyr og instruktører, men landkrigen skal føres af fåtallige kurdere og vankelmodige irakere og syrere, som får Mussolinis soldater til at ligne løvehjerter. Set fra Washington er det ikke ulejligheden værd og da slet ikke lempelser af sanktionerne over for Moskva.

Amerikanerne afviser ikke en stor koalition, men den er meningsløs uden en politisk og taktisk dimension, som forbedrer den koalition, som allerede eksisterer. Uden den dimension er det blot en smuk idé og ikke andet.