Vestager: EU overvejer kompensation til corona-ramte firmaer

Italien og Frankrig har kurs mod teknisk recession, og mere hjælp er på vej til Italien fra EU-Kommissionen.

 
Få overblik over coronavirussen, som spreder sig verden over, i videoen her. Video: Ida Marie Odgaard, Reuters, Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere

EU-Kommissionen er parat til at overveje tiltag, der kan kompensere virksomheder, der er ramt af udbruddet af coronavirus.

Det siger EU-kommissær Margrethe Vestager på et pressemøde tirsdag i Bruxelles.

»EU-Kommissionen er klar til at diskutere mulig støtte, der skal kompensere virksomheder for de skader, som Covid-19 kan forårsage,« siger hun.

Covid-19 er navnet på sygdommen, som det nye coronavirus fra 2019 forårsager.

Den danske kommissær nævner Italien som et EU-land, der kan have brug for at få yderligere økonomisk hjælp.

Italien og Frankrig risikerer teknisk recession i årets første kvartal, vurderer EU-Kommissionen. Teknisk recession er to på hinanden følgende kvartaler med negativ vækst.

EU har allerede løsnet de finanspolitiske regler for Italien.

Italien havde før udbruddet af coronavirus en i forvejen skrøbelig økonomi, der i årevis har balanceret på kanten af EU-reglerne.

Ifølge Vestager er Italien det land, der økonomisk er værst ramt af coronavirus.

»Vi er klar til at samarbejde med Italien om yderligere tiltag, der måtte være nødvendige som middel mod de alvorlige forstyrrelser af landets økonomi,« siger hun.

/ritzau/