Vietnamkrigen begyndte med en løgn

Vietnam-krigen begyndte med et angreb, der ikke fandt sted, fremgår det af en netop offentliggjort efterretningsrapport. Præsident Johnson sagde, at kommunisterne havde angrebet et amerikansk skib i Tonkin Bugten, men selv præsident Johnson vidste, at det var opspind.

Præsident Lyndon B. Johnson, omgivet af undenrigsminister Dean Rusk (stående bagest) og forsvarsminister Robert McNamara, omgik ifølge NSA sandheden, når det blev påstået, at nordvietnamesiske patruljebåde angreb amerikanske flådefartøjer i Tonkin-bugten i 1964. Episoderne var udløsende faktor for Vietnam-krigen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ria Novosti

Præsident Lyndon B. Johnsons tale på TV var alarmerende: Kommunistiske torpedobåde havde timer tidligere for anden gang angrebet et amerikansk krigsskib i Tonkin Bugten. USA måtte slå igen, og Johnson krævede, at Kongressen gav ham en carte blanche-resolution, som »udtrykte amerikansk enighed og beslutsomhed i kampen for frihed og fred i det sydøstlige Asien.«

Han fik sin resolution, som gav ham lov til at angribe Nordvietnam uden forudgående krigserklæring, og Vietnam gik fra at være en politisk konflikt til at blive en regulær krig.

Før Tonkin havde USA 16.000 soldater i Vietnam; få år senere havde USA 538.000 soldater i Vietnam. 58.000 amerikanere døde i krigen, to mio. vietnamesere døde, og det begyndte alt sammen – alt efter temperament – med en løgn eller med kynisk realpolitik.

Johnson vidste han løj
Netop offentliggjorte dokumenter beviser således endegyldigt, at præsident Johnson talte usandt – at nordvietnameserne ikke havde angrebet det amerikanske krigsskib i Tonkin Bugten – og Johnson vidste det selv, fastslår historikeren Robert Hanyok, som hverken er en gammel, overvintret demonstrant eller en ny, anti-amerikansk teoretiker.

Han er officiel historiker hos National Security Agency, NSA, der er ansvarlig for opsnapningen af kommunikation verden over. Det var NSA, som i 2002 skrev den digre rapport »Spartans in Darkness«, der handler om kodeopsnapningen og kodekrigen i Vietnam, og det er denne rapport, som nu er blevet offentliggjort.

USA havde omkring 10.000 kodebrydere og signaleksperter i Vietnam under krigsforløbet, og de havde store succeser med at opfange især kommunikation fra den nordvietnamesiske hær, men på to afgørende tidspunkter kunne de ikke ændre historiens skæve gang.

Den ene var duellen i Tonkin Bugten. Den anden Tet-offensiven, fremgår det.

En ventende krig
Tonkin-duellen har længe været omgærdet af mystik – og af politik.

For som USAs allierede sagde: Hvis man erkendte, at nordvietnameserne ikke havde angrebet i Tonkin Bugten, ville det så ikke være det samme som at indrømme USAs aggression?

Men situationen var før Tonkin-affæren allerede på vej op i det røde felt; det kommunistiske regime i nord bevæbnede guerillaer i syd, guerillaerne angreb både militære og civile mål, det sydvietnamesiske styre var inkompetent – i 1963 og 1964 var der tre kup eller kupforsøg – og præsident Kennedy havde forpligtet USA til at støtte sydvietnameserne, for hvis kommunisterne vandt der, så ville de vinde i hele Sydøstasien. »Hvis Vietnam falder, så vil vi i morgen skulle kæmpe i Hawaii og næste uge i San Francisco,« sagde hans efterfølger, præsident Johnson.

Det var dermed en krig, som ventede på at bryde ud, men det gør ikke begivenhederne i Tonkin Bugten mindre sandfærdige.

Fejloversættelser
Det amerikanske krigsskib »USS Maddox« afpatruljerede i sommeren 1964 Tonkin Bugten, der ligger ud for det nordlige Vietnam, og somme tider opererede skibet inden for den nordvietnamesiske tolv-miles zone, somme tider uden for, og skibet understøttede bl.a. amerikanske kommandoraids langs kysten. Den nordvietnamesiske regering protesterede og truede med at angribe »USS Maddox«, og 2. august 1964 kom det til en træfning. Ifølge NSAs dokumenter skød amerikanerne først, skriver Hanyok.

Præsident Johnson advarede Nordvietnam om at holde fingrene i bukselommerne. Hvis der kom yderligere træfninger, ville krigen være en realitet.

4. august 1964 – blot to dage senere – meddelte præsidenten så, at der havde været en træfning, torpedobåde havde angrebet »USS Maddox«, og han fremlagde et bevis – en nordvietnamesisk kommunikation, hvor militære ledere angiveligt diskuterede angrebet. Men kommunikationen var fejloversat, enten med vilje eller uforsætligt, siger Hanyok.

Nordvietnameserne talte ikke om et angreb, men derimod om to beskadigede skibe, som lå et stykke væk, og som skulle bugseres til reparation. Derudover var der ingen kommunikation eller radarobservationer, siger historikeren. Eller sagt med andre ord: Der skete ikke andet den nat i Tonkin.

Hanyok bruger Sherlock Holmes til at forklare rækkevidden af denne observation. Holmes opklarede engang en sag, fordi en hund ikke gøede.

»Holmes konkluderede, at når hunden ikke gøede, så var der ikke begået en forbrydelse. På samme måde må vi sige, at når der ikke den nat blev opfanget nogen former for kommunikation eller signaler om et angreb, så skete der ikke et angreb,« siger Hanyok.

Præsident Johnson var selv klar over, at der formentlig ikke havde været et angreb. Han sagde til sin viceforsvarsminister, ifølge viceforsvarsministeren, at det »sikkert bare var nogle fulde sømænd, der skød efter flyvefisk.«

Men tre dage senere, 7. august 1964, gav Kongressen ham ikke desto mindre en resolution, som ifølge viceudenrigsminister Nicholas Katzenbach var »den funktionelle ækvivalent til en krigserklæring«.

USA var i krig.

Overrumplet af offensiv
»Spartans in Darkness« ser også på et andet tidspunkt, hvor amerikanerne blev overrumplet af historien – nemlig Tet-offensiven.

I 1968 hævdede den amerikanske øverstbefalende, general William Westmoreland, at fjenden var tvunget i knæ, og at sejren var uomgængelig. Derfor kom Viet Congs såkaldte Tet-offensiv som en grim overraskelse.

Amerikanerne havde forberedt sig på angreb enten i den de-militariserede zone mellem nord og syd eller i den centrale bjergregion, men Viet Cong-guerillaerne angreb dybt inde i Sydvietnam og angreb bl.a. Saigon, og først efter en masse-mobilisering fik amerikanerne tvunget fjenden tilbage.

Tet-offensiven var således en militær sejr for amerikanerne, men et psykologisk og politisk nederlag. For fjenden var tydeligvis ikke tvunget i knæ, sejren var åbenbart ikke uomgængelig, og det hele kunne komme til at trække ud i en uendelighed.

Det kunne være gået anderledes, hvis NSAs kode-eksperter havde opfanget nogle af signalerne, hedder det i »Spartans in Darkness«. Kodebryderne havde godt nok hørt, at guerillastyrker talte om »N-dag«, en hentydning til et forestående angreb på Saigon og andre store sydvietnamesiske byer, men »den eksakte dato var ikke kendt, og NSA forstod ikke rækkevidden af de andre indikatorer,« fremgår det, og som Robert Hanyok konkluderer:

»Ved både Tonkin Bugten og Tet-offensiven er det let at se, hvordan for dårlig analytisk kapacitet, især inden for kodeanalyse, og manglen på kvalificerede sprogeksperter, påvirkede NSA-efterretningerne.«

Tet knækkede Johnson
Tet-offensiven knækkede ikke kun den amerikanske offentlighed, den knækkede også præsident Johnson, som 31. marts 1968 – mens primærvalget var i gang – meddelte sit parti, at han alligevel ikke ville stille op.

Fem år senere døde han, politisk afsjælet og nu også – 40 år senere – ditto afsløret.