Vi er hvad vi spiser

En liter mælk er steget med 28 procent. Et rugbrød er steget 20 procent. 37 lande er truet af fødevare-uro. 100 mio. mennesker er skubbet ud i fattigdom. Hvad er der galt? At vi spiser politisk ukorrekt. Vi skal spise mere vegetarisk, mere lokalt, og vi skal spise mindre, siger eksperter.

Mængden og kvaliteten er forskellig, men priserne på mad stiger voldsomt uanset, hvor i verden man befinder sig. Herover: Managua, Nicaragua Fold sammen
Læs mere
Foto: Mario Lopez/Scanpix

Verden er ikke større, end den kan omspændes af tanken, sagde en dansk erhvervsmand, og i øjeblikket står to kvinder i hver sin ende af verden og tænker på det samme.

Ulla Møller står foran Bilka i indkøbscentret Fields, hun stirrer på sin indkøbsvogn og sin bon, hun stirrer igen, og hun føler en mangel på sammenhængskraft mellem de to ting – som om den ene ikke har meget med den anden at gøre. Og Ulla Møller ved, hvad hun taler om. Hun er mor til otte børn, hun kender sine priser på brød og mælk, og hendes konstatering kommer fra dybet af den erfaring:

»Det er blevet dyrt,« siger hun. »Efter de ældste børn er flyttet hjemmefra, har vi vænnet os til en lille smule luksus, men jeg kan se, at vi skal til at vænne os af med den luksus igen.«

7.500 kilometer mod sydøst, i supermarkedet Jingkelong i Beijing, står fru Wang bøjet ind over en fryser med store klumper halvt optøet svinekød. Hun vægter kødstykkerne, der ikke er pakket ind i hverken poser eller plastfilm, og på kanten af fryseren ligger blod, fedt og trevler af kød.

»Vi er pensionister, vi har ikke mange penge – og priserne bare stiger og stiger. Så vi kan mærke, at vi bruger mange flere penge på mad,« siger fru Wang og vender og drejer endnu et stykke kød og tørrer sine blodige og fedtede fingre af i bukserne.

»Vi er nødt til at lede efter de gode tilbud,« siger hun.

Fru Møller og fru Wang har ret.

Priserne er steget, for alvor steget, og når man står med de store tal og de få indkøb, er det lovligt at føle en vis uro, en fornemmelse af, at hjulene i øjeblikket ikke er skruet helt rigtigt på.

På to år er prisen på en liter minimælk steget fra fem kroner til næsten syv kroner, et kilo rugbrød er steget fra 15 kroner til 18 kroner, og ti æg koster ikke længere 27 kroner. De koster 31 kroner. Det er stigninger på henholdsvis 28, 20 og 15 procent, og hvis det sådan en eftermiddag i Fields kan lyde af meget, så skulle vi bare kende tallene hos fru Wang i Jingkelong i Beijing.

Kød og fjerkræ er steget med 46 procent siden sidste år, bare i april steg fødevarerne i Kina med 22 procent, og det helt store slagnummer hos kinesiske banker og mobiltelefonselskaber er i øjeblikket at lokke kunderne med … mad. Hvis man åbner en konto hos Goldstate Securities, får man 2,5 liter madolie, og for hver 100 yuan, man køber taletid hos China Mobile, får man en dunk madolie. Et apotek kører en kampagne, hvor de første 500 kunder på bestemte dage får en pose ris.

Det er en »meget bekymrende udvikling,« siger to ud af fem danskere i meningsmålinger, og det er ikke bare en forbigående udvikling, siger cheføkonom i Landbrugsraadet Leif Nielsen.

»Vi taler ikke om ganske almindelig inflation. Vi taler om en ny æra. Vi taler om et nyt – og højere – prisniveau for alle fødevarer.«

Hvordan er det gået til?

Nu har vi vænnet os til en hverdag, hvor priserne i dag i værste fald var de samme som i går, i bedste fald mindre end i går, og på en lang række forbrugsgoder er priserne akkurat som god vin og ost kun blevet bedre med tiden. Det har været en hverdag i overflod, hvor rigelige fødevarer og råvarer, udliciteringer og effektiviseringer, benhård konkurrence og globalisering, nærmest gav os et livstidsløfte om billigere varer; vi skulle aldrig sige enten-eller, kun både-og, men nu står vi pludselig med et angstfyldt deja vu fra 1970ernes galopperende prisstigninger og smalhals.

FNs indeks over de globale fødevarepriser er steget med 57 procent siden marts 2007, og mellem 2006 og 2007 var indekset allerede steget med 36 procent.

Hvedepriserne er tredoblede siden 2006, majspriserne er tredoblede, og ris – lad os ikke tale om ris. Amerikanske supermarkeder har rationeret salget af ris, en lang række lande har forbudt eksporten af ris, og i endnu flere lande har der været gadekampe om ris.

De stigende priser vil skubbe yderligere 100 mio. mennesker ud i fattigdom, og de truer stabiliteten i 37 lande, fastslår FNs fødevareorganisation, FAO.

»Vi befinder os i en epoke, der bedst kan sammenlignes med årene mellem 1972 og 1974 ... med stigende inflation, oliemangel og frygten for ressourceudtømning,« hedder det i en netop udkommet rapport fra den amerikanske kongres.

Hvordan kunne det gå til?

Historien er som historien i filmen »Crash« – en hel række begivenheder, som enkeltvis og umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre, men som gennem filmen væver sig ind i hinanden og til sidst skaber et drama – og historien kunne for den sags skyld godt have den samme titel som filmen.

For det er en perfekt storm, en mosaik af et drama, som i øjeblikket folder sig ud, og at finde begyndelsen er som at finde begyndelsen på en cirkel.

Men lad os begynde i Australien.

I Deniliquin i det sydlige Australien lå den største risfabrik på den sydlige halvkugle, den producerede ris til 20 mio. mennesker om dagen, og borgmesteren tog for nylig en journalist fra New York Times på en nostalgisk tur rundt i byen. »Lyden fra risfabrikken var lyden af vores hjerteslag,« sagde han. Men hjertet slår ikke mere. Siden 2002 har det meste af Australien været ramt af en rekordtørke, som i december sidste år lukkede fabrikken. I 2003 producerede Australien 800.000 ton ris. Sidste år producerede Australien kun 70.000 ton. Og det er ikke kun ris. I 2006 og 2007 var hvedehøsten i landet – verdens sjettestørste hvedeeksportør – halvdelen af gennemsnittet. Klimaet er slået om, siger australske eksperter, og ristiderne kommer aldrig tilbage. I stedet planter landmændene i det sydlige Australien vindruer, men som Deniliquins kommunaldirektør siger: »Ris er noget, som verden lever af. Chardonnay er ikke.«

Det er første brik til mosaikken – rekordtørke hos steder som Australien og Østeuropa og dårligt vejr i dele af Europa, Canada, USA og Ukraine.

Hereford er en lille flække på den amerikanske højprærie, men hvis det står til Todd Carter, chef for Panda Ethanol, så vil byen snart være USAs center for biobrændstof. Han er ved at bygge et ethanol-raffinaderi, en konkurrent har allerede bygget ét, og til sammen vil de årligt omdanne majs til 800 mio. liter ethanol. Hereford er ikke alene. I 1995 blev der globalt investeret fem mia. dollar i biobrændstof; i 2005 var tallet 38 mia. dollar, og i 2010 vil investeringerne beløbe sig til 100 mia. dollar. Der er nu 110 ethanol-raffinaderier i USA, 73 flere er under opførelse, og når de alle sammen kører, vil de producere knap 50 mia. liter ethanol om året, og det er kun begyndelsen. Præsident Bush har krævet en tredobling af produktionen frem til 2022.

»Det er et boom for os,« siger en beboer i Hereford til Berlingske Tidende, men boomet har en bagside. USA er verdens største majsproducent og eksportør – amerikanerne producerer 70 procent af verdens majs – og når de i år tager en fjerdedel af majsen fra til brændstof, og når de næste år ventes at tage 33 procent fra, så bliver resultatet knaphed og prisstigninger. Den amerikanske politik har hævet majsprisen med 20 procent, anslår eksperter. Og Europa har ikke noget at lade nogen høre. I 2010 ventes 15 procent af al europæisk landbrugsjord at blive brugt på biobrændstof.

Det er anden brik til mosaikken. At USA, EU og Brasilien raffinerer fødevarer til brændstof.

Familien Wang i Jingkelong-super­markedet i Beijing hører ikke til de mest velbeslåede i Kina, faktisk lige modsat. Hr. Wang var tidligere vikar i en landsbyskole, og fru Wang var hjemmegående og dyrkede familiens have, og nu er de pensionister og har været nødt til at flytte sammen med otte familiemedlemmer i hovedstaden. Men ægteparret har ikke desto mindre vænnet sig til at spise kød, helst svinekød, hver dag, og dermed udtrykker de en tendens i Kina og andre nyrige eller snartrige nationer: En omlægning af kosten. Eller som en føde­vareøkonom udtrykker det: »Beboerne i mange asiatiske lande er på få år gået fra at være de facto vegetarer til flittige kødspisere.« For­tæringen af kød i Kina er firedoblet siden 1980, og når mennesker spiser mere kød, skal flere afgrøder bruges til at fodre dyr. Det kræver således otte kilo korn at producere et kilo oksekød, og jo flere afgrøder der bliver brugt til at fodre dyr, desto færre er der til at fodre mennesker.

Det er tredje brik til mosaikken – en episk kostomlægning i bl.a. Kina og Indien.

Hvad gør lande som Egypten, Vietnam og Indien, når det rumler i gaderne og maverne? De gør akkurat som Kina, Ukraine, Argentina, Ka­sakhstan og 34 andre lande – de indfører restriktioner på eksport af fødevarer. Nogle af landene har direkte forbudt eksport af ris og korn, andre har belagt eksporten med en heftig told, og restriktionerne har fjernet en tredjedel af eksportmarkedet for fødevarer fra markedet og bordet, oplyser den nylige amerikanske kongresrapport.

Det er fjerde brik til mosaikken – at lande, som hidtil har eksporteret f.eks. ris og hvede, nu stopper eksporten.

Siden januar 2007 er prisen på en tønde olie på verdensmarkedet fordoblet. Prisen var 53,70 dollar i januar 2007. Den er nu over 120 dollar, og de højere oliepriser hæver også prisen på fødevarer. Hvordan? Tag bare prisen for at fragte korn eller majs eller ris. Skibsraterne har sat nye rekorder, næsten det dobbelte af den hidtidige rekord i 2004, og chefen for fødevareprogrammet WFP, Joesette Sheeran, vurderer, at de eksplosivt stigende oliepriser er den vigtigste faktor bag fødevarekrisen. Ikke kun fordi de har øget omkostningerne ved at producere og distribuere fødevarer, men også fordi de har fået den vestlige verden til for alvor at gå ind i biobrændstof.

Det er femte brik til mosaikken – den fordoblede oliepris.

Det er de fem brikker eller begivenheder, som sammen med en række andre småbrikker eller begivenheder,mødes og som skaber »Crash.«

Tilbage i Fields, foran Bilka, kan kunderne mærke konsekvensen af »Crash«, og Helle og Steffen Laursen har selv taget konsekvensen.

»Steffen har sukkersyge, og det betyder, at vi skal have en del frugt og grøntsager og i det hele taget leve sundt. Dér kan vi virkelig mærke, at det er blevet dyrere, men vi skal have fødevarerne, så nu har vi indført en kødløs dag – for at spare,« fortæller Helle Laursen.

Meng Foo, selvstændig fra Holte, kommer trillende med en halvt fyldt indkøbsvogn, juice, brød, fiskefrikadeller, kage, melblanding, ikke noget ekstravagant, men det er prisen til gengæld, siger Foo, der folder sine briller sammen og ryster på hovedet:

»Jeg har lige netop sagt til min kone: ’Koster sådan et lille indkøb virkelig 500 kroner?’ Det er jo ikke noget særligt. Bare hverdagsting.«

Men der er ikke meget at gøre ved det, erkender han, ikke andet »end at forsøge at tjene lidt mere og spise lidt mindre,« og det er den trods alt fortrøstningsfulde pointe fra Fields. At vel er prisstigningerne ikke sjove, men på en eller anden side skal det nok gå.

Og det skal da også nok gå i den rige verden, hvor befolkningerne i gennemsnit kun bruger ti procent af deres indtægt på fødevarer. Ifølge den seneste måling fra Danmarks Statistik bruger danskerne nu mellem 12 og 13 procent på fødevarer.

I Beijing kan fru Wang nikke genkendende til den kødløse dag. Eller rettere de kødløse dage – selvom hun i øjeblikket fisker efter et godt stykke svinekød, sådan en basse på mellem fire og seks kilo. Men hun køber kun kød, hvis hun kan finde gode tilbud. »Ellers spiser vi ikke længere svinekød,« siger hun, men det skal trods alt også nok gå i Kina og andre af mellem­indtægtslandene, hvor befolkningerne i gennemsnit bruger mellem 20 og 40 procent på fødevarer.

Det er en alvorligere historie i de fattigste lande, hvor forbrugerne i forvejen bruger 80 procent af deres indtægt på fødevarer, og hvor der simpelthen ikke er plads til stigende fødevarepriser. Så tipper læsset, og det er derfor, at der har været optøjer i en halv snes lande, bl.a. på Haiti, hvor nyhedsbureauet AP for nylig besøgte et slumområde uden for hovedstaden Port-au-Prince. Tusinder af haitianere levede i, hvad der tidligere var et frygtet fængselsområde, de kæmmede affaldsbunker for mad, men selv »hundene kan ikke finde noget,« hed det. I stedet lavede kvinderne mudderkiks, der har gult ler fra bjergene som hoved­ingrediens. Leret bliver blandet op med salt og vegetabilsk fedt og tørrer i solen, og ifølge korrespondenten smagte de af fedt, sugede enhver fugt ud af munden og efterlod en eftersmag af skidt. »Jeg håber, at jeg endda får rigtig mad at spise, så jeg ikke behøver spise mudderkiks mere,« sagde Marie Noel, som sammen med sine syv børn levede af kiksene.

Men selv mudderkiksene var blevet dyrere, leret til at lave dem af var steget med 40 procent på ét år, og til sidst fik fattige haitianere nok, gik hærgende gennem hovedstaden og råbte »vi er sultne, vi er sultne.« Mindst seks mennesker døde under optøjerne, landets premierminister måtte gå af, og Haiti er stadig politisk lederløs og leddeløs, og den mindste gnist kan formentlig antænde en ny borgerkrig.

Hvad gør vi ved det?

Nogle af problemerne vil sikkert løse sig selv. Prisen på ris er i de seneste uger faldet en smule, Australien har forudsagt en solid hvedehøst, og både i USA og Europa taler politikerne om at lette på ambitionerne for biobrændstof.

Som Leif Nielsen, cheføkonom i Landbrugsraadet, siger: »Jeg hører til optimisterne. Det generelle pris­niveau skal nok falde igen, men vi vil lande på et højere niveau end før – for priserne har i for mange år været for lave på grund af en overskudssituation, der ikke er der mere.«

»Vi har tidligere haft overskudslagre, som kunne virke som støddæmpere, men det har vi ikke mere. Nu er det høstudbyttet og olieprisen, der bestemmer prisen.«

Det er – ironisk nok – godt nyt og af flere grunde.

For det første er det godt nyt, fordi vi ifølge Leif Nielsen ikke står over for et malthusiansk rædselsscenario. Den britiske præst Thomas Malthus forudså i 1798, at på et tidspunkt ville kloden rumme for lidt mad og for mange mennesker, og at sult og massedød ville blive resultatet, indtil vi kom tilbage til det niveau, som Jorden kunne brødføde. Men Jorden kan stadig brødføde Jordens befolkning. Selvom man ikke skulle tro det, oplevede verden sidste år en rekordhøst – 2,1 mia. ton afgrøder, en stigning på fem procent i forhold til året før – og selvom 800 mio. mennesker sulter, så er over en mia. mennesker overvægtige. Maden er der altså. Problemet er fordelingen.

Og fordelingen vil bl.a. blive løst, hvis vi ændrer vores holdning til mad, og det vil vi, forudser to amerikanske forfattere i deres nye, respektive bestsellere; Paul Roberts i »The End of Food« og Michael Pollan i »In Defense of Food.«

Når priserne på fødevarer stiger, vil det føre til en større bevidsthed omkring forbruget og fordelingen af fødevarer, akkurat som højere priser på benzin i sin tid førte til større bevidsthed om benzinforbrug, siger de.

Roberts og Pollan er enige om, at vi har haft et alt for trivielt forhold til vores mad. Akkurat som forbrugerne, der før oliekrisen bare fyldte benzinslugere og fyrede op i utætte huse. I 2007 brugte amerikanerne næsten en halv billion dollar(!) på at spise ude, og 38 procent af det beløb blev brugt på fastfood. Som en populær streamer siger: »Hvis jeg er, hvad jeg spiser – så er jeg hurtig, nem og billig.« 20 procent af alle amerikanske måltider bliver spist i bilen, og hele vores ide om mad er baseret på prisbillighed og rigelighed, ikke på andet, siger forfatterne. Det er giganternes – supermarkederne, fastfoodkæderne og industriens – politik, og det er en forkert politik, for det er en politik, der misbruger alverdens fødevarer, siger de.

Få i den vestlige verden sætter spørgsmålstegn ved knaldtilbud på hamburgere hos McDonald’s, eller ved danske supermarkeder, som tilbyder jordbær i januar og æbler fra New Zealand i september, selvom både hamburgere og langtfra-kommende fødevarer er ineffektive fødevarer. Det kræver otte gange så meget korn at producere kød til en hamburger end til brød, og at fragte frugt og grøntsager jorden rundt er ikke blot bekosteligt og skadeligt for klimaet, men det udhuler også den geografiske fornemmelse for fødevarer.

En opgørelse fra Storbritannien viser, at halvdelen af alle grøntsager og 95 procent af al frugt i Storbritannien nu kommer fra udlandet. 37 britiske landmænd opgiver hver dag landbruget, og der er flere indsatte i britiske fængsler end britiske landmænd. Eller sagt med andre ord: Måske griner man af børnene på stenbroen, som ikke rigtigt ved, hvor mælken kommer fra. Men ved vi, hvor vores hamburgere, jordbær og æbler kommer fra, eller er vi udelukkende interesseret i, at vi får vores hamburgere, jordbær og æbler?

Fødevarekrisen vil tvinge os til at stille de spørgsmål, mener Roberts og Pollan, og det vil tvinge myndigheder, organisationer og industrier til at manipulere vores madvaner i en anden retning. Vi vil lære af den fødevarekrise, hvor vi bragte verden på randen af et kollaps, ikke af mangel på fødevarer, men af mangel på omtanke, og forhåbentlig vil de vestlige lande acceptere at spise mere politisk korrekt. Geo­politisk korrekt. Spise varieret. Spise lidt. Spise lokalt. Mest vegetarisk, som Pollan formulerer det.

For det gamle slogan er korrekt: Vi er, hvad vi spiser.