Først dukkede et våbenlager op.
Så blev en video af en 55 meter lang »terroristtunnel« delt med offentligheden.
Nu har endnu en video, der angiveligt viser to gidsler, som bliver ført ind på al-Shifa-hospitalet, ramt offentligheden.
Fælles for de tre videoer er, at de er et led i Israels forsøg på at få omverdenen til at forstå, at det var nødvendigt at rykke ind på Gazas største hospital.
Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet og følger krigen tæt, kalder det for en »krig i krigen«.
»Israel er under massivt pres for at iværksætte en våbenhvile. De er beskyldt for ikke at overholde krigens love ved at gå ind på hospitalet med påstanden om, at Hamas har brugt det,« siger han.
»Det er det, de forsøger at overbevise omverdenen om med de videoer, der bliver delt,« tilføjer militæranalytikeren.
Selvom videoerne er delt af det israelske militær, har hverken Berlingske eller udenlandske medier haft mulighed for at verificere deres ægthed.
Hvor stiller det Israel?
FN har anslået, at omkring 2.300 personer – hospitalspersonale, patienter og flygtninge – befandt sig på hospitalet, da de israelske tropper rykkede ind.
Israel, som løbende er blevet kritiseret for at rykke ind på hospitalet, har fastholdt, at der dybt under jorden ligger et kommandocenter for Hamas. Og at terrororganisationen bruger hospitalet og dets patienter som et slags menneskeligt skjold.
En udtalelse, som Hamas har pure afvist.
Samme melding er kommet fra USA, hvor præsident Joe Biden beskylder Hamas for at have begået en krigsforbrydelse ved at placere et hovedkvarter under et hospital.
»Og det er et faktum. Det er, hvad der er sket,« sagde Biden ifølge CNN på et pressemøde onsdag.
Men hvad, hvis det ikke er muligt at bevise?
Så står Israel dårligere, påpeger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
»I sidste instans kan USA se sig tvunget til at gennemtrumfe en våbenhvile i FNs Sikkerhedsråd. Det vil Israel være forpligtet til at følge,« siger han og tilføjer:
»Derfor er det vigtigt, at de forsøger at fremlægge de her ting. Det er også rimeligt over for verdensopinionen.«
Hvad viser videoerne?
I den seneste video, der er delt, viser hæren angiveligt to gidsler, der bliver bragt til hospitalet 7. oktober, altså på dagen, hvor Hamas udførte sit overraskelsesangreb og tog over 250 israelske gidsler.
»En nepalesisk og en thailandsk statsborger blev bortført fra israelsk territorium og ses omringet af bevæbnede Hamas-terrorister,« skriver IDF på X.
»Disse fund beviser, at Hamas-terrororganisationen 7. oktober brugte al-Shifa-hospitalskomplekset som terrorinfrastruktur.«
Kenneth Øhlenschlæger Buhl vurderer, at gidslerne kan være på hospitalet af to årsager:
De kan være på al-Shifa, fordi de er sårede og skal have lægehjælp. Militæranalytikeren påpeger, at det er ulovligt at tage gidsler, men hvis det alligevel sker, skal de behandles humant.
Hvis ovenstående ikke er tilfældet, kan det være, at Hamas bruger hospitalet til at gemme gidslerne.
»Så har man i min optik et forklaringsproblem,« siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
Om videoerne får den ønskede effekt, afhænger ifølge militæranalytikeren af modtageren.
»Dem, der støtter Hamas, vil sige, at de er fake, mens dem, der støtter Israel, vil sige: 'Der kan I bare se,'« siger han.
Tunnellerne på billederne, der har været fremme, virker »gennemarbejdede«, men det er ikke bevist, at de rent faktisk bliver benyttet af Hamas.
Kommandocentralen, som USA og Israel menes at kende til, er heller ikke blevet vist frem, påpeger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.