Vietnam-begejstret Trump ser enormt potentiale for Nordkorea

Nordkorea vil blomstre økonomisk, hvis Kim Jong-un fjerner sine atomvåben, tweeter Trump før topmøde.

Onsdag aften mødes Donald Trump og Kim Jong-un på det fornemme og i Vietnam ikoniske Metropole Hotel i Hanoi. Efter en kort samtale på tomandshånd går de to statsledere til middagsbordet sammen med rådgivere. Foto viser en del af sikkerhedsopbuddet ved Metropole Hotel onsdag. Jorge Silva/Reuters Fold sammen
Læs mere

USAs præsident, Donald Trump, spår Nordkorea en »formidabel« fremtid, hvis landet opgiver sit atomprogram.

Det skriver den amerikanske præsident i et tweet fra Hanoi forud for sit møde onsdag med Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Trump ankom til Vietnams hovedstad tirsdag aften, og han er åbenlyst imponeret over landets økonomi.

»Vietnam blomstrer som få steder i verden. Nordkorea ville gøre det samme, og meget hurtigt, hvis det atomafruster. Potentialet er formidabelt, en stor mulighed, næsten uden sidestykke i historien, for min ven Kim Jong-un,« tweeter han.

Trump og Kim Jong-un indleder deres andet topmøde med en kort samtale klokken 18.30. (12.30 i Danmark). Samtalen, via tolke, er sat til at vare 20 minutter, oplyser Det Hvide Hus.

Derefter følger en fælles middag sammen med rådgivere på det elegante og 118 år gamle Hotel Metropole, der er spækket med sikkerhedsfolk og diplomater fra begge sider.

Torsdag vil de to ledere holde en række møder.

Trump og Kim Jong-un mødtes første gang i juni 2017 i Singapore. Samtalerne mundede ud i luftige løfter om at arbejde hen mod at gøre Den Koreanske Halvø fri for atomvåben.

Mødet, det første mellem en siddende amerikansk præsident og en leder fra Nordkorea, blev af begge betegnet som en succes. Men en konkret køreplan for nordkoreansk nedrustning blev det ikke til.

Derfor vil de to i denne omgang måske føle et større pres for at nå til enighed om konkrete tiltag.

Mens USA forlanger, at Nordkorea skrotter både sine atom- og missilprogrammer, så ønsker Nordkorea at se USA fjerne sin såkaldte atomparaply over Sydkorea.

Det militære begreb dækker over den beskyttelse, som en stormagts atomvåben menes at kunne give et allieret land, der ikke selv har atomvåben.

/ritzau/Reuters