»Vi vil igen være stolte af Frankrig«

Borgerlige og socialister har rottet sig sammen om en farlig kapitulationspolitik over for både EU-teknokrater og islamister, mener Front National-aktivisterne Nelly Saint-André og Alain Garmy.

Nelly Saint-André (nr. to fra venstre) stiller op til lokalvalget for Front National. Yderst til højre med solbriller hendes mand, Alain Garmy, der deler hendes synspunkter, men som ikke stiller op. Som tidligere gendarm er han vant til, at folk gør, som han siger. Som politiker ville de ikke lytte til ham på samme måde, og det ville han ikke kunne holde ud, siger han med et glimt i øjet. Bagest med solbriller Louis Aliot, som ud over at være næstformand i Front National også er partileder Marine Le Pens kæreste. Foto: Thomas Vilhelm
Læs mere
Fold sammen

PERPIGNAN: Forårssolen skinner om kap med de sirligt arrangerede bunker af farvestrålende grøntsager. Fra boden med spydstegte kyllinger blander krydrede dufte sig lifligt med den friske bjergluft. Og rundt om på markedet i Prades, der ligger en halv times kørsel vest for Perpignan, spiller gademusikanter musette på deres harmonikaer.

Der er noget for alle sanser og en stemning så fransk, at Obelix hvert øjeblik kunne komme spadserende forbi med et vildsvin på nakken. Perfekt til at fiske et par højrenationale stemmer forud for lokalvalget her i Pyrénées-Orientales-departementet, skulle man mene. Ikke mindst i fornemt selskab med Louis Aliot, der ud over at være næstformand i Front National også bestrider posten som partileder Marine Le Pens kæreste.

Nelly Saint-André får da også afleveret de fleste af sine flyers, mens hun rutinemæssigt oplyser, at det faktisk er hende på billedet, som må være taget på en af partifotografens mindre heldige dage. Adskillige markedsgæster kikker imidlertid på valgmaterialet, som om det var noget, svinehunden havde slæbt med ind, og haster videre uden så meget som at sige nej tak.

Det er blandt andet derfor, at Nelly stiller op som kandidat og ikke ham selv, forklarer hendes mand, der holder sig diskret i baggrunden under turen rundt blandt boderne.

»Jeg er ikke bygget til bare at smile, når nogen opfører sig ubehøvlet. Som gammel gendarm er jeg vant til, at folk ikke blot var tvunget til at tage imod den, når jeg stak dem en lap papir i hånden, men også til at punge ud,« siger Alain Garmy, som han hedder, med et smørret grin.

Hollande gjorde udslaget

I petit comité har den tidligere politimand til gengæld mindst lige så meget på hjerte som sin kone, viser det sig, da vi nogle timer senere sætter os ned på en bænk for at snakke. Ægteparret har netop gennemført endnu et valgarrangement i skisportsbyen Font Romeu, og nu er der tid til et interview. Det første med den internationale presse – og i det hele taget, for den sags skyld – forklarer Nelly Saint-André, mens hun i kådhed smider snebolde efter sin mand til ære for fotografen.

Når talen falder på politik, melder alvoren og indignationen sig imidlertid med det samme. Nelly og Alain på henholdsvis 65 og 64 år har altid tilhørt, hvad de betegner som den »rigtige« højrefløj. Den, der efter Anden Verdenskrig opstod omkring general Charles de Gaulle – som Alain Garmy engang har trykket i hånden – og som gennem årtier sørgede for, at Frankrig var en stærk og respekteret nation.

Sådan er det ikke længere. Gaullismens arvtagere i Nicolas Sarkozys Union pour un Mouvement Populaire (UMP) er efterhånden ikke et hak bedre end socialisterne, når det handler om at køre landet i sænk, mens kun Front National konfronterer problemerne. Derfor havde ægteparret længe overvejet at bruge pensionisttilværelsens ekstra tid til at blive aktive i partiet, og valget af François Hollande som præsident i 2012 fjernede den sidste tvivl.

»Som journalist ved De, hvordan Hollande er til grin i hele verden. Hans slips sidder altid skævt, og han kan ikke finde ud af, hvornår han skal give hånd ved internationale møder. Han bringer skam over os,« hvæser Alain Garmy.

EU skal startes forfra

Men det værste er, at præsidentens kluntede optræden afspejler en generel politisk rådvildhed og inkompetence.

»Regeringen leder os direkte mod en økonomisk katastrofe. Arbejdsløsheden og fattigdommen vokser hele tiden. Samtidig er vi ofre for kriminalitet og terrorisme. Vi vil ikke mere, vi vil igen være stolte af Frankrig,« sammenfatter Nelly Saint-André.

Det grundlæggende problem er – forklarer hun – at franskmændene ikke længere er herrer i deres eget land. Økonomisk bliver der solgt ud af arvesølvet – eksempelvis har et kinesisk konsortium netop overtaget kontrollen med lufthavnen i Toulouse. Og politisk er det EU-bureaukrater i Bruxelles, som bestemmer over de offentlige budgetter og regulerer alting.

Men er det europæiske samarbejde ikke netop så meget desto mere nødvendigt i en globaliseret verden, hvor kontinentets gamle stormagter er blevet for små til at sætte sig igennem på egen hånd?

»EU er nødvendigt og godt, men ikke som det fungerer i øjeblikket. Vi bliver nødt til på en eller anden måde at starte forfra og gå langsommere frem, mens vi sørger for, at staterne bestemmer over sig selv,« siger Nelly og Alain, der, når de bliver ivrige, taler stort set synkront og i munden på hinanden.

»I stedet for at udvikle et harmonisk samarbejde har vi udvidet og udvidet udelukkende efter økonomiske kriterier og ikke sociale. Uden en harmoniseret social- og skattepolitik kan man ikke konkurrere på retfærdige betingelser,« tilføjer de.

Systemkritikere i alle lande...

Det sidste lyder ikke særlig højreorienteret. Nelly og Alain erkender da også gerne, at Front Nationals systemkritik på mange punkter ligner den, der i andre europæiske lande bliver fremført af den nye venstrefløj, eksempelvis spanske Podemos syd for grænsen.

»Vi er fælles om viljen til forandring samt fornemmelsen af, at det ikke længere er vores folkevalgte, som bestemmer, og at det er forkert. Og selv om vi på højrefløjen altid er bevidst om kommunismens katastrofe, så er vi også imod kæmpelønninger til direktørerne i de store kooperationer, mens de unge går for lud og koldt vand. Venstrefløjen har ikke monopol på lighedsprincippet,« siger Nelly Saint-André, og lader Alain Garmy fortsætter:

»Det er ligesom med karrusellen derovre. Vi kan alle se, hvordan den bevæger sig, og om vi kikker på det fra højre eller venstre, er ligegyldigt. Det vigtige er Frankrig og franskmændenes interesser.«

Midt på Font Romeus lille rådhusplads står ganske rigtigt, som det ofte er tilfældet i franske byer, en gammeldags caroussel med heste og kareter. Mens den i adstadigt tempo snurrer rundt om sig selv, opstår der et sært, næsten drømmeagtigt lys, når den lave eftermiddagssol rammer smeltevandet, der drypper ned fra sneen på taget.

Der bliver et øjeblik tavshed på bænken, mens vi følger sceneriet. Men ikke ret længe, så er fortryllelsen brudt.

Koranen og guillotinen

For når det alt sammen er sagt, mener Alain Garmy, at det må være på sin plads at lægge afstand til venstrefløjens ideer om multikulturalisme. Vi har ellers talt sammen i næsten en halv time, uden at emnet er blevet bragt på bane, hvilket kan undre i betragtning af Front Nationals ry som fremmedfjendsk parti. Men det skyldes UMPs løgne, forsikrer den tidligere politimand.

»Ifølge dem er vi imod alle. Men jeg har både jødiske, arabiske og afrikanske venner. Det hele handler om, at de folk, som kommer hertil, integrerer sig og ikke forsøger at pådutte os deres levevis. Samt om, at man altså ikke kan invitere 200 til fest, hvis man kun har råd til at bespise 100,« siger han og tilføjer:

»Samtidig er der terrorister blandt de immigranter, vi tager imod. Der er imamer, som prædiker vold og had, og som også fordrejer hovedet på franskmænd. Hvorfor bliver de ikke smidt ud? Hvorfor sender vi hæren ned til Mali for at slås mod jihadisterne, når vi ikke bekæmper dem herhjemme?«

Terrorangrebet i Paris for et par måneder siden har i stedet for at vække regeringen blot resulteret i en masse varmemestersnak om ytringsfrihed og »Je suis Charlie«, mener ægteparret. Der skal tages langt hårdere fat, og så bliver man nødt til at forholde sig til muslimernes problematiske religion.

»Islam betyder underkastelse på arabisk. Jeg har læst dele af koranen, og det hele handler om bod og straf. Det er derfor, imamerne ikke vil have, at franskmændene læser den. Hvis de gjorde, ville de blive bange for den religion,« siger Alain Garmy og minder – halvt i sjov, halvt i alvor – om, at franskmænd generelt er fredelige folk, men at de fleste også går rundt med en lille revolutionær i maven.

»Vi har før kappet hovedet af konger, og noget lignende kunne ske igen, hvis ikke magthaverne indser situationens alvor.«

Hvorfor nu?

For Nelly Saint-André er der også sociale forklaringer på problemerne. Arbejdsløsheden har sin del af skylden for, at de unge i storbyernes betonforstæder sælger stoffer og begår kriminalitet eller det, som er værre. Men samtidig er der på en eller anden måde opstået en ekstremisme.

»Der har boet muslimer i Frankrig gennem flere generationer. De har indtil for nylig levet fredeligt med deres kultur side om side med vores. Vi har ikke forandret os, men hvorfor er der så lige pludselig opstået en konflikt?«

Et ualmindelig godt spørgsmål, som hverken Nelly og Alain eller formentlig ret mange andre har noget klart og entydigt svar på. I stedet for går vi hen for at kikke på parrets varevogn, som er indrettet med sengepladser og et lille feltkøkken. Tidligere brugte de den i forbindelse med Alain Garmys interesse for ekstremsport på motorcykel, men nu er den inddraget til kampagnebrug.

»Vi genererer selv elektricitet via et biogasanlæg,« forklarer de stolt, inden de tøffer videre. Til dagens sidste valgarrangement, hvor Nelly Saint-André igen vil smile bredt til både sympatisører og modstandere, mens Alain Garmy må styre sin lyst til at stikke de sidstnævnte en bøde.