… underkastelse
Som faste læsere vil vide, har den nyligt udkomne superheltefilm om Wonder Woman skabt en del debat om feminisme og mandschauvinisme.
Heltinden er så sej, at hun ligefrem måtte træde til og give Superman og Batman en hjælpende hånd med at afværge katastrofen i den stort anlagte crossover-film om de to herrer, der kom ud sidste år. Derfor er hun også et oplagt feministisk ikon og filmen om hende er da også instrueret af en kvinde.
Men hvorfor var de tidlige Wonder Woman-tegneserier fyldt af scener, hvor hun blev svinebundet, lagt i håndjern og spanket i bedste SM-stil? Svaret får vi til efteråret, hvor filmen om hendes skaber, med titlen “Professor Marston and the Wonder Woman”, beskriver psykologen William Marstons.sadomasochistiske trekantsforhold med to kvinder. Ifølge Huffington Post var Marston besat af, hvilken betydning dominans og underkastelse havde for den menneskelige psyke. Den film skal nok skabe mere rav i den.
… faderskabssag
Man kan mene om den surrealistiske maler Salvador Dali, hvad man vil, men kedelig var han i hvert fald ikke.
Han og hans hustru var bl.a. berygtet for at holde orgier, men børn fik de ingen af.
Og så måske alligevel. Som tidligere beskrevet her i avisen, hævder en kvindelig tarotkortlæser nu, at være Dalis datter fra en udenomsægteskabelig hyrdetime, og torsdag blev tog man prøver fra malerens hvilested i den krypt hvori han hviler, skriver BBC.Krypten er forøvrigt en del af et museum viet til Dalis liv og kunst.
Der er gennem årene blevet spekuleret meget i, om Dali var homoseksuel eller om han overhovedet havde samleje med et eneste menneske i hele sit liv. Angiveligt hadede han at blive rørt af andre, og selv udtalte han, at han var impotent. Dog sagde han samme år, som den potentielle datter blev født, at han havde en konstant “intellektuel erektion”.
Om sådan en er nok til at blive far, vil DNA-prøven vise. .
… opsigelse
Britiske Sally Plummer har opgivet sin gerning som sygeplejerske, efter at hun har fået en parkeringsbøde.
Det lyder måske lidt drastisk, men Plummer fik bøden, fordi hun var med til at behandle en patient, der havde fået hjertestop, netop som hendes vagt ellers var ovre og hun skulle køre hjem. Det skriver The Independent.
Den nu forhenværende sygeplejerske forklarede situationen, men blev alligevel pålagt at betale bøden, hvilket hun sjovt nok fandt urimeligt.
»Det er ikke et ni til fem-job. Man kan ikke bare gå (midt i det hele, red.),« forklarede hun til Good Morning Britain.
Tidligere fik Plummer en bøde, da hendes mor blev hasteindlagt og hun alligevel fandt tid til at købe en parkeringsbillet, men i kampens hede kom til at taste et ciffer for lidt ind i sin registrering. Også her henvendte hun sig for at få omstødt bøden, men uden held.
Så nu er Storbritannien et par bøder rigere, men en sygeplejerske fattigere.