»Vi kan alle vænne os til realiteter, som vi for ti år siden kun ville have set i en film om Jordens undergang«

Ville vi i Danmark kunne vænne os til konstant atomkrigs-trussel? Til ekstrem farlig luftforurening? Eller ville vi kunne acceptere, at regeringen pludselig lukkede vores sociale medier? Det har sydkoreanerne og kineserne gjort.

Commuters wear masks on a polluted day in Beijing on December 20, 2016. Heavy smog suffocated northeast China for a fifth day on December 20, with hundreds of flights cancelled and road and rail transport grinding to a halt under the low visibility conditions. / AFP PHOTO / Greg Baker Fold sammen
Læs mere
Foto: GREG BAKER

»Vi er ikke bange, vi har vænnet os til det.« Sådan lød det overalt i Soul, da jeg i denne uge besøgte Sydkoreas pulserende hovedstad.

Taxaerne dyttede og hastede gennem trafikken. Unge piger og drenge fnisede og osede i shopping centrene. De trendy rooftop barer var proppede i weekenden. Børn legede på legepladserne. Og kvinder og mænd passede deres job, familier og vasketøj. Præcis som de altid havde gjort.

Men lige nu hænger den største eskalering af atomkrigstruslen fra Nord over sydkoreanernes hoved. Det kan man bare ikke mærke.

Måske er det menneskets overlevelsesinstinkt, der får dem til at leve videre, som om intet var hændt. Eller måske er det benægtelse af farens alvor. Men lige meget hvad har Seoul og Sydkorea vænnet sig til den konstante trussel-tilstand, landet er i.

Da jeg først kom til Beijing for en lille måned siden og steg ud af flyveren, sved mine øjne. Jeg kunne ikke se mere end hundrede meter frem, for himlen var grå af forurening, og luften var svær at trække ubesværet ind og ud. Måske hjalp jetlag heller ikke på situationen, men i de første mange dage i den enorme metropol gik jeg svimmel og hostende rundt i gaderne.

Luftforureningstallet lå på ca. 200 – et tal, jeg havde undersøgt, skulle være under 100 for at være sikkert at trække vejret i.

»200?!?! Dobbelt så meget, som det maksimalt på ligge på!« Jeg gik i panik allerede i lufthavnen, og tænkte, hvordan jeg dog kunne komme hen til min lejlighed, uden maske, og samtidig undgå at få kræft på vejen. I Danmark ligger tallet i skrivende stund på 9 i den værste del af landet, København. Og hvis tallet bare sneg sig op omkring de 100, er jeg sikker på, at alle danskere ville holde sig inden døre den dag, og TV2 News ville starte breaking-news-flade-tv.

Men da jeg kom ud af taxaen og nåede frem til centrum, så jeg næsten ingen mennesker på gaden med de berømte masker, og livet fortsatte i hastigt tempo, præcis lige som i Seoul - og præcis ligesom det altid har gjort.

Over 750.000 mennesker dør årligt af luft- og vandforurening i verdens mest befolkede land, Kina. Et tal, der er så højt, at Danmark ville være udryddet i løbet af to årtier, hvis dette var tilfældet hos os. Og alligevel kan man ikke mærke seriøsiteten af faren på andet end sine svigende øjne, når man først kommer til Beijing.

»200? Det er ingenting. Vi når op på 1000 i vinter halvåret,« grinede min kinesiske roommate, da jeg ankom til lejligheden.

»Du må gerne låne min luftrenser. Den bruger jeg slet ikke, når luftet er så ren, som den er for tiden.«

Ren, sagde hun. For med hendes sammenligningsgrundlag var 200 i luftforurening, rent. Hun levede med det. Hun tænkte ikke over det. Hun havde vænnet sig til det. Om vinteren gik hun med maske engang i mellem, når tallet var oppe omkring de 1000. Men ellers ikke.

Facebook, Instagram, Twitter, Google, Youtube - og listen er meget længere - er blokeret i det kinesiske internet. Og VPN-programmerne, man kan downloade og snyde internettet til at tro, at man er i Danmark og derfor alligevel besøge siderne, bliver lukket og blokeret på stribe.

»Jeg bruger bare Wechat, Kinas svar på Facebook og Instagram. Og vi har også et kinesisk alternativ til Google,« sagde min roommate, da jeg desperat forsøgte at få VPN-forbindelsen til at virke, så jeg kunne få stillet min SoMe-trang.

Hun havde kortvarigt, ligesom resten af Kina, haft profiler på de amerikanske sociale medier og lige nået at begynde at elske dem, før de blev forbudt. Men det var ikke noget problem. Det havde hun også vænnet sig til.

Gaderne i Beijing er en trafikal-dødsdom, uden færdselsregler – men de er næsten lydløse på grund af alle de el-biler, el-scootere og el-cykler, der ræser rundt i hovedstaden. Og generelt i Kina bliver der gjort mere og mere for miljøet.

Men hvordan kunne det nå så langt ud, før nogen sagde stop? Er det noget særligt ved kinesere og sydkoreanere, der gør, at de ubesværet kan vænne sig til alverdens fare og restriktioner? Eller måske er er det vores tilpasningsevne og overlevelsesinstinkt, der får os til som mennesker at affinde os med den situation, vi er i er.

Hvad ville vi som danskere gøre, hvis vi pludselig var truet med reel atomkrig - Flytte væk? Hvad ville vi gøre, hvis forureningen i løbet af nogle år er nået op på bare 50 - Demonstrerer og smide vores biler ud? Jeg ved det ikke. Måske ville vi intet gøre. Måske ville vi ligesom asiaterne bare tilpasse os de nye realiteter, købe en maske og vænne os til at trække vejret gennem den, når luftet var alt for slem.

Det skræmmende er, at vi mennesker formentlig er mere ens, end vi lige tror. Og vi kan alle vænne os til realiteter i verdens udvikling, som vi for bare ti år siden kun ville have set på med rædsel i øjnene i en jordens-undergang-film fra Hollywood.

Jeg har i hvert fald endnu ikke fået købt min maske. 200 i luftforurening er jo ingenting.

Maria Arcel er Berlingskes korrespondent i Asien