Video viser ukrainske specialstyrker rykke ind på Krim-halvøen

Det er sjældent, at den ukrainske efterretningstjeneste udgiver den slags videoer, men der er blandt de stridende parter modstridende meldinger om, hvad der skete efterfølgende. 

I en sort-hvid optagelse nærmer personer på vandscootere sig kysten. 

Det er ukrainske specialstyrker, og videoen er blevet offentliggjort af landets efterretningstjeneste. 

Dato og tidspunkt afsløres ikke, men både Ukraine og Rusland har løftet lidt af sløret for, hvad de mener der sker på videoen – og hvilke skader eller hvilken skæbne, nogle af soldaterne led efterfølgende. 

De er »landet på Krim-halvøen og har forvoldt besætterne fra Moskva brandskader«, lyder det i en officiel videobeskrivelse. 

Senere har Andriy Yusov, talsperson for den ukrainske efterretningstjeneste, ifølge Sky News forklaret, at der var tale om en sabotage- og rekognosceringsmission.

Begge parter havde lidt tab under »hårde kampe«, men de ukrainske specialstyrker er allerede vendt hjem fra missionen, forklarede talspersonen. 

Dét er Ukraines side af sagen, og tror man på den russiske side af sagen, så er det ikke alle ukrainske soldater, der er vendt hjem (endnu). 

Ifølge det russiske statsmedie TASS havde russisk luftvåben forhindret et ukrainsk forsøg på at sætte styrker i land på den vestlige del af Krim-halvøen. 

Her forklarer den russiske sikkerhedstjeneste FSB, at de har taget et medlem af den ukrainske sabotagegruppe til fange og ligeledes delt en video af det via TASS på Telegram.

Berlingske har set videoen af den angiveligt tilfangetagne ukrainer, men har af etiske hensyn valgt ikke at vise den.