»Vesten har undervurderet islamismens fare i årevis«

Boualem Sansal har lagt sig ud med alle i sit hjemland Algeriet og med alle islamister i regionen. Men han fortsætter med at fordømme islamismen og al undertrykkelse: »Jeg siger min mening ligeud«.

Den algeriske forfatter Boualem Sansal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den algeriske forfatter Boualem Sansal er i Danmark for at deltage i festivalen Vild Med Ord i Aarhus, hvor fem fransktalende forfattere mødes. Berlingske har mødt Sansal på den franske ambassade i København, og det er nok ikke et tilfælde, at det ikke er på den algeriske ambassade.

Sansal bor i Algeriet med sin hustru og to døtre, og han kalder landet for et »intolerancens fængsel« uden at lægge skjul på sin afsky for de autoritære herskere i landet. Selv om islamismen er stærk i Algeriet og undertrykkelsen af de demokratiske rettigheder massiv, så viger han ikke tilbage med at advare mod islamismen og undertrykkelse. Og så havde han det mod i 2012 at dukke op til en forfatterkonference i Jerusalem i Israel.

Det er aldrig sket før, at en forfatter fra et muslimsk land har dristet sig til at møde op i fjendeland.

»Det medførte meget, meget stærke reaktioner. Jeg fik dødstrusler og mistede en masse venner. Ikke bare i Algeriet, men også i Europa, hvor antiisraelitismen er stærk. Jeg fik endda frataget en litteraturpris for min roman »Tilbage til Rue Darwin«,« siger Bou­alem Sansal.

Han fik prisen af Sammenslutningen af arabiske Ambassadører, men de trak prisen og de medfølgende 100.000 kroner tilbage.

Den venligt udseende Boualem Sansal smiler vemodigt ved tanken. Det kom frem i den efterfølgende ståhej, at tilbagekaldelsen var sket efter pres fra den palæstinensiske organisation Hamas, der havde kaldt hans besøg i Israel for et forræderi. Men Sansal havde også provokeret Hamas under besøget i Israel ved at sige: »Hamas har taget indbyggerne i Gaza som gidsler. Hamas har taget islam som gidsel.«

Fædrelandskærlighed

Boualem Sansal er født i Algeriet og fik en uddannelse som ingeniør. Han var i mange år ansat som ledende embedsmand, og først efter, at han var fyldt 50 år, begyndte han at skrive romaner. Ikke mindst islamismens voksende indflydelse fik ham til tasterne. Flere af hans bøger har fået europæiske litterære udmærkelser, og to af de bedst kendte er blevet udgivet i Danmark, nemlig »Tyskerens landsby« (2012) og »Tilbage til Rue Darwin« (2013).

Han kaldes Algeriets Salman Rushdie, men han vil hellere kobles til den fransk-algeriske nobelprismodtagereAlbert Camus; ham med romanerne »Pesten« og »Faldet«.

Det forekommer at være meget modigt, måske dumdristigt, at forblive i Algeriet?

»Jeg foretrækker at blive i mit fædreland, og bortset fra truslerne i forbindelse med mit besøg i Israel har der ikke været andre konkrete dødstrusler. Men det er selvfølgelig ikke ufarligt. Jeg siger min mening ligeud og islamisterne hader mig og mange andre bryder sig heller ikke om mig. Regeringen er mig ikke venligt stemt, men jeg bliver i mit fødeland sammen med min familie.«

Har du andre forfattere eller intellektuelle, der støtter dig?

»Nej, jeg føler mig ganske alene. Der er kun få intellektuelle i Algeriet, for under borgerkrigen rejste de fleste til Frankrig, men jeg var ung og blev.«

Når man læser om dit opgør med totalitarisme, så tænker man uvilkårligt på en anden berømt algerisk forfatter, nemlig Albert Camus, der aldrig lod sig indfange af totalitære bevægelser og kæmpede for menneskets ukrænkelighed og frihedsrettigheder. Er det i hans tradition, du kæmper?

»Ja, absolut. Jeg føler mig meget nært beslægtet med Albert Camus. Jeg bor næsten i hans gamle hus, jeg gik på samme skole, hvor han havde gået, og hans mor og min mor var nære veninder. Hans kamp for menneskets værdighed og rettigheder i det 20. århundrede, hvor kommunismen og nazismen tiltrak både almindelige mennesker og kunstnere, minder mig meget om vor situation i dag, Jeg har altid set op til ham. Han er mesteren. Jeg har den samme baggrund som ham, og jeg genkender mig selv i hans bøger.«

Nazismen og islamismen

Boualem Sansal har i romanen »Tyskerens landsby« skildret to algeriske brødre, der finder ud af, at deres far i virkeligheden er en flygtet nazist, der bosatte sig i Algeriet efter krigen. Romanen kredser om nazisme og fanatisme, og man kan opfatte den som et forsøg på at advare om, at islamismen minder om nazismen.

Er det din opfattelse, at der er lighedspunkter mellem nazismen og islamismen?

»Ja, absolut. Der er selvfølgelig forskelle, men grundlæggende er vi i kamp med den samme barbariske fjende. Vesten har undervurderet islamismens fare i årevis, men nu er truslen reel og udvikler sig eksplosivt. Forskellen er muligvis, at nazisterne havde en stat, som de kæmpede for, mens islamisterne er splittet op på mange forskellige nationer med mange forskellige nationale særpræg. Men med etableringen af et kalifat kommer vi muligvis til at se en udvikling, hvor denne forskel også forsvinder. Det er meget farligt, hvad der foregår nu i Syrien og Irak, og islamismens udvikling kan snart blive ganske parallel med Nazitysklands.«

Så din bog om de algeriske brødre og deres nazistiske far er i virkeligheden en advarsel om islamismen?

»Ja, islamismen begyndte som en social bevægelse, men efterhånden blev ideologien udbygget og blev stadig mere militant, og ledere kom til, der opfordrede til at dræbe modstandere. Jeg skrev romanen som en reaktion på islamismens vækst, fordi den minder om nazismen, og hver dag kan jeg se i mit eget kvarter, at det bliver stadig mere radikaliseret. Præcis som i Tyskland, hvor nazismen udviklede sig og efterhånden fik befolkningens støtte.«

Dengang undlod Vesten at tage nazismen og Hitler alvorligt. Begår vi samme fejl nu?

»Ja. Vestens passivitet over for Hitler minder meget om Vestens passivitet nu over for islamismen. Europa vovede dengang ikke i tide at udfordre Hitler, og nu vover Vesten ikke afgørende at udfordre islamismen.«

Men hvad skal man gøre? Vi kan ikke bombe dem alle sønder og sammen?

»Vi må prøve at reagere på en intelligent måde for at lukke den inde. I Algeriet var islamismen blot en lille bevægelse i begyndelsen, og dengang kunne den være overvundet, hvis man havde grebet ind over for Saudi-Arabien, som støttede islamismen.«

Hadet til jøderne

Nazisterne og såmænd også kommunisterne brugte jøderne som hadeobjekt for at få folkelig støtte. Ser vi det samme nu med islamister?

»Ja, bestemt. Arabiske ledere og islamister kanaliserer folks had mod jøderne og Israel. Det kan i næste omgang blive andre grupper og vesterlændninge generelt, der bliver mål. Allerede nu er f.eks. homoseksuelle en målgruppe for hadet.«

Er det et politisk had frembragt af Israel-Palæstina-konflikten?

»Ikke kun. Jødehadet i islam går tilbage til Koranen, hvor Muhammed opfordrer til at dræbe dem, og hvor de omtales som svin og aber. Dette udnyttes af islamister, og hadet til Israel blandes med den religiøse fanatisme.«

Du har udtalt dig positivt om Israel. Der står du noget alene, for hovedtendensen blandt Europas intellektuelle er at kritisere Israel skarpt?

»Selvfølgelig skal man kunne kritisere Israel, men de intellektuelle i Europa er fanget af fortidens venstreintellektuelle had til jøder som magtfulde bagmænd og kapitalister og af 1970ernes antiisraelitisme. De har aldrig frigjort sig fra den venstreintellektuelle tradition, som filosoffen Jean-Paul Sartre var repræsentant for, da han udkæmpede de ideologiske kampe med bl.a. Albert Camus. Det var Sartres venstreideologi, der trak det længste strå i den forstand at den stadig dominerer hos intellektuelle, selv om Camus havde ret. Jeg tror, at denne franske tendens gælder for det meste af Europa, og med den følger desværre afskyen for Israel, der sammen med en reel antisemitisme har vist sig at være en farlig cocktail,« siger Boualem Sansal, der i øjeblikket arbejder på en roman om, »hvad der vil ske, hvis en totalitær bevægelse får magten og bevarer den«.

»Vi har set mange totalitære bevægelser få magten, men også at de mister den igen – med undtagelse af Kina, Nordkorea og Cuba. Men hvad nu, hvis islamismen faktisk er i stand til at fastholde magten? Hvordan vil virkeligheden i en sådan stat se ud? Vi ser islamismen brede sig, og ingen ved, om det ikke netop er den totalitære bevægelse, for hvem det vil lykkes at skabe et nyt totalitært tusindårsrige.«