Vesten frygter det nye stærke Kina

Analyse: For præcis to årtier siden - i kølvandet på kommunismens kollaps - blev professor Francis Fukyama verdensberømt for sit essay om liberalismens endelige sejr. Se lige, hvad han skrev, og som vi næsten alle troede på dengang:

»Hvad vi er i færd med at bevidne, behøver ikke bare at være afslutningen på Den Kolde Krig eller afslutningen på en bestemt periode i efterkrigstiden, men en afslutning på selve historien... altså til afslutningspunktet for menneskehedens ideologiske evolution og til en verdensomspændende opbakning til det vestlige liberale demokrati som den endelige form for regeringsførelse.«

I dag ved vi, hvor meget Fukuyama tog fejl - han tog nemlig fuldkommen fejl! Han overså det seismiske skift i den globale verdensorden, som faktisk allerede var begyndt - en ny verdensorden, hvor Vestens dominans over resten af kloden, som blev indledt med den industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet, ophørte. Han forudså frem for alt ikke Kinas fantastiske fremgang:

I 1989 var Kina blot klodens 11. rigeste nation. USA var 16 gange så rig. I dag er USA kun dobbelt så rig. Kina er meget tæt på, måske er det sket, at overhale Japan som klodens næstrigeste. Allerede i 2025 ventes Kina at være lige så rig som USA. I midten af århundredet viser prognoser, at Kina vil være dobbelt så rig som USA.

I 1989 troede regeringerne i Europa og USA, at det kommunistiske system i Beijing var under afvikling - fordi de, præcist som Fukyama, var fuldkommen overbeviste om, at med øget rigdom fulgte helt automatisk en demokratisering og en liberalisering af Riget i Midten. I dag sidder kommunisterne endnu stærkere på magten - og de har bevist, at et autoritært styre kan skabe mere fremgang end et demokrati.

I Vesten følger man det nystærke Kina med dyb bekymring. Verdenshistorien viser, at hver eneste gang en nation er blevet rigere, så øges dens politiske magt tilsvarende. Vesten har vænnet sig til, at hvis bare Europa og USA kunne enes, så dikterede de to dominerende magter også den politiske verdensorden - men den går åbenlyst ikke længere. Klimatopmødet i København var et godt eksempel - det beviste nemlig, at Kina i dag står så meget i spidsen for klodens mere end 100 u-lande, at det kan blokere for Vestens interesser.

Klimatopmødet var imidlertid bare et enkelt eksempel på, hvad den nye globale verdensorden betyder. Et andet var, at USAs præsident, Barack Obama, undlod at kritisere Kinas konsekvente brud på menneskerettigheder under sit lange besøg i Kina. Et tredje var, at Beijing flere gange formåede at blokere for Vestens ønsker om en skærpet kurs over for Iran, Nordkorea og Burma, som alle er kinesiske allierede. Et fjerde eksempel er det danske, hvor regeringen officielt meddelte, at Danmark aldrig vil kæmpe for Tibets selvstændighed.

I USA og Europa har det seneste år fungeret som en brat opvågnen - for udviklingen af den nye verdensorden blev forstærket af den økonomiske krise. I Washington, London, Paris, Berlin, Bruxelles og selvfølgelig også i København arbejder udenrigsministerierne derfor på højtryk for både at finde ud af, hvor meget og konkret hvordan Beijing har tænkt sig at udnytte den kinesiske styrke og på at udvikle et diplomati, som kan agere effektivt i den nye globale verdensorden.

Det gælder politisk - i forhold til Kinas ageren i eksempelvis FNs Sikkerhedsråd, i G20 og i forhold til de lande, som Vesten betragter som slyngelstater. Det gælder økonomisk - i forhold til Kinas krav i Verdenshandelsorganisationen WTO, i fastsættelsen af værdien af den kinesiske valuta og i kravene til USA, hvis største långiver er Kina. Det gælder bestemt også militært - i forhold til den kinesiske flådes oprustning, nye kinesiske militære alliancer med regimer som Venezuela og Iran og naturligvis, helt konkret, hvad gør Vesten, hvis Kina invaderer Taiwan?

Vi kan lige så godt vænne os til det:

Hvis det 19. århundrede var Europas, det 20. århundrede var Amerikas, ja, så tyder alle tegn i sol og måne på, at det 21. århundrede bliver Kinas.

Vestens udfordring bliver at håndtere det stadig stærkere Kina. Det bliver allerede i år det mest spændende udenrigspolitiske emne at følge.