Den mulige republikanske præsidentkandidat Vivek Ramaswamy gav den gas til et arrangement i delstaten Iowa tidligere på måneden.

Her rappede Vivek Ramaswamy den amerikanske rapkunstner Eminems megahit »Lose Yourself«, og han gik efterfølgende viralt på de sociale medier.

Men nu har Eminem, der har det borgerlige navn Marshall Bruce Mathers, sendt en løftet pegefinger til republikaneren.

Eminem har formelt bedt Vivek Ramaswamy om at stoppe med at bruge sin musik i hans valgkampagne. Det fremgår af et brev, der er blevet offentliggjort mandag.

I et brev fra Broadcast Music Inc. (BMI), der licenserer musik, lyder det, at BMI har modtaget en officiel forespørgsel fra Eminem, hvor det kræves, at den 38-årige kandidat ikke længere bruger hans musik.

En talsmand for Vivek Ramaswamy siger, at republikaneren har tænkt sig at imødekomme Eminems opfordring.

Da Vek

Det er ikke første gang, at Ramaswamy optræder på en scene. Da Ramaswamy studerede på Harvard University, optrådte han som rapper med nyliberalistiske tekster under navnet Da Vek.

»Hvis du synes, at den ekstraordinære debattør Vivek G. Ramaswamy er intens, så har du tydeligvis ikke mødt Da Vek,« skrev The Crimson, Harvards studenterdrevne avis, i 2006.

Han har i det hele taget et talent for at stjæle opmærksomheden. Ramaswamy har på overraskende vis indtaget en tredjeplads i meningsmålingerne blandt de republikanere, der forsøger at blive kandidat til præsidentvalget i 2024.

Han kalder sig selv for »Trump 2.0«, og han har hele vejen igennem været en indædt forsvarer af Trump.

Ligesom sit forbillede har han også smag for kontroversielle udsagn.

Han mener, at klimaforandringerne er ét stort fupnummer, og at USA bør stoppe med at sende hjælp til Ukraine.

Også en bog med titlen »Woke, Inc.« fra 2021 fik blodet til at koge blandt venstreorienterede amerikanere. Det var den bog, der gjorde ham til et navn på den amerikanske højrefløj.

I sin bestsellerbog skriver Vivek Ramaswamy om, hvordan »wokeismen« er blevet til en »lumsk og sekulær« trosretning, der har overhalet religion, patriotisme og arbejdsmoral på det amerikanske arbejdsmarked.

Altså de helt centrale amerikanske værdier.

Han foragter desuden virksomheder, der laver strategier ud fra forestillinger som social retfærdighed og klimahensyn – altså træffer såkaldte woke beslutninger.