Vi er midt i hanbavianens år

Trump vandt stort i South Carolina, men insiderne håber, at de kan kvæle ham i et mand-til-mand-opgør med Marco Rubio. Men helt så simpelt er det ikke.

De to republikanske præsidentkandidater, Donald Trump og Marco Rubio, fotograferet ved en politisk debat på CBS News sidste søndag. I en pause i debatten bød Marco Rubio sin rival pastiller til at klare stemmen. Foto: Spencer Platt/AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: SPENCER PLATT

LAS VEGAS: Hvis Donald Trump havde været enhver anden kandidat, ville de amerikanske medier have kåret ham som uomgængelig. Han har vundet New Hampshire og South Carolina massivt, han har vundet langt de fleste delegerede, og han vinder blandt kernegrupper som te-aktivister og højrereligiøse. Hvis han hed John McCain eller Mitt Romney, ville narrativet være, at vi har en vinder.

Men han er Donald Trump – og så er alting anderledes.

For den republikanske inderkreds har en redningsplan, og den lyder sådan her: Donald Trump kan klare sig, så længe der er mange kandidater. Men så snart stemmerne samler sig, er han færdig. Nu har Jeb Bush lukket og slukket efter sit nederlag i South Carolina, og hans vælgere og donorer vil gå til Marco Rubio. Det samme vil med tiden de vælgere, som støtter guvernør John Kasich. Og – vupti – med den akkumulation af etablissement-stemmer vil Rubio pludselig være i spidsen, og Trump vil være noget, som vi griner ad om et par år.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Er det et sandsynligt scenario eller en feberdrøm? Lad os se på resultatet fra South Carolina som et godt eksempel, fordi staten traditionelt har ageret brandmur for de etablerede konservative kandidater.

Ved lørdagens primærvalg fik Trump 32,5 pct. af stemmerne, Marco Rubio og Ted Cruz fik hver godt 22 pct., og Jeb Bush, John Kasich og Ben Carson fik hver mellem syv og otte pct. Så ja, hvis Rubio havde fået stemmerne fra Bush og Kasich, ville han vinde over Trump, men tøv et øjeblik. For hvem siger, at alle deres vælgere ville gå til Rubio? Ville nogle af dem ikke vælge Trump? Og hvis det ender med sådan et de-sidste-dages-opgør mellem Rubio og Trump, hvor vil Ted Cruz’ store vælgerandel så gå hen? Han fører valgkamp som højrereligiøs og te-aktivistisk outsider, hans kolleger i Senatet hader ham, fordi han er så meget på tværs, og er det utænkeligt, at mange af hans vælgere vil gå netop til Trump?

Politikerlede og lette løsninger

Problemet for insiderne er, at de forsøger at fange Trump i en traditionel politisk triangulation – de tror, at de kan måle støtten til Trump ved at måle støtten til andre – men så simpelt er fænomenet Trump ganske enkelt ikke. Tag to tal fra exit-analyserne i South Carolina. 53 pct. af vælgerne siger, at de føler sig »forrådt« af deres egne republikanske politikere i Washington, knap halvdelen foretrækker en præsident uden politisk baggrund. Tre fjerdedele af dem vil forbyde muslimer adgang til USA, og et stort flertal vil have smidt de illegale immigranter ud.

Lyder det som Marco Rubio, senatoren, der forsøgte at samle flertal for immigranthjælp, og som fører sig frem som den ultimative insiderkandidat? Eller lyder det som rebellen Trump? Svaret vil vi delvist få i Nevada onsdag, som bliver det første opgør, hvor insidernes akkumulationsstrategi skal stå sin prøve.

I den seneste måling fra Nevada står Trump til små 40 pct. af stemmerne, Cruz til 23 pct., Rubio til 19 pct. og de andre kandidater er én-cifrede.

Hvis Rubio vitterligt har omkalfatret ræset og spiller lige op med Trump, har insiderne ret. Så virker det. Men hvis ikke – hvis Trump vinder og vinder stort i Nevada – så er vi midt i noget, som er historisk unikt. Så har kineserne ikke ret. Så er det ikke abens år, men hanbavianens.