2020 kan blive det år, hvor verdens CO2-udslip faldt mere end nogensinde før.

Mens coronapandemien har lukket store dele af verden ned og sat flytrafikken i stå, er det globale CO2-udslip faldet med hele 17 procent om dagen i april, skriver The Guardian. Så lavt CO2-udslip er ikke set siden 2006, skriver Sky News.

Der er bare ét problem: Det kommer formentlig ikke til at gøre den store forskel i kampen mod klimaforandringerne.

Når verden begynder at åbne igen, forventes CO2-udslippet nemlig at vokse, og det samlede fald for hele året kan derfor ende på syv procent. Åbner verden allerede i midten af juni, kan faldet være helt nede på fire procent.

Begge scenarier ville repræsentere det største fald i globalt CO2-udslip siden Anden Verdenskrig, skriver The Guardian. Sammenlignet med de seneste par år, hvor det globale CO2-udslip er vokset med omtrent en procent hvert år, er det positivt.

Men det understreger også, hvor radikale forandringer der skal til for at sænke CO2-udslippet. Og dermed hvor svært det bliver at gøre den grønne omstilling til virkelighed – efter coronakrisen. Det er Parisaftalens mål, at verden skal være CO2-neutral inden 2050.

Tallene kommer fra et studie i det akademiske tidsskrift Nature Climate Change. Bag studiet står Corinne Le Quéré, professor i klimaforandringer ved University of East Anglia.

»Intet har ændret sig«

Ifølge hende understreger tallene, at det ikke er nok for os at ændre vores adfærd, hvis vi for alvor vil bekæmpe klimaforandringerne. Altså: Det nytter ikke, hvis vi bare stopper med at flyve og begynder at arbejde hjemmefra og kører mindre i bil.

»Intet har ændret sig omkring os. Vi har stadig biler, industri og gas,« forklarer hun til Sky News:

»Tvunget isolation er ikke løsningen, når vi skal tackle klimaforandringerne. Vi har brug for en meget bredere indsats, som tillader os at bevæge os væk fra fossile brændsler og bruge mindre energi i fremtiden.«

I alt faldt verdens CO2-udslip med en milliard tons i april. I 2019 var det årlige CO2-udslip på 39 milliarder tons, ifølge Sky News.

Det er mest at se i Kina, hvor CO2-udslippet faldt med 242 millioner ton i april, og i USA, hvor CO2-udslippet faldt med 207 millioner ton. Storbritannien sprøjtede 18 millioner ton mindre CO2 ud i atmosfæren i april end året forinden.

Men faldet kan vise sig at være ubetydeligt, hvis ikke verden altså kan gentage det år efter år, siger Corinne Le Quéré. Dét er nemlig, hvad der skal til, hvis ikke temperaturerne skal stige med mere end 1,5 grader celsius, sådan som verdenslederne i 2015 blev enige om med Parisaftalen.

Men globale lockdowns er ikke svaret.

»Vi kan ikke låse folk inde,« siger Corinne Le Quéré til Sky News:

»Men hvis lande kan tænke klimaambitionerne ind i deres økonomiske redningsplaner, kan det gøre en stor forskel for Parisaftalens mål.«