Vesten vil stadig presse Iran

Uanset de seneste amerikanske oplysninger fortsætter EU og NATO med at lægge pres på Iran. Presset har jo tilsyneladende virket, siger Per Stig Møller.

Både EU og NATO søger stadig at indføre sanktioner mod Iran på grund af landets atomprogram.

Det stod klart efter et møde i Bruxelles mellem de to organisationers udenrigsministre, og udenrigsminister Per Stig Møller (K) begrundede det fredag med, at iranerne fortsat ikke efterlever FN's krav om åbenhed.

Samtidig forsøgte USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice, på et møde med sin russiske kollega Sergej Lavrov at få russerne med på strammere sanktioner, også selvom de amerikanske efterretningstjenester forleden konkluderede, at Iran allerede i 2003 droppede fremstillingen af atomvåben.

- Stemningen var, at det internationale pres åbenbart har virket, så de ikke har fortsat efter 2003 ifølge de oplysninger, der nu foreligger, sagde Per Stig Møller.

Udsigten til at få nye stramme sanktioner igennem FN's Sikkerhedsråd er dog ringe.

- Det kræver, at Rusland og Kina er med, som Per Stig Møller sagde.

/ritzau/