Vi betaler tyrkerne for at være barske

EU ved godt, at det vil blive svært for Tyrkiet at bremse tilstrømningen til EU fuldkommen. Og derfor er det også en del af aftalen, at Tyrkiet skal tage imod afviste asylansøgere fra EU, skriver Berlingskes udlandsredaktør, Anna Libak.

En tyrkisk soldat i Izmir leder en gruppe flygtninge til busser for at forhindre dem i at sejle til den græske ø Chios i gummibåde.  Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER/TURKEY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I søndags lykkedes det omsider EU-landene at indgå en aftale med Tyrkiet om at bremse strømmen af asylansøgere til EU. Men sjældent har vi i EU været så lidet begejstrede for noget, vi ellers har arbejdet så hårdt på.

I den seneste tid er man i EU blevet enige om, at en aftale med Tyrkiet er alfa og omega. For hverken grænsekontrol og hegn, skrappere regler for asylansøgere i en lang række medlemslande eller advarende oplysningskampagner i mellemøstlige medier synes at have haft den store effekt. I de første uger af november stilnede strømmen af asylansøgere ganske vist en smule af – fra 5.000 til 3.500 dagligt nyankomne til de græske øer – men det rettede sig, så snart bølgerne lagde sig.

Men ingen i EU virker alligevel rigtig glade for aftalen. Politikere og kommentatorer på venstrefløjen i EU er bekymrede for, om den virker som en blåstempling af Erdogans autoritære regime: Nu kan han fortsætte med at lukke munden på sine kritikere med EU’s velsignelse, lyder kritikken.

Et moralsk problem

Politikere og kommentatorer på højrefløjen synes til gengæld, at tre milliarder euro for at hjælpe EU med at bremse menneskestrømmen er i overkanten: Og frygter, at det kun er første tranche af en tyrkisk pengeafpresning af EU. Begge sider er således enige om, at tyrkerne er nogle værre nogle; uciviliserede, udemokratiske og uden europæisk esprit.

Det sidste er imidlertid i denne sammenhæng en urimelig anklage at rejse mod tyrkerne. For grunden til, at EU overhovedet tør håbe på, at tyrkerne kan standse asylansøgerne fra at komme til EU, er netop, at Tyrkiet ikke opfører sig, endsige handler, europæisk. Hvis FNs Flygtningekonvention (den, der giver folk ret til at søge asyl, selv om de er kommet ind i EU illegalt) og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (den, der bestemmer, at de ikke kan sendes tilbage, hvis der er fare for deres sikkerhed) blev behandlet som Moses’ stentavler ligesom i EU, ja, så var Tyrkiet naturligvis lige så lidt som EU i stand til at bremse strømmen af asylanter, endsige tage EUs afviste asylansøgere tilbage. De to konventioner har i forening betydet, at hvis folk udefra først har sat foden på europæisk jord og sagt ordet asyl, vil de med overvejende sandsynlighed ikke forlade EU igen.

Og just dét er grunden til, at mennesker fra hele verden de seneste år har risikeret liv og lemmer for at komme ind i EU. Det har været risikoen værd, hvis man først var nået frem.

Ikke kun for syrere, der nærmest automatisk får ophold, hvad enten det er som klassiske personligt forfulgte konventionsflygtninge eller som omfattet af den særlige beskyttelsesstatus, der gives til folk, hvis hjemlande er hærget af krig og kaos. Nej, også irakerne, afghanere, eritreere og iranere får i høj grad asyl: For hvem kan egentlig i en verden, hvor retsløshed og vilkårlighed er normen, med fast stemme love, at folk ikke er i fare, hvis man sender dem hjem?

Og selv når vi alligevel siger nej – og det sker trods alt til 45-50 procent af asylansøgerne i EU, så kan hovedparten ikke sendes tilbage. For det kræver, at vi kan bevise, hvor de kommer fra, og det kræver, at hjemlandene overhovedet er villige til at modtage dem.

Dét EU nu har betalt Tyrkiet tre milliarder for, er altså i klarsprog at forhindre, at asylansøgere nogen sinde får mulighed for at sige ordet asyl på europæisk jord. Vi betaler tyrkerne for, at de nu begynder at afpatruljere deres kyster, standser bådene og vender dem, arresterer menneskesmuglerne og sørger for, at ruten bliver lukket.

Det frembyder det moralske problem, at vi jo stadig mener, at syrerne har krav på beskyttelse, for ellers ville de ikke hidtil have fået det nærmest automatisk. Det var grunden til, at Merkel i søndags havde så travlt med at indkalde til minitopmøde for en »Koalition af villige«, der skal tage 400.000 syrere direkte fra flygtningelejrene i Tyrkiet: Fordi hun har dårlig samvittighed over, at EU nu betaler Tyrkiet for at holde folk væk.

Derfor har man i EU også generelt travlt med at understrege, at pengene skal bruges på at forbedre forholdene for syrerne; både dem der kommer (der er stadig 18 mio. i Syrien), og dem, der er der allerede (2,2 mio.) , så vi ikke behøver at tænke på, hvor hårdt de har det. Af sidstnævnte er der ifølge Deutsche Welle kun 14 procent, som får forplejning i de statsdrevne lejre, mens resten frister tilværelsen i sorte job, da de officielt ikke må arbejde. Det skal efter aftalen med EU laves om.

Et sted til de afviste asylansøgere

Faktum er imidlertid, at fremtidige donationer ud over de tre mia. fra EU ikke primært bliver gjort afhængige af dokumenterede forbedringer af flygtningenes forhold, men derimod af nedbringelsen af antallet af tilstrømmende asylanter til EU.

For EU ved godt, at det vil blive svært for Tyrkiet at bremse tilstrømningen til EU fuldkommen. Og derfor er det også en del af aftalen, at Tyrkiet skal tage imod afviste asylansøgere fra EU. Det skal en gang for alle bevises, at ens lykke ikke er gjort, når blot man er nået til EU.

Indtil videre er det lidt uklart, om Tyrkiet kun skal tage de afviste asylansøgere, der er kommet til EU via Tyrkiet. Eller om Tyrkiet også kan tage nogle af dem, der er kommet fra Libyen til Italien, for eksempel. Det kan under alle omstændigheder været svært at bevise, hvordan folk er kommet til EU, men tanken er klar nok: EU skal have et sted at sende afviste asylansøgere hen.

Men hvad skal Tyrkiet så stille op med dem? De afviste får jo ikke gyldige rejsedokumenter, fordi de kommer til Tyrkiet, og ej heller bliver deres hjemlande mere interesserede i at tage dem retur. Netop her satser vi imidlertid på, at tyrkerne, på deres egen ueuropæiske måde, vil vide at gøre det så uattraktivt for afviste asylansøgere at opholde sig i Tyrkiet, at de af sig selv vil få lyst til at tage hjem eller søge andre steder hen.

Med andre ord klinger det en smule hult, når nogle har travlt med at kritisere Tyrkiet for at være et land, der ikke opfører sig europæisk. For det er det, der gør, at Tyrkiet, hvis det vil, kan bremse asylansøgere. Den nye aftale er, hvis den skal virke efter hensigten, en kopi af den australske model.