Vil Trump forrykke magtbalancen i Asien?

Resultatet af det amerikanske præsidentvalg har slået revner i det fundament og værdifællesskab, der har knyttet USA og en række asiatiske lande sammen i årtier.

USAs kommende præsident, Donald Trump, har et noget for noget-syn på amerikansk sikkerhedspolitik i Asien, og det grundsyn gav genlyd på den anden side af Stillehavet under præsidentvalgkampen. Fold sammen
Læs mere
Foto: JIM WATSON

Hvorfor er USA forpligtet til at komme fjerne asiatiske lande til undsætning og risikere Tredje Verdenskrig, uden at samme lande ville gøre det samme for USA? Burde de lande ikke udvikle egne atomvåben? Og hvorfor skal USA betale milliardbeløb for at bemande militærbaser tusindvis af kilometer fra den amerikanske kyst?

USAs kommende præsident, Donald Trump, har et noget for noget-syn på amerikansk sikkerhedspolitik i Asien, og det grundsyn gav genlyd på den anden side af Stillehavet under præsidentvalgkampen. Nu er han så klar til at tage plads i Det Hvide Hus.

Med Donald Trump som præsident er der sået tvivl om holdbarheden af historiske allianceaftaler i Asien. Hillary Clinton var garant for amerikansk tilstedeværelse og opbakning. Som udenrigsminister stod hun sammen med præsident Barack Obama for den såkaldte rebalancering mod Asien og Stillehavsområdet, der skulle knytte demokratiske lande som Japan, Sydkorea, Filippinerne og Australien endnu tættere sammen og fungere som en modvægt til øget kinesisk dominans. Sådan så status quo ud indtil valget i tirsdags. Onsdag morgen blev regionen mødt af en ny virkelighed.

»Der hersker en fornemmelse af, at det her er en stor, epokegørende forandring – at dette er slutningen på den gamle orden. Vi er ikke sikre på, hvad der kommer til at ske nu. Jeg tror, det især gælder i Asien, fordi det er det sted, hvor man mest indlysende har set amerikansk indflydelse blive udfordret både politisk og økonomisk af et mere dominerende Kina,« siger Nick Bisley, ekspert i internationale forhold ved La Trobe Universitet i Melbourne, til avisen The Guardian.

Regeringsledere i regionen har efter valget haft travlt med at lykønske Trump og berolige egne befolkninger.

»Japan og USA er urokkelige allierede, fast bundet sammen af vores universelle værdier – frihed, demokrati, grundlæggende menneskerettigheder og retsstaten,« udtalte den japanske premierminister, Shinzo Abe, der samtidig roste Donald Trump for at være en dygtig forretningsmand og nu også politiker.

Noget særligt forhold til USAs nye præsident har Shinzo Abe dog ikke. Han har holdt forbindelsen til Hillary Clinton ved lige og mødtes med Demokraternes kandidat under valgkampen. Derimod har den japanske regering stort set ingen kontakt haft til Trump-lejren.

En af premierministerens personlige rådgivere rejser i næste uge til Washington for at rette op på den fejltagelse, for Japan har meget at tabe, hvis Trump gør alvor af sine valgløfter.

I Donald Trumps optik nyder lande som Japan og Sydkorea godt af amerikansk beskyttelse uden at yde tilstrækkeligt. Han har derfor truet med at trække de 47.000 amerikanske soldater i Japan og 28.500 i Sydkorea tilbage, hvis ikke de to lande betaler en større del af regningen for at have dem udstationeret.

Japan betaler 11,5 mia. kr. for de amerikanske militærbaser, mens USA i år har budgetteret med at bruge over 37 mia. kr. på baserne. I Sydkorea betaler staten 5,7 mia. kr., hvilket er omkring halvdelen af udgiften.

Kina kan udnytte eventuelt tomrum

Og så er der handelsrelationerne. Donald Trumps foragt for eksisterende og planlagte frihandelsaftaler er endnu et radikalt brud med Obama-regeringens strategi i Asien. Kronen på værket for den afgående præsidents rebalancering mod klodens folkerigeste region var den enorme frihandelsaftale mellem 12 nationer på begge sider af Stillehavet.

Aftalen er blevet forhandlet på plads, men ikke godkendt af den amerikanske kongres, og det bliver den sandsynligvis heller ikke i sin nuværende form. Den ville have annulleret tusinder af afgifter på tværs af landegrænser. Og Obama lagde ikke skjul på, hvad der var på spil.

»Når mere end 95 procent af vores potentielle kunder bor uden for vores grænser, kan vi ikke lade lande som Kina skrive reglerne for den globale økonomi,« lød det fra den amerikanske præsident i en erklæring, da aftalens ordlyd blev præsenteret sidste år. USA bør formulere regelsættet for international handel, understregede han.

Kina er ikke blandt de 12 lande. Styret i Bei­jing arbejder på andre regionale handelsaftaler, der langtfra er færdigforhandlede, men som nu kan udnytte tomrummet efter den forliste Stillehavspagt. Samtidig har Kina på det seneste vundet adskillige diplomatiske sejre i regionen. Både hvad angår Filippinerne, militærjuntaen i Thailand og til dels også over for Malaysia er det lykkedes Kina at styrke de bilaterale bånd markant.

»Vi bander begge – vi er ens!«

Dette er især tydeligt i Filippinerne, der historisk har været USAs nærmeste allierede i Sydøstasien. Men siden Rodrigo Duterte kom til magten i Manila, har han prioriteret økonomiske muligheder over politiske alliancer. Og mere end én gang har han givet USA en verbal langefinger. Dutertes utilregnelige stil har i øvrigt skaffet ham øgenavnet Asiens Trump. At der er ligheder, er den filippinske præsident enig i, fremgik det, da han onsdag sendte sine lykønskninger til USAs næste leder:

»Længe leve hr. Trump! Vi bander begge ved den mindste lejlighed. Vi er ens!«

 

 

 

 

Lasse Karner er Berlingskes korrespondent i Kina