Verdens største valg – som kun få har hørt om

GLOBETROTTER: Berlingskes udlandsmedarbejdere skriver hver søndag om oplevelser i fjerne og knap så fjerne egne. I denne uge tager vi til Kina.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Da den amerikanske præsidentvalgkamp var på sit højeste, udgjorde den et dilemma for Kinas propagandaapparat. På den ene side var den en gave. Trumps kulørte udbrud og Hillarys e-mailskandale gav rigeligt med ammunition. Valget var det mest mørke, kaotiske og negative i årtier og et udtryk for et sygt samfund, kunne man læse i Folkets Dagblad.

Alligevel var dækningen i statspressen aldrig så omfattende som i eksempelvis Danmark. Frie valg er trods alt ikke noget, den kinesiske ledelse ønsker, at landets indbyggere bliver alt for interesserede i. Man kunne som borger måske blive fristet til at se kritisk på egne valgmuligheder i det politiske landskab.

Men i den forgangne uge dukkede valget i USA op igen. Denne gang som kontrast til det ordentlige og velorganiserede valg i Kina.

»Kina går efter egen demokratistil ved lokalvalg«, lød overskriften på en artikel i en landsdækkende avis. Flere hundrede millioner kinesere afgiver disse måneder deres stemmer ved lokalvalg landet over. Alle kinesere over 18 år uden alvorlige pletter på straffeattesten har ret til at stemme. På landsplan er 2,5 millioner pladser i de såkaldte folkekongresser på valg, hvilket sker hvert femte år. Sammenlagt er hele seancen verdens største valghandling.

Tirsdag var turen kommet til Beijing. Et par dage forinden forsøgte jeg hen over middagsbordet at spørge ind til emnet. Svaret faldt i form af langtrukken stilhed. Min bedre halvdel kiggede tilbage over aftensmaden med det blik, hun anvender til at vurdere, om jeg laver sjov med hende eller bare er generelt uvidende. I dette tilfælde hovedsagelig sidstnævnte. For jeg ville da gerne høre om hendes overvejelser angående valg af kandidater og emner i valgkampen i hendes hjemby. Det er trods alt det eneste tidspunkt, hvor almindelige borgere i Kinas byer har mulighed for at stemme – på landet er der også direkte valg til landsbykomiteer.

Men interessen for den diskussion var mildest talt begrænset. Det er den stort set hver gang, jeg forsøger at få kinesiske venner eller bekendte til at diskutere politik i Kina. For de fleste kinesere er koblingen mellem deres egen tilværelse og det politiske system stort set ikke-eksisterende.

Den nationale folkekongres, hvor omkring 3.000 delegerede mødes årligt, er på papiret Kinas øverste statslige organ. Den bliver ofte beskrevet som Kinas gummistempel-parlament, fordi de vigtigste politiske beslutninger bliver truffet i Kommunistpartiet og altid bliver godkendt af de delegerede. Under den nationale kongres finder man provinskongresserne, der et niveau længere nede suppleres af kongresser i byer og kommuner, mens det laveste niveau i hierarkiet er distriktkongresserne. Det er dem, der er valg til.

I tirsdags slog jeg vejen forbi mit lokale valgsted for at se nærmere på selve valghandlingen. En kritisk valgobservatør havde nok set skævt til valgboksens placering ude i det fri i midten af lokalet, men ellers lignede processen den samme som så mange andre steder. Fire kandidater var på valg. Tre af dem ville sandsynligvis blive valgt ind, fortalte en af de frivillige. Ifølge den kinesiske forfatning kan alle stille op, der kan finde støtte fra ti borgere. Det lyder umiddelbart vældig demokratisk. Men så alligevel ikke. Kun personer godkendt af en valgkomite ender på valglisten, hvilket betyder, at stort set alle kandidater er medlem af Kinas Kommunistparti.

Alligevel er der tradition for, at en mindre gruppe af uafhængige forsøger at slippe igennem nåleøjet. Denne gang talte de omkring 50 personer i Beijing. Og også denne gang har chikane og husarrest været blandt metoderne til at holde dem fra at lykkes. I et eksempel beskrevet af Washington Post kørte politiet fire personer til byen Hangzhou 1.600 kilometer væk, så de ikke kunne registrere sig. Næppe fordrende for debatklimaet, at politisk aktive med egne holdninger bliver gemt af vejen. Så måske er det ikke så underligt, at flere af mine kinesiske bekendte ikke skænker politik mange sekunders opmærksomhed. Flere havde end ikke hørt, at der var valg.

Lasse Karner er Berlingskes korrespondent i Kina

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere