Verdens næststørste ebolaudbrud er i fuld gang: Her er hvad du skal vide

1.100 personer er døde og yderligere 1.600 er blevet smittet af ebola i DR Congo. Men hvordan er det nået så vidt? Berlingske giver her overblikket.

Sundhedsarbejdere begraver endnu et offer for den dødelige ebola-virus, som med alarmerende hast har spredt sig i Kivu-regionen af det østlige DR Congo. Siden august er mere end 1.100 personer døde af sygdommen. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHN WESSELS

DR Congo igen ramt af et ebolaudbrud, som har kostet mindst 1.100 personer livet, mens yderligere 1.600 er blevet smittet med den dødelige sygdom.

Paradoksalt nok bliver sygdommen tilsyneladende ved med at sprede sig, selv om lægerne i landet har den medicin, der skal bremse udbruddet. Det skyldes, at de bliver angrebet af bevæbnede grupper, som mener, at ebolaudbruddet er lægernes skyld.

Men hvordan er det nået så vidt? Berlingske giver her overblikket.

Hvor slemt er det?

Ebolaudbruddet opstod i august, og sygdommen har siden med alarmerende hast spredt sig i Kivu-regionen i det østlige DR Congo. I denne uge er dødstallet nået op på 1.136 personer. Yderligere mindst 1.632 personer er smittet, oplyser DR Congos sundhedsministerium til Washington Post.

Langt de fleste ofre er kvinder og børn, og dødelighedsraten er højere end ved tidligere udbrud, skriver The Guardian. Omtrent 67 procent af dem, der bliver smittet, overlever ikke.

Ebola er en febersygdom, der smitter ved direkte kontakt med kropsvæsker som f.eks. blod og og sæd, og de første symptomer er typisk muskelsmerter, opkast, diarré og udslæt. I sidste ende kan det føre til indre og ydre livsfarlige blødninger.

Sygdommen spreder sig så hurtigt, at flere eksperter advarer om, at udbruddet kan blive lige så dødeligt, som da sygdommen hærgede dele af Vestafrika fra 2013 til 2016. I den periode døde 11.310 personer på tværs af Liberia, Sierra Leone og Guinea.

Nødhjælpsarbejdere og udsendte læger har besvær med at behandle virusen, fordi de er i fare for angreb fra landets bevæbnede grupper – og det betyder, at de ofte må gå i skjul for deres egne beskyttelse.

Hvorfor bliver lægerne angrebet?

Washington Post har beskrevet, hvordan nogle af de læger, der er udsendt til DR Congo for at bekæmpe ebola-udbruddet, er stoppet med at bære deres læge-uniformer af frygt for, at det kan sætte dem i fare.

Vildledende information har nemlig ført til, at stadig flere i landet tror, at det er lægerne, der har spredt den dødelige virus i det krigshærgede land. Og bevæbnede grupper handler derefter.

I byen Butembo, som er ebolaudbruddets epicenter, blev et hospital i april angrebet af en bevæbnet gruppe. De dræbte en længe, som var udsendt fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, fordi de mente, at han havde bragt ebola-virusen med ind i landet - selvom det ikke er tilfældet. Ifølge WHO har der i 2019 været 119 angreb mod sundhedsarbejdere i DR Congo. 85 er blevet såret eller dræbt, skriver Washington Post.

Ifølge Washington Post stiger antallet af smittede for hver gang, der har været et angreb, fordi læger og nødhjælpsarbejdere på søge dække og derfor stoppe distribueringen af vacciner mod sygdommen.

»Tragedien er, at vi har alle de tekniske remedier til at stoppe ebola, men indtil alle parter stopper angrebene på indsatsen, vil det være meget svært at gøre en ende på dette udbrud,« har WHOs generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus tweetet om krisen.

Hvorfor er der så mange bevæbnede grupper i Congo?

Der er ifølge Human Rights Watch flere end 140 aktive bevæbnede grupper i DR Congos Kivu-region, hvor ebolaudbruddet lige nu raser.

DR Congo har været plaget af skiftende krige og konflikter, siden folkemordet i Rwanda, hvor 800.000 tutsier blev dræbt af det siddende hutu-styre. Da styret blev væltet, flygtede over to millioner hutuer - både civile og militante - ind over grænsen til DR Congo. Det førte til øgede konflikter - særligt i Kivu-regionen som er på størrelse med Portugal og ligger på grænsen til Rwanda.

DR Congo er i dag et af verdens fattigste lande. I 2018 dokumenterede Human Rights Watch, at hvert 10. barn i landet dør, inden det fylder fem år, og at 40 procent af landets befolkning er sent udviklet på grund af underenæring.