»Vi bevæger os tilbage i tid«

Kvinder i Gaza frygter, at den islamiske gruppe Hamas vil slå ned på kvinders uafhængighed og muligheder efter Hamas magtovertagelse i juni. Aktivisters erfaring med Hamas viser, at udviklingen kun går en vej: tilbage, siger de. Men Hamas nægter, at de vil slå ned på kvinder eller andre grupper.

Selv om en palæstinensisk kvinde her holder et foto af Hamas-lederen Ismail Haniyeh, frygter store dele af kvinderne i Gaza, at den islamiske gruppe Hamas vil slå ned på kvinders uafhængighed. Foto: Mohammed Salem/Reuters Fold sammen
Læs mere

GAZA: Fatima har sort genstridigt hår, der forvilder sig ned over hendes skuldre og langt ned ad ryggen. Et overraskende, næsten chokerende syn her i Gaza, hvor kvinders hår er ved at være et forbudt, intimt skue.

»Dette er min ret, min frihed,« siger Fatima på 31 år, der arbejder i et palæstinensisk ministerium. Hun har sorte brede øjenbryn og endnu bredere sorte rande under øjnene, dækket af et tyndt lag make-up. Fatima slår med hovedet med det forbudte, nøgne hår.

Men de seneste uger har det været endnu mere risikabelt end hidtil at bevæge sig omkring i Gaza uden hijab, det muslimske hovedtørklæde. »Hver gang man nærmer sig et marked eller en befærdet gade, hører man dem; de hissende stemmer, som siger, Det er Hamas nu. Hvad tænker du på. Dæk dit hår.«

Men det har Fatima ikke tænkt sig at gøre. »Man bliver nødt til at holde fast i, hvem man er. Ellers er man ingen,« siger hun.

Men som mange andre kvinder frygter Fatima, hvad fremtiden i Gaza vil bringe, efter den islamiske gruppe Hamas overtog magten i den tætbefolkede og ludfattige landstribe langs Middelhavet den 15. juni. Hamas udraderede systematisk den rivaliserende sekulære gruppe Fatah, som støttes af Vesten. Kvinderne er bange for, at Hamas vil udhule kvinders rettigheder ved at stække deres selvstændighed, integritet og muligheder for at agere, arbejde og deltage i det offentlige liv.

»Først gik Hamas løs på Fatah. Hvis tur er det nu? Måske os, det er det vi er angste for,« siger Fatima, der er medlem af Sammenslutningen af Palæstinensiske Arbejdende Kvinder. »Hamas er imod menneskerettigheder. Det ser vi hver dag med vores egne øjne i Gaza.«

Magten på Vestbredden
Kvindeaktivister i Gaza betoner, at de stadig ikke ved, hvad Hamas agter at gøre med deres nye magt. Men baseret på de erfaringer, kvinderne allerede har gjort med Hamas, frygter de det værste. Hamas vandt til alles overraskelse også deres egen det palæstinensiske parlamentsvalg i januar 2006 og brød dermed fire årtiers Fatah-styre.

I marts 2006 dannede Hamas regering, der i foråret 2007 blev omdannet til en national samlingsregering med deltagelse af Fatah for at forsone parterne og få Vesten til at ophæve økonomiske sanktioner. Regeringen er efter blodsudgydelserne i juni opløst, og Hamas sidder helt på magten i Gaza, hvor deres sortklædte, langskæggede og sværtbevæbnede Executive Force-styrker overalt overvåger gader og pladser.

»Hamas vil nu vise deres sande ansigt, formoder vi,« siger Lama Hourani, ekspert i kvinderettigheder i Gaza. Lama Hourani har længe forsøgt at undslippe Gaza og komme til Vestbredden af frygt for, hvad fremtiden kan bringe. I denne uge lykkedes det den 32-årige aktivist at komme ud af Gaza med sin femårige søn. »Hamas vil gribe fat i andre emner til at begynde med, primært at skabe sikkerhed,« siger Lama Hourani. »De vil forsøge at vise sig fra deres mest demokratiske, åbne og retfærdige side. Men så vil det blive værre. Det tyder alt på.«

Kvindeundertrykkelse
Lama Houranis betragtninger bygger på de erfaringer, hun har i at samarbejde med Hamas som medlem af Palæstinensiske Arbejdende Kvinders Organisation for Udvikling. Kvinder udgør 14 procent af den palæstinensiske arbejdsstyrke. Selv om de overvejende arbejder inden for typiske kvindeerhverv som undervisning og administration, er der også kvinder, som er politi-officerer, dommere og journalister.

»Hamas angriber den personlige frihed. Vi har haft adskillige sammenstød med Hamas allerede. Om familieret, kvinders stilling på arbejdsmarkedet, diskrimination mod kvinder og islamisk sharialov, der ikke just er i kvinders favør,« siger Lama Hourani.

»Hamas er ikke tilhænger af, at kvinder deltager i det politiske liv. Der er ikke én kvindelig Hamas-leder. Vi ser allerede den islamiske påvirkning, som Hamas er fortaler for, overalt i Gaza. Her er kun få kvinder, der ikke er tildækkede. Og kun enkelte skoler tilbyder nu blandede klasser.«

Nadia, en fyldig blond kvinde med frithængende hår, er mor til tre børn og læge på Shifa Hospital, det største hospital i Gaza. Hver fjerde ansatte på hospitalet er kvinde, men der er nu kun to kvindelige læger tilbage, der ikke bærer hijab, hovedtørklæde. »Det er ikke fordi Hamas forlanger, at man dækker sit hår. Men for mig at se er det kun et spørgsmål om tid, før de gør. Og det vil kun være begyndelsen,« siger lægen.

»Mahmoud az-Zhar (en hardliner Hamas-leder, red.) har offentligt udtalt, at han går efter at indføre en islamisk stat med islamiske institutioner og love.«

Hamas-autoriteter har siden de kom til magten i de palæstinensiske områder i marts 2006 imidlertid fremhævet, at de ikke vil tvinge kvinder til at bære hovedtørklæde, eller trække andre ændringer ned over hovedet på kvinder. I stedet har Hamas understreget vigtigheden af uddannelse, lige muligheder indenfor beskæftigelse, at forbedre livet for palæstinensere under den israelske besættelse og forbedre levestandarden for palæstinensiske kvinder, hvoraf en tredjedel lever i fattigdom.

Mona Mansour fra Nablus på Vestbredden, der i januar 2006 blev valgt til Det Palæstinensiske Lovgivende Råd for Hamas har i et interview udtalt:

»Islam tvinger ikke nogen til at gøre noget mod deres vilje. Det er en religion, som giver kvinder rettigheder og frihed.«

Mona Mansours mand var en populær Hamas-leder, som Israel dræbte i et luftangreb i 2001.

»Medicinen er islam«
Både moderate Hamas-ledere og mange hardlinere nægter fortsat, at de vil islamisere Gaza-striben yderligere. Den konservative Hamas-leder Khalil Abu Leala siger: »Den eneste lov, vi vil indføre i Gaza, er Det Palæstinensiske Selvstyres lov; den nuværende lov, så vi kan regere folket. Vi vil først og fremmest skabe sikkerhed og derpå brede sikkerheden til det nationale niveau. Den nuværende lov er for 50 procents vedkommende allerede overensstemmende med sharia (muslimsk lov, red.)«

Abu Leale lægger dog ikke skjul på, at han ser islam som »løsningen«: »Verden har mange sygdomme, især i Europa, der bevæger sig væk fra den moralske sti. Vi har medicinen, som vi må sprede: Islam,« siger han.

Men mere moderate Hamas-ledere som talsmanden Fawzi Barhoum, understreger igen og igen, at Hamas ikke agter at slå ned på hverken kvinder, kristne eller anderledes tænkende. Hamas gør i øjeblikket alt for at fremstå så åbent, gennemsigtigt og tolerant som muligt. Barhoum og andre Hamas-ledere siger, deres mål er at danne en ny samlingsregering som den, der kuldsejlede, med sekulære Fatah, der nyder Vestens opbakning.

»Vi støttes af muslimer, og vi støttes af kristne. Vi er forsvarere for det palæstinensiske nationale projekt ikke kun for Hamas projekt,« siger Fawzi Barhoum.

Men Fatima med det sorte hår fra Gaza-ministeriet har ikke megen tillid til udmeldingerne, selv om hun håber, de holder stik.

»Vi befinder os i en meget kritisk situation. Sagen er, at vi ikke bevæger os fremad men tilbage i tid.«