»Vi redder jer ikke - I er helt alene«

I august 2008 strømmede russiske soldater og kampvogne ind i Georgien. USA overvejede missil-angreb, NATO gik i baglås, og Rusland vandt retten til at angribe sine naboer og slippe afsted med det, fastslår en ny bog. Det kan blive en dyr lektion.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SANTA FE: Sommerkrigen i Georgien er allerede sendt derhen, hvor glemte krige går hen for at gemme sig.

Nogle få tågede billeder ruller stadig på den indre skærm. Russiske kampvogne og soldater på march mod Tbilisi, hovedstaden i Georgien, og den franske præsident Sarkozy i hidsigt penduldiplomati. Og så - lige så hurtigt som krigen var kommet - var den forbi.

Derfor er titlen på en ny bog også den eneste fejl ved bogen. »Den lille krig, der rystede verden«, hedder den, men som John Vinocur har skrevet i International Herald Tribune: Den burde have heddet: »Den lille krig, der skulle have rystet verden, men ikke gjorde det«.

For sommerkrigen skrev historie. Den punkterede »efterkoldkrigs«-forestillingen om, at grænserne i øst er ukrænkelige, for det er de åbenbart ikke. Et land, der var en amerikansk allieret og blev ledet af en amerikansk uddannet præsident, og som stod på spring til at blive optaget i NATO, blev angrebet, og USA og europæerne gjorde ingenting.

Organisationer som NATO og EU fremstår som lammede af impotens og så optagede af indre stridigheder og gammelt nag, at de ikke kunne andet end udsende resolutioner. Tysklands kansler, Angela Merkel, blokerede ethvert muskuløst initiativ, for hun ville kun have forsoning over for Moskva, og Vladimir Putins ord til Georgiens præsident rummer en grum sandhed.

Putin sagde til præsident Saakashvili, at han hverken kunne regne med amerikanerne eller europæerne.

- Den eneste, du kan regne med - det er mig, sagde han.

Og det var præcist - i mere end én betydning - den skæbnesvangre lektion fra krigen.

USA-krig mod Rusland

»A Little War that Shook the World« er skrevet af Ron Asmus, en tidligere viceudenrigsminister i Clinton-regeringen og ekspert i Kaukaus og fortaler for »afsovjetiseringen« af Kaukasus og Ukraine.

Bogen har vakt en vis opsigt i USA ved at afsløre, at Bush-regeringen overvejede at bruge militær magt. Russiske soldater strømmede ind i Georgien gennem Roki-tunnelen, den direkte vej gennem Kaukasus-bjergene, og USAs nationale sikkerhedsråd overvejede at bombe og lukke tunnelen og foretage andre »kirurgiske luftangreb,« som det hedder.

Bushs sikkerhedsrådgiver, Stephen Hadley, mente, at det var for farligt, men der var medlemmer af både hans egen stab og vicepræsident Cheneys stab, som sagde, at »vi kan ikke bare lade Georgien gå under«. Vicepræsident Cheney havde længe hvisket i krogene om, at præsident Bush havde været alt for blød over for præsident Putin og mere eller mindre givet ham grønt lys til at gribe ind i Kaukasus og Ukraine, og »Hadley ville have Cheneys mening ned på papir,« og derfor kom angrebet på Roki-tunnelen op.

I sidste ende konkluderede både præsident Bush og vicepræsident Cheney, at sådan et angreb ville føre til en krig med Rusland, og det ville USA ikke risikere, ikke over Georgien.

Nogle amerikanske høge har stadig ikke forliget sig med den beslutning, fremgår det. Bl.a. vicepræsident Cheneys sikkerhedspolitiske souschef, Joe Wood, som siger, at hvis Rusland bliver ved med at spille med musklerne, så vil »vi om ti til 20 år se tilbage på dette tidsunkt og konstatere, at det var her, de fandt ud af, at de kunne ændre på grænserne uden konsekvenser. Og så skulle vi have grebet hårdere ind,« siger han. »Så vil den ikke-militære løsning have været en dårlig løsning.«

Europa svigtede

Det er formentlig uundgåeligt, at det er den militære vinkel, der har fået lov til at profilere bogen, men det er på sin vis også synd, for den har andre og vægtigere nyheder i sig.

At en amerikansk regering overvejer militære skridt er ikke mærkeligt; det ville være mere mærkeligt, hvis den ikke gjorde det.

Men Ron Asmus når til to andre konklusioner, som er anderledes interessante.

For det første, at krigen ikke var overraskende. NATO havde tidligere på året givet Ukraine og Georgien en kurv, og det opfattede præsident Putin som en tilbageskødning af området.

For det andet, at det ikke var Georgien, der indledte krigen. Rusland fremprovokerede konflikten, men havde held til at fedte skylden af på georgierne.

Bundlinjen i begge sammenhænge er, at USA og Europa svigtede, og det begyndte på NATO-topmødet i april 2008 i Bukarest. Præsident Bush kom til mødet for at få en såkaldt MAP - en medlemsplan - for Georgien og Ukraine, men Angela Merkel satte hælene i, og hun vandt. Præsident Sarkozy sagde således til amerikanerne, at han ikke var bange for at fornærme Moskva, men han var bange for at fornærme kansler Merkel.

På grund af Irak-krigen var der opstået en »pro-russisk« - og ualmindelig magtfuld - lobby i Berlin, skriver Asmus, og der var også den 3,85 billioner dollar store tysk-russiske naturgasplan at tage hensyn til.

Derfor kom Bush hjem uden en medlemsplan for Georgien og Ukraine, og hans vicepræsident sagde, at Bush havde »solgt ud«, og at prisen ville blive russisk sabelraslen over for de to lande.

Ganske rigtigt.

Saakashvili var i 2008 ved at skabe en succes ud af et land, der få år tidligere havde været på randen af sammenbrud, og nogle af de russiske udbryder-enklaver i området var ikke længere så sikre på, at de hellere ville til Rusland. Derfor var det nødvendigt for Rusland at gribe ind, og ifølge Ron Asmus udstyrede de militser i Sydossetien med våben, og militserne angreb georgiske landsbyer.

Stirrede og vandt

Ganske som forventet sendte præsident Saakashvili tropper ind i området for at genoprette ro og orden, og det blev i den russiske propaganda til et angreb på både den sydossetiske befolkning og russiske fredsbevarende styrker, og Rusland vandt først propagandakrigen og dernæst den rigtige krig, og USA og NATO gjorde ikke noget. Ikke andet end at sende præsident Sarkozy af sted på penduldiplomati, og hvis man skal tro bogen, så var han mere interesseret i at proppe en fred ned i halsen på georgierne end finde en retfærdig løsning. Russerne krævede at få fjernet præsident Saakashvili, men det var den eneste indrømmelse, som præsident Sarkozy fik med sig fra Moskva - Saakashvili kunne blive siddende. Resten måtte georgierne acceptere. Tilstedeværelsen af russiske soldater på georgisk jord, ingen territorielle garantier og en de facto forståelse af, at Georgien ikke kom med i NATO.

12. august 2008 kom Sarkozy tilbage til Tbilisi med våbenhvileaftalen, og georgierne slog sig i tøjret.

- I får ikke en bedre aftale, nærmest truede Sarkozy ifølge bogen.

- Hvor er Bush? Hvor er amerikanerne? De kommer ikke for at redde jer. Europæerne kommer heller ikke. I er helt alene, og hvis I ikke skriver under, så kommer de russiske kampvogne i stedet for.

Præsident Saakashvili skrev under, og med den underskrift - og baggrunden for den - blev verden ændret, fastslår Asmus.

Rusland havde stirret alle i øjnene - Georgien, USA, NATO, hele Vesten - og vundet. Ikke bare konflikten, men også hals- og håndsretten til at angribe sine naboer og slippe af sted med det.