Howard Sypher så det med sine egne øjne, og hans øjne har set lidt af hvert. Han er tidligere amerikansk elitesoldat, og nu er han freelance-krigsreporter i Irak.

I sidste måned rapporterede han fra den kurdiske modoffensiv i Zumar, og pludselig fik han at vide, at han ikke kunne komme tættere på slagmarken. Han ringede til en højtplaceret kurdisk kontakt og bad om en forklaring. Howard Sypher var delingsfører for amerikanske faldskærmssoldater i Afghanistan og Irak, og han kunne tage vare på sig selv, sagde han.

»Jeg vil også gerne lade dig komme tættere på,« sagde hans kontakt.

»Men vi har fået ordre om at holde journalister væk. Vi har fremmede gæster.«

»Jeg forsøgte at afkode hans kryptiske svar, og kort efter fik jeg svaret: Pansrede Toyota pick-ups kom rasende ned ad bjergsiden, og de passerede få meter fra mig. Om bord var skæggede vestlige specialstyrker. De havde ingen insignier, men de var tydeligvis vestlige, og de havde alle de kendetegn, som jeg forbinder med amerikanske specialstyrker,« skrev han i Daily Beast.

Han kontaktede kilder i den kurdiske efterretningstjeneste, og de svarede:

»Ja, det er rigtigt. Tyske og amerikanske styrker er her. De hjælper os og støtter os i angrebet.«

Amerikanske styrker i en nøglerolle

Hvad skal den vestlige verden gøre i kampen mod Islamisk Stat? Mulighederne indsnævrer sig ofte til to: Enten fortsætter vi med de nuværende luftangreb, eller også sender vi boots on the ground – støvler på jorden.

Men der er også en tredje mulighed, og den hedder hybridkrig, og den var, hvad Sypher så i aktion: At vestlige specialstyrker deltager i krigen, men at de – trods overvældende beviser – vil benægte beviserne. Det var sådan, den russiske præsident, Vladimir Putin, vandt Krim og dele af Ukraine, og det er sådan, de vestlige lande udkæmper landkrigen i Irak, viser Berlingskes undersøgelse.

Vi har gennem officielle kilder opgjort de vestlige landes militære bidrag, og resultatet fremgår her på siderne. Men vi har derudover også gennemgået især kurdiske og irakiske kilder, og der tegner sig et mønster:

Officielt har USA og Tyskland blot sendt »rådgivere« til den kurdiske del af Irak, og officielt skal de uddanne kurderne i våbenbrug og moderne krigsførelse. Og det gør de også. Men på strategiske tidspunkter dukker de også op i kampens hede.

Det er kendt, at amerikanske specialstyrker spillede en nøglerolle i befrielsen af Sinjar-bjerget i forrige måned: Marineinfanterister blev landsat med helikopter og bekæmpede IS. Men her er to andre eksempler:

Howard Sypher bevidnede det ene af dem – Zumar. Islamisk Stat erobrede byen i august, og i sidste måned foretog kurdiske styrker et modangreb. Amerikanske jagerbombere blødte forsvaret op, hvorefter kurderne angreb. Islamisterne bed sig imidlertid fast – deres morter-ild slog kurderne tilbage. På det tidspunkt kom amerikanerne og tyskerne ind, de stivede fronten af, og da dagen blev til aften, var Zumar tilbageerobret.

Hemmelig krig med store fordele

Et andet eksempel udspiller sig i øjeblikket ved Tikrit. Her ligger en tidligere amerikansk base Camp Speicher, og den er irakernes sidste fodfæste i området. Islamisk Stat rullede i juni ind i Tikrit, erobrede byen og gennemførte massakrer, men islamisterne var ikke i stand til at tage Camp Speicher.

Basen er i dag forsvaret af 2.000 irakiske soldater, inklusive frivillige fra de særlige shia-militser. Islamisterne har siden forsøgt at løbe basen over ende, og i sidste uge var det tæt på. Faktisk hævdede IS at have erobret Camp Speicher, men de var for tidligt ude. Basen er stadig på irakiske hænder.

Kampen om Speicher kan blive afgørende for krigen, og flere lokale medier oplyser, at amerikanerne siden tirsdag har fløjet 200 »rådgivere« dertil. De skal »støtte de irakiske styrker,« siger regionens guvernør, Khalid Jassim, til Al Ghad-al-Arabi. Ti procent af styrkerne på basen er nu amerikanske, og når islamisterne igen angriber, er det usandsynligt, at de vil stå med hænderne i bukselommerne.

Sådan en hybridkrig har to fordele frem for indsættelsen af boots on the ground. Massive landstyrker vil føre til en lige så massiv mod-propaganda om en kristen invasion, og de vil ikke løse selve hovedproblemet, nemlig et politisk stabilt Irak. Tværtimod.

I den nuværende hybridkrig udkæmper irakerne og kurderne officielt krigen, og samtidigt arbejder de på en politisk løsning. Reelt trækker vestlige rådgivere i trådene, men formelt kan de sige, at de holder sig udenfor, og det giver en helt anden optik.

Derfor går de vestlige allierede også stille med dørene om for eksempel deres baseudbygning i det nordlige Irak. Men lokale kilder oplyser til det kurdiske nyhedsbureau BasNews, at amerikanerne er i gang med at bygge tre baser.

Den ene base skal ligge i Erbil, den anden i Hareer nord for Erbil og den tredje i Atrush tæt på den tyrkiske grænse. Atrush-basen skal blandt andet huse Apache-kamphelikoptere. Det indikerer et engagement, som er langt ud over blot at rådgive og uddanne.

CIA har også bygget et vidtforgrenet operationscenter uden for Erbil, oplyser McClatchy. Officielt er CIA ikke i Erbil, men lokaliteten er »velkendt blandt de lokale,« skriver nyhedsbureauet, som også har talt med medarbejdere i centeret.

Sådan en CIA-operation er lige efter bogen for hybridkrig, som historien viser. Før den amerikanske invasion af Afghanistan i 2001 opererede CIAs paramilitære enhed således med Nordalliancen i den nordøstlige del af landet, formelt var de der ikke, reelt var de, og en CIA-soldat var krigens første amerikanske offer.

Flere lande følger trop

Men det er ikke kun amerikanerne, der fører hybridkrig. Andre lande har også rådgivere i området, og især den tyske indsats er interessant, fordi den er så tys-tys og indenrigspolitisk omstridt. Officielt har 32 kurdere været på missiluddannelse i Tyskland, og tyskerne har 40 mand i Kurdistan til at følge op på uddannelsen.

Men igen kaster lokale medier mere lys på sagen. BasNews kan for eksempel oplyse, at tyskerne er ved at bygge deres egen base i Erbil, og her uddanner de ikke kun kurdiske styrker – de deltager også i operative opgaver. Blandt andet har tyskerne udsendt et særligt team, der leder jagten på de bortførte yazidiske børn og kvinder.

50 britiske rådgivere er i Erbil. De kommer fra Yorkshire Regiment, et let infanteriregiment, der er stationeret på Cypern. Briterne uddanner de kurdiske styrker i brugen af 12.7 mm maskingeværer, som kan sætte infanteri og Toyota pick-ups ud af spillet. Også briterne taler om at sende flere rådgivere.

Til sammen er der ifølge Berlingskes opgørelse lidt over 3.200 vestlige rådgivere og soldater i Irak. Tallet inkluderer de 600 australske styrker, der er på vej, og også support-personel, men det inkluderer ikke uofficielle enheder som paramilitære CIA-enheder og lejesoldater.

Det er langtfra nok til at føre en regulær landkrig, men det er nok til at føre den krig, som de vestlige lande har valgt at føre – en krig, som de fører uden at gøre det. En hybridkrig.