»Vi fornærmede profeten meget mere, end tegningerne nogensinde gjorde«

I 2006 opfordrede han libaneserne til at demonstrere imod Danmark på grund af Muhammed-tegningerne. Denne sommer var han til Folkemødet på Bornholm. sheik Muhammed Abou Zaid har været på en rejse væk fra »ignorancen«. Sådan da. Han er stadig ikke vild med, at man tegner Muhammed.

»Hvis man går ind for religionsfrihed, bør man også respektere muslimer. Hvis nogen under dække af ytringsfrihed fornærmer en religion, bør vi andre med vores ytringsfrihed forsøge at stoppe vedkommende,« siger sheik Muhammed Abou Zaid. Foto: Asger Gørup Nielsen Fold sammen
Læs mere

SAIDA: Før 2006 kunne Danmark have været en by i Sverige, men med et trylleslag blev landet islams fjende nummer ét. Lige så pludseligt opfordrede sheik Muhammed Abou Zaid folk i sin moské til at demonstrere i Beirut for at vise deres utilfredshed med det land, som han kun kendte fra to spillefilm.

Berlingske møder den karismatiske sheikh med det store »salt og peber«-skæg på havnen i hans hjemby, Saida, Libanons tredjestørste by.

For to måneder siden var det en anden havn, han besøgte. Til Folkemødet på Bornholm kunne man møde ham på havnen i Allinge, storsmilende, syngende og med en vegetarhotdog i hånden. Naturligvis stadig iført de traditionelle imam-gevandter.

Uden antydning af symbolik sætter vi os i skyggen ved de gamle slotsruiner, der pryder havnefronten i Saida – vel at mærke ruinerne fra den borg, der er det tydeligste tegn på et af de tidligere sammenstød mellem Orienten og Occidenten, korstogene.

Et land langt væk og tæt på

Før januar 2006 stammede sheik Muhammed Abou Zaids eneste indtryk af Danmark fra to film: Den egyptiske komedie »Den danske oplevelse«, hvor en sexet og udfordrende dansk kvinde (spillet af en libaneser) skaber røre i en familie i Cairo, og Hollywood-filmen »Den 13. kriger«, hvor Lemvig-wrestleren Asbjørn Riis er eneste danske islæt.

Det ringe kendskab til Danmark og det faktum, at Libanon ikke havde noget udestående med danskerne, gjorde kun chokket over tegningerne større. Hvorfor krænker disse seksuelt frigjorte barbarer fra nord pludselig det helligste i islam, spurgte Zaid sig selv.

»Vi havde jo ikke gjort dem noget, og da vi hørte, at muslimer i Danmark havde protesteret til den danske regering, men at den ikke ville gribe ind over for avisen, så blev hele Danmark vores fjende. Først senere forstod vi, at nej, regeringen støttede ikke avisen, den sagde i stedet, at den ikke havde autoriteten til at stoppe tegningerne. Men det blev fortolket sådan, at den danske regering støttede tegningerne,« forklarer Zaid, der i Libanon af mange bliver set som en brobygger mellem landets forskellige religiøse grupper på grund af hans engagement i dialogprojekter.

Når han i dag tænker tilbage i tiden og på reaktionerne i 2006, er det med en vis forlegenhed og komisk distance til sin tidligere uvidenhed.

»På grund af tegningerne fandt vi faktisk ud af, at Danmark var ret tæt på os. Det var i vores hjem,« siger Zaid og griner og remser en række Arla-produkter op, som han pludselig manglede.

Samme forlegenhed mærker man også, når snakken falder på demonstrationen søndag 5. februar i Beirut. I ugen op til demonstrationen propaganderede libanesiske medier på højtryk med opfordringer til demonstration og boykot, og Zaid gjorde »selvfølgelig« det samme i sin moské. Da dagen oprandt, var der overalt i Libanon arrangeret busser til Beirut og det danske generalkonsulat, og tusindvis af libanesere mødte op.

»Vi vidste ikke engang, hvor ambassaden lå, og vi anede ikke, at det slet ikke var en ambassade. Men vi mødte op for at vise, at vi var imod, hvad I havde gjort mod os,« siger Zaid.

Stort set ingen, han kender, har i øvrigt nogensinde set tegningerne, og der skulle gå flere år, før han selv så dem.

Da delegationen fra Saida – hvor flere har deres familier med, og de gejstlige er mødt op i fuld ornat – ankommer til kvarteret, hvor det danske konsulat lå, er urolighederne allerede i gang.

Flere biler er sat i brand, en lokal kirke er blevet raseret, og bygningen med det danske og østrigske konsulat brænder. Selv er Zaid ved at få bank, da han stiller sig imellem en gruppe vrede unge mænd bevæbnede med kæppe og en hollandsk journalist, der på arabisk igen og igen råber, at han er fra Holland. Zaids lange skæg og imam-ornat gør ingen forskel.

Da der tilfældigt kommer en ambulance forbi med åben dør, skubber Zaid den hollandske journalist ind i ambulancen og hopper selv efter og undslipper. Én person omkommer den dag under protesterne.

På trods af den »fuldstændigt uacceptable« udvikling af demonstrationen, som sheikhen gentagne gange tager afstand fra under interviewet, var han og mange andre libanesere stadig vrede over tegningerne efterfølgende.

»Vi kunne ikke se gennem fingre med fornærmelsen af vores profet og vores religion, så derfor fortsatte boykotten, men som tiden gik, glemte vi det igen,« siger Zaid og smiler selvfølgeligt og fører hånden op i en høj kurve og fører den hurtigt ned igen.

Han knipser højt.

»Og jeg kan sige dig, at da krigen med Israel brød ud i juni 2006, var der ikke nogen, der tænkte på Danmark længere. Lige så hurtigt, som hele krisen opstod, lige så hurtigt forsvandt den igen, og vi har ærligt talt ikke tænkt på de tegninger siden.«

I dag mener Zaid fortsat, at offentliggørelse af tegningerne var forkert og unødvendig, men diskussionen foregår nu på et mere oplyst plan.

»Jeg mener, at hvad Jyllands-Posten gjorde, var forkert. Men vores reaktion var helt forkert, og hvis profeten Muhammed var i live i vores dage og hørte om tegningerne, så tror jeg aldrig, at han ville have gjort, som vi gjorde. Han ville have været klar til at møde hadet med kærlighed og ignorancen med omfavnelse. Vi brugte aggressive og voldelige metoder, hvilket gjorde det hele meget værre. Jeg mener, at vi ved at handle på en så aggressiv og uciviliseret måde fornærmede profeten mere end tegningerne i sig selv,« siger sheikhen.

Mødet med Danmark

I 2011 mødte Zaid for første gang en dansker. Det var gennem et program finansieret af Det Arabiske Initiativ under Udenrigsministeriet, og han lægger ikke skjul på, at det var begyndelsen på hans mentale rejse »væk fra ignorancen« og til en større forståelse af Danmark. Foreløbigt er det blevet til tre besøg og en bog om Danmark, så forståelsen af kongeriget mod nord kan øges i den arabiske verden.

Er der noget, danskere og danske medier kan lære af Muhammed-krisen?

»En ting, man skal huske er, at man sagtens kan tale om og tegne onde muslimer uden at angribe profeten, religionen og verdens halvanden milliard muslimer. Det er legitimt, hvis ens tanke med en tegning er, at man vil fokusere på en bestemt type opførsel eller lignende. I arabiske aviser er der masser karikaturer af eksempelvis IS, men de kritiserer og latterliggør ikke islam, de latterliggør nogle tossede handlinger af en bestemt sekt, som ikke repræsenterer islam,« siger Zaid.

Han er meget ærlig om, at han og mange andre konservative muslimer er yderst ærekære, når det kommer til islam.

»Religionen og profeterne er et tabu i vores hoveder, og det er åbenlyst ikke forståeligt for vesterlændinge. Men jeg kan kun understrege mit ønske om, at man godt kan kritisere dårlig opførsel uden at gå efter selve religionen. Jeg kan også kritisere nogle danskere, men i samme omgang behøver jeg ikke kritisere hele Danmark.«

På den måde opstår der et sammenstød mellem ytringsfrihed og religiøse følelser?

»Hvis man går ind for religionsfrihed, bør man også respektere muslimer. Hvis nogen under dække af ytringsfrihed fornærmer en religion, bør vi andre med vores ytringsfrihed forsøge at stoppe vedkommende.«

At stoppe? Så er ytringsfriheden ikke fuldstændig.

»Frihed er ansvar, og frihed kræver respekt for ens medmennesker. Frihed kræver rationelle udtalelser, for ellers bliver frihed til kaos, og alle vil sige og gøre alting. Og ingen vil kunne acceptere så kaotiske tilstande.«

Var tegningerne en ekstrem provokation set fra dit synspunkt?

»Måden, som tegningerne ramte alle muslimer verden over, var. De forskellige tegnere havde sikkert nogle bestemte muslimer i tankerne, da de lavede tegningerne, men jeg tvivler på, at de sigtede efter alle verdens muslimer. Tegninger af denne type ville helt fint kunne accepteres, hvis de kritiserede et bestemt emne, der indbød til kritik.«

Ville det have været bedst for muslimerne verden over bare at have trukket på skuldrene af tegningerne?

»Ja, helt sikkert! Og det var også sket, hvis ikke der havde været mennesker med dårlige intentioner. Der sker noget i Danmark fire måneder i forvejen, og så pludselig hører vi om det og bliver opfordret til at handle på det. Der er altså nogle i Mellemøsten, der ikke er helt uskyldige, og som ønskede at dette skulle ske.«

I Danmark er der stadig store effekter af Muhammed-krisen, blandt andet på Jyllands-Posten og for tegneren Kurt Westergaard. Er de selv skyld i det?

»Det er absolut ikke i orden, at det er sådan, det er endt. Men der er noget mærkeligt ved, at vi i sommeren 2015 stadig taler om tegningerne, som folk i Libanon glemte i 2006. Nogle gange bliver ting sat i søgelyset igen, og folk bliver tvunget til at tænke over det igen og igen. Jeg mener egentlig, at nogle gange skal man glemme. Også tegningerne.«

Og det er så langt, som man kommer med sheiken. Som ikke til fulde synes at anerkende, at det er svært at glemme tegningerne i Vesten, så længe der fortsat er terrorister, der jævnligt viser vilje til at myrde folk, der tegner Muhammed.«