»Vi lukker butikken og tager hjem og opdrætter grise«

Kineserne kalder finanskrisen for »den finansielle tsunami«. Og det er der god grund til. Især i Guangdong-provinsen, der er ved at miste titlen som hele verdens fabrik.

Skofabrikken KTP Group i Dongguan blev i sommer revet ned. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Christian Als

DONGGUAN: Yin Hongjie blev fyret for tre dage siden.

For en måned siden rejste den 18-årige pige de cirka 1.200 kilometer fra sin hjemby i Henan og ned til den sydkinesiske by Dongguan for at finde arbejde på en fabrik. Det var svært. Men det lykkedes. Det vil sige, hun nåede at være på den samme fabrik i 20 dage, men samlebåndet holdt stille stort set hver dag, og der var næsten ikke noget at lave.

Så fabrikken ville ikke give Yin Hongjie hele hendes månedsløn, da holdlederen kom forbi klokken ti om formiddagen og fyrede hende:

»Jeg fik 300 yuan for 20 dages arbejde,« siger den spinkle pige. Det er omkring 260 kroner. Yin Hongjie sidder under skyggen af et palmetræ foran en restaurant i et industrikvarter i Dongguan og snakker med andre arbejdere, der heller ikke har noget at lave.

Det blev værre endnu. Som på mange så mange andre kinesiske fabrikker boede Yin Hongjie i en af fabrikkens sovesale. Hun fik også tre måltider om dagen i kantinen. Derfor var en fyreseddel for Yin Hongjie også et farvel til mad og bolig. Og hun blev nødt til at leje en seng hos nogle venner. Samtidig havde fabrikken også skåret i hendes løn. Fem yuan for drikkevand. Fem yuan for at genoplade hendes mobiltelefon. To yuan for papirservietter.

»Jeg har 100 yuan tilbage. Jeg har ikke en gang råd til billetten hjem,« siger Yin Hongjie, der ikke har store chancer for at finde nyt arbejde her cirka 1.200 kilometer fra sin familie og hjemby.

Verdens fabrikshal
Dongguan ligger i Guangdong provinsen, der i årtier var hele verdens fabrikshal. Som lever af at lave alt fra Reebok-sko over Apple-iPods til Barbie-dukker. Det var også denne provins, der ligger på grænsen til Hongkong, som i høj grad var motoren bag Kinas tocifrede vækstrater. Men tidligere i år begyndte de udenlandske virksomheder at lukke deres fabrikker. Det var blevet for dyrt at få varerne produceret i Guangdong. Af flere grunde. For eksempel stigende transportomkostninger. Arbejdernes stadigt højere lønninger. Højere priser på råvarer. Fabrikkerne begyndte i stor stil at flytte til lande, hvor omkostningerne var lavere. Såsom Vietnam, Indonesien og Thailand. Tidligere i år anslog Hongkong Small Business Association, at omkring 20.000 fabrikker ville lukke i år i Guangdong. Ud af cirka 67.000.

Det var i sommer. Før de vestlige forbrugere besluttede sig for at købe færre varer og skrue ned for julegaverne. Før finanskrisen. Som kineserne med god grund kalder for jinrong haixiao. Der betyder »den finansielle tsunami«.

Den er i høj grad skyllet ind over de kinesiske virksomheder, der lever af eksport. Især i Guangdong. Nye tal fra begyndelsen af november viser, at eksporten i de første ni måneder er faldet med 10,9 procent. Det kan mærkes på hele den kinesiske økonomi, for sidste år stod Guangdong for lidt over 28 procent af landets samlede eksport.

Nye tal fra provinsens statistikbureau viser, at omkring 50.000 fabrikker kommer til at lukke i Guangdong i år. Der kommer også nye til. Men de er langt mindre og tit enmandsvirksomheder.

Krisepakke
Krisen går især ud over de små og mellemstore virksomheder, som tidligere på året overlevede med de tyndeste marginer.

Det kan især ses omkring Dongguan, der havde mange fabrikker som især lavede lavteknologiske varer, der krævede masser af hænder og billig arbejdskraft.

Man kan få endnu et fingerpeg om, hvor slem krisen er, ved at kigge på China Import and Export Fair, der blev holdt i begyndelsen af november i Guangzhou. Her kom der over 174.000 indkøbere fra 212 forskellige lande til Guangzhou, hvor de skrev under på kontrakter for 183 milliarder kroner.

Det er et fald på 17,5 procent i forhold til forårets messe. Det er især lavteknologiske industrier som fødevarer, sko og tekstiler, som er blevet hårdt ramt. Og ikke mindst legetøj. Nogle statistikker siger, at op mod 50 procent af legetøjsfabrikkerne i Guangdong er lukket.

Provinsregeringen har lavet deres egen krisepakke. De næste fem år skal der investeres 2.000 milliarder kroner i 222 forskellige projekter. For eksempel infrastruktur. Derudover vil provinsregeringen bruge fire milliarder kroner på at støtte højteknologiske virksomheder.

Hos Jinshi Arbejdsbureau i Chang’an lever man af at skaffe arbejdere til fabrikkerne. Her kan man mærke krisen:

»Det har især været tydeligt siden oktober, at fabrikkerne har brug for færre arbejdere,« siger Huan, der er mellemleder i bureauet. Han har ikke noget præcist tal for, hvor stort faldet har været. Men det er hans fornemmelse, at de fabrikker, som han arbejder med, efterspørger cirka en tredjedel færre arbejdere.

Jinshi Arbejdsbureau har derfor mindre at lave. For når fabrikkerne lukker, trækker det også andre virksomheder med.

Restaurant til salg
Lidt længere nede ad gaden fra arbejdsbureauet ligger en lille restaurant. Her har Chen og hendes mand i tre år solgt risnudler. De friske nudler ligger i lange strimler i stålbakker på et bord ved siden af grøntsagerne. En stor smedejernsgryde står og bobler med kogende vand. Men der er ingen kunder. For rundt om er fabrikker og tusinder af arbejdere forsvundet.

»Krisen er tydelig. Især de seneste par måneder, hvor det lige pludseligt er blevet meget værre,« siger Chen. Hun fortæller, at restauranten har mistet cirka en fjerdedel af den daglige omsætning. Et fald på cirka 200 yuan om dagen.

»Hvis der kom en og sagde, at han gerne ville købe restauranten, så ville jeg sælge med det samme,« siger Chen.

I en anden ende af byen ligger en skobutik, der sælger billige sko til fattige migrantarbejdere. Men det er slut. Der er ophørsudsalg. Nu hænger der et skilt foran butikken, hvor der står »finanskrise-udsalg«. Og yderligere: »Vi lukker butikken og tager hjem og opdrætter grise«.

Det gør de nu ikke, fortæller personalet. Men de ved ikke, hvad de skal lave. Derimod er det rigtigt, at mange af Guangdong-provinsens migrantarbejdere har opgivet de lange rejser og fabriksarbejdet for at blive i deres hjemprovinser og igen dyrke deres landbrug.

Guangdong-provinsen har været som en bikube, hvor 150-190 millioner mi­grant­ar­bejdere fra hele Kina er rejst til for at arbejde. Men nu bliver stadigt flere af dem hjemme. Stigende fødevarepriser og højere statstilskud til landbruget har igen gjort det til en god forretning at være bonde.

Mange af dem kan nu også få arbejde i de fabrikker, som er flyttet fra Guangdong og længere ind i landet. Her kan fabrikkerne nemlig få tilskud fra regeringen, der gerne vil have udviklet landområderne.

Men mange af dem er stadig arbejdsløse, og den kinesiske centralregering i Beijing er bekymret over de sociale problemer, der hænger sammen med arbejdsløsheden. Kinas Kommunistparti har i høj grad baseret deres eksistens på, at de kan levere økonomisk og materielt fremskridt for befolkningen.

Derfor har centralregeringen i Beijing også lagt pres på provinsregeringen i Guangdong, for at få dem til at bevare den sociale stabilitet og gode ro og orden. Mange af fabriksejerne har nemlig lukket deres fabrikker fra den ene dag til den anden og efterladt et økonomisk kaos, hvor der ikke var penge til arbejdernes lønninger. Det har ført til flere voldelige protester, hvor arbejdere er stødt sammen med politiet. Derfor er provinsregeringen blevet presset til at love, at de vil udbetale kompensation til de arbejdere, der ikke har fået deres løn.

Håbløs

Mange af arbejderne ved dog ikke, om de overhovedet kommer tilbage efter det kinesiske nytår i slutningen af januar. Det er det tidspunkt på året, hvor arbejderne normalt ville rejse hjem for at se deres familie og børn.

En af dem, der er i tvivl, er den 17-årige Kong Lingtao, der sidder under palmen og snakker med Yin Hongjie.

»Lønnen derhjemme er lav, så derfor kom jeg her,« siger han og tilføjer, at han bare gerne vil have et arbejde, men at det er svært. »Fabrikkerne får færre ordrer, så de har brug for færre arbejdere. Så jeg ved ikke, om jeg kommer tilbage. Jeg har ikke noget håb, ingen forventninger og aner ikke, hvad der kommer til at ske,« siger han.