Verdens ledere fordømmer terrorangreb

USA har tilbudt Frankrig sin hjælp til at pågribe de tre terrorister, der er på fri fod efter terrorangrebet i Paris. Resten af verdens ledere fordømmer i stil med USA terrorangrebet.

Foto: SAUL LOEB

Verdens ledere fordømmer på det kraftigste det terrorangreb, som tre bevæbnede mænd onsdag førte ud i livet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i den franske hovedstad, Paris. Mindst 12 personer har mistet livet og ti yderligere er såret, fire er i kritisk tilstand, skriver flere franske medier.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at USA har tilbudt sin assistance til at pågribe terroristerne, der stadig er på fri fod i Frankrig. Derudover fordømmer Obama de »forfærdelige skyderier«:

»Vi er i kontakt med de franske embedsmænd, og jeg har bedt min administration om at yde den nødvendige hjælp til at bringe disse terrorister for retten,« siger Barack Obama.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, kalder angrebene for foragtelige, og Merkel understreger, at »Tyskland står bag Frankrig i denne vanskelige stund«.

Også den britiske premierminister, David Cameron, udtrykker sin dybeste medfølelse over for Frankrig og sin foragt over for bagmændene.

»Drabene i Paris er kvalmende. Vi står sammen med det franske folk i kampen mod terror og i forsvaret for pressefriheden,« udtaler David Cameron på Twitter.

I Moskva kondolerer den russiske præsident Vladimir Putin over for ofrene for angrebet samt deres familier, og Putin fordømmer »terrorisme i alle dens former«.

I EU og Nato er reaktionerne ligeledes hårde. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, mener, at angrebet vedrører alle europæere.

»Jeg er dybt chokeret over det brutale og umenneskelige angreb mod Charlie Hebdo. Dette er en uacceptabel handling og et barbari, der vedrører os alle som mennesker og europæere,« siger Jean-Claude Juncker.

Natos norske generalsekretær, Jens Stoltenberg, taler ligeledes om barbari i sin officielle pressemeddelelse:

»Det er en barbarisk og vanvittig handling mod ytringsfriheden. Mine tanker er hos ofrene og deres familier. Nato står sammen i solidaritet med vor allierede Frankrig,« siger Jens Stoltenberg.