Vi kendte risikoen, og vi gjorde det alligevel.
Det var ikke naivitet.
Det var grådighed.
Sådan lyder den brutale konstatering fra ledende næstformand for EU-Kommissionen og konkurrencekommissær Margrethe Vestager i et interview med den tyske avis Handelsblatt.
Vladimir Putins krig i Ukraine har gjort det tydeligt for alle, hvor ekstremt afhængig Europa er af ikke bare gas fra Rusland, men også for eksempel billige varer fra Asien.
En stor del af den europæiske industri er baseret på »meget billig energi fra Rusland, meget billig arbejdskraft fra Kina og stærkt subsidierede semikonduktorer fra Taiwan«, siger hun til avisen.
Det er den, fordi europæerne godt kan lide et godt tilbud, og fordi det har hjulpet Vesten til at opbygge en rigdom uden historisk sidestykke.
Men vi har gjort det med åbne øjne, minder hun om, og ikke sådan som andre argumenterer, fordi vi var naive omkring risikoen.
»Jeg tror først og fremmest, vi har været grådige,« siger hun til Handelsblatt.
»At være afhængig af Rusland indebærer en risiko, men prisen var attraktiv. Nu har den risiko materialiseret sig, og vi må håndtere den. Den lektie, jeg har lært, er, at vi bliver nødt til at betale en »sikkerhedspræmie« (...) Og diversificering har en pris.«
Vi skal med andre ord genbruge mere og producere mere selv.
Alt vil blive dyrere, og det er i sidste ende de europæiske forbrugere, der kommer til at betale, understreger Margrethe Vestager.
Ikke bare i en kort periode, men som en permanent tilstand.
Sikkerhed koster
At vriste sig fri af afhængigheden er nemlig ingen let øvelse.
Prøv bare at kigge omkring dig – dit tøj, dit hjem, din elektronik – og forestil dig, at alt, som ikke er produceret i Europa, pludselig var væk.
»Vi ville se ud, som om vi var i gang med et spil strippoker,« joker kommissæren.
Så længe vi ikke kan producere alting selv, bliver vi derfor nødt til at gå på jagt efter nye partnere som USA, Japan, Canada og Singapore.
Det giver Europa en større sikkerhed i forsyningen. Men det gør selvsagt også alting dyrere. For i de lande er der miljølove, arbejds- og sikkerhedsreguleringer og så videre, som betyder et højere prisniveau.
Margrethe Vestager er blevet kaldt verdens mest magtfulde dansker. Og i årtier hun talt højtideligt og begejstret om, hvordan vi bør åbne os mod verden. Som økonomi- og indenrigsminister for De Radikale forsvarede hun nedskæringer og tilpasninger og nødvendigheden af at efterleve EUs budgetkrav.
Den lakoniske konstatering om, at vi skal producere mere selv og finde nye, mere pålidelige partnere, er ikke en dødsdom over globaliseringen, fastslår hun. For vi har stadig brug for at samarbejde globalt, ikke mindst for at løse den fælles klimakrise.
Men der er brug for en »anden globalisering«, hvor den økonomiske kalkule og det billigste tilbud for Vesten ikke er det eneste parameter, understregede hun i et interview med Der Spiegel i marts.
I stedet for at gøre Europa rigere ved at udnytte arbejdskraft og naturressourcer i andre lande skal vi opbygge samarbejder med »lande, som er politisk tæt på os, som er stabile, og hvis forpligtelser man kan stole på«.
Også selvom alting bliver meget dyrere.
For det gør det.
