Vesten frygter Pakistans mørke kræfter

USA har siden 2001 postet milliarder af dollars i Pakistans militær, der blev en uundværlig allieret i kampen mod al-Qaeda og Taleban. I december 2007 må USA konstatere, at man reelt ikke ved, hvad pengene er blevet brugt til. Selv ikke sikkerheden omkring Pakistans atomvåbenarsenal er man tryg ved.

En af Benazir Bhuttos tilhængere er brudt ud i gråd, mens han sidder blandt ofrene for gårsdagens selvmordsbombe. Foto: Aamir Qureshi/AFP Fold sammen
Læs mere

I dag er intet andet land på jorden så farligt som Pakistan.

Sådan skrev det amerikanske nyhedsmagasin News­week, da man for små to måneder siden gjorde status over situationen i det folkerige muslimske land efter terrorattentatet 18. oktober i Karachi, der havde Benazir Bhutto som mål. Dengang slap Bhutto med livet i behold, mens mindst 139 andre mennesker omkom.

Men i går fik ’de’ hende.

Benazir Bhuttos fjender fik sendt en selvmordsterrorist så tæt på hende i landets militære hovedstad, Rawalpindi, at manden kunne skyde hende to gange, før han detonerede den sprængladning, der endte hans, hendes og omkring 20 andre menneskers liv.

Mens det endnu er for tidligt med sikkerhed at sige, hvem der stod bag drabet på Benazir Bhutto, står det helt klart, at Pakistan er om muligt endnu farligere og endnu mere eksplosivt et land end før.

Bin Ladens ønskeseddel
Pakistan har – som News­week skrev – alt hvad en Osama bin Laden kan ønske sig:

Politisk ustabilitet, et betroet netværk af radikale islamister, en overflod af vrede unge antivestlige rekrutter, perfekt isoleret beliggende træningsområder, adgang til den mest moderne teknologi og regelmæssige flyforbindelser til Vesten.

Hertil kommer, at Pakistans sikkerheds- og efterretningstjenester ikke altid gør, hvad deres amerikanske og vestlige allierede forventer, at de burde gøre.

At terrorsympatisører i Pakistan ikke ligesom i Irak og Afghanistan behøver at frygte, at tusinder af amerikanske tropper eller tropper fra andre vestlige lande skal forstyrre deres planer.

Og endelig har Pakistan et stort og voksende atomprogram, der er udviklet i modstrid med alle internationale aftaler og i øvrigt solgt videre – helt eller delvist – til slyngelstater som Libyen. Nordkorea og Iran.

Eller som Bruce Riedel, tidligere direktør for sydøstasiatiske anliggender i USAs Nationale Sikkerhedsråd, siger til Newsweek.

»Hvis man ser rundt i verden, hvor al-Qaeda skal finde deres bombe, er den lige i deres baggård.«

Den danske atomnedrustningsekspert Hans E. Kristensen, der arbejder ved Federation of American Scientists i Washington, svarede således, da Berlingske Tidende i november spurgte ham, om man kunne være sikker på, at Pakistans atomvåben ikke falder i hænderne på ekstremister:

»Det er der ingen, der ved. Nogle siger, at Musharrafs lejr er den bedste garanti. Men alt afhænger jo af stabilitet. Guderne må vide, hvilke fraktioner der findes inden for den pakistanske hær. Problemet er, at man ikke har tilstrækkeligt detaljeret viden om deres sikkerhedssystemer. Og under alle omstændigheder er det jo sådan, at sikkerhedssystemer kun fungerer, hvis de involverede mener, at de skal fungere.«

Problemet for USA og Vesten er lige præcis, at man i Pakistans militære establishment har en ekstremt vigtig allieret, som man imidlertid reelt ikke aner, om man kan stole på.

Sandaler i sneen
Så sent som juleaftensdag kunne den amerikanske avis New York Times afsløre, at det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, netop har kunnet konkludere, at militær hjælp på tilsammen over fem mia. dollar i hvert fald ikke er nået frem til det grænsekorps i grænseegnene mod Afghanistan, hvor man håber at stoppe støtten fra pakistanske talebanere til deres afghanske brødre.

»De står deroppe i sneen i sandaler,« siger en kilde til avisen.

Af artiklen fremgår det, at en stor del af pengene, som skulle være gået til at bekæmpe talebanere i nordvest i stedet er gået til at befæste pakistanske positioner over for arvefjenden Indien i sydøst.

I løbet af 2007 har USA lagt voldsomt pres på Pakistans politiske og indtil for nylig også militære leder, Pervez Musharraf, for at tage et opgør med de mest rabiate muslimske ekstremister i Pakistan.

Det er åbenlyst, at store dele af taleban-militsernes krig mod USA og NATO i Afghanistan styres og støttes logistisk fra Pakistan. Og dette vil USA have sat en stopper for.

Stormen på moskeen
Derfor pressede man i sommer Musharraf til at gribe ind over den ’talebanisering’ af Pakistans hovedstad, Islamabad, som udløb fra Den Røde Moské, der ligger i umiddelbar nærhed af Pakistans centrale politiske institutioner.

Den flere dage lange belejring endte i et veritabelt blodbad, da hæren rykkede ind.

De officielle tabstal lød på omkring 50 afdøde islamister inde i moskéen. Men området blev ryddet af hæren, og der spekuleres i, at tabstallet var langt højere.

Men uanset om det var tilfældet, medførte stormen på Den Røde Moské en flodbølge af terrorangreb foranstaltet af den pakistanske taleban-bevægelse.

Pakistans talebanere har ikke skyet noget middel i jagten på deres modstandere – herunder Benazir Bhutto, der støttede stormen på Den Røde Moské.

Så sent som 21. december sprængte en selvmordsterrorist sig selv og 50 andre mennesker ihjel inde midt i en moské i det nordlige Pakistan. Målet var en højtstående antiterroransvarlig i det pakistanske indenrigsministerium.

Efter attentatet i Karachi i oktober udpegede Benazir Bhutto selv i et brev til Pervez Musharraf lederen af Pakistans hjemlige efterretningstjeneste Intelligence Bureau, Ejaz Shah, som en mand, der skulle kigges nærmere på, hvis hendes fjender skulle få held til at myrde hende.

Shah var – mente Bhutto – manden, der sørgede for, at gadelamperne på mystisk vis gik ud i Karachi, lige før angrebet skete.

En teori, som nu får ny næring. Bhutto-tilhængere vil utvivlsomt finde det underligt, at gerningsmanden i Rawalpindi i går kunne komme så tæt på sit mål, som han gjorde.