Verdens dybeste velstandskløft

Ingen steder i verden er forskellen på rig og fattig større end mellem De Kanariske Øer og Vestafrika, og udviklingen går den forkerte vej. Men der er endnu tid til at reagere, inden den illegale immigration går helt amok.

TENERIFE: I virkeligheden er problemet ikke så stort, rent statistisk set. Kun én ud af hver 10 illegale immigranter kommer sejlende til Spanien i skrøbelige fiskerbåde. Resten af de op mod en million »papirløse«, der p.t. menes at opholde sig i landet, er rejst ind på turistvisum fortrinsvis fra Latinamerika og Østeuropa.

Når de afrikanske bådflygtninge alligevel stjæler mediebilledet, skyldes det naturligvis den menneskelige tragedie. Adskillige tusinde drukner hvert år især under den lange og risikofyldte sørejse fra lande som Senegal og Mauretanien men det er ikke hele forklaringen. Episoder som sidste sommers deciderede invasion af De Kanariske Øer, eller da en »hær« af immigranter stormede grænsehegnet i de spanske enklaver Ceuta og Melilla for et par år siden, minder os om, hvor galt det kan gå. Om at den immigration, Spanien og resten af Sydeuropa oplever i disse år, måske kun er en forsmag på, hvad der er i vente.

Grænsen mellem Spanien og Marokko udgør, ifølge en ranking udregnet af økonomen Íñigo Moré, verdens sjette dybeste velstandskløft. Og zoomer vi ind på forholdet mellem De Kanariske Øer og naboerne på det afrikanske fastland, er forskellen mellem rig og fattig intet sted på kloden større.

Mens øerne i 1980 havde et BNP på størrelse med Senegal, matcher de i dag velstanden i samtlige Vestafrikas 12 lande. I samme periode er befolkningen i regionen blevet fordoblet. For millioner af unge afrikanere ligner turen over Atlanten den eneste vej frem i livet.

Folk er vågnet op
Og det bliver kun værre, vurderer eksperterne.

»Fornylig havde vi besøg af Al Gore. Han talte om, hvordan den globale opvarmning vil skabe nye strømme af immigranter fra Afrika. Alle var bestyrtede, og jeg kunne ikke lade være med at grine, for det har vi advaret om i årevis,« siger Víctor Zapata, der leder La Laguna-Universitetets Observatorio de la Inmigración de Tenerife.

Geografen medgiver imidlertid, at det er bedre sent end aldrig. Besøg som Gores og især forskrækkelsen efter sidste års invasion af bådflygtninge har fået den offentlige opinion påøerne til at vågne op og kræve handling af politikerne.

På relativt kort tid har den spanske regering indgået hjemsendelsesaftaler med flere afrikanske lande. Også en operation under EUs grænseagentur Frontex er kommet på plads med overvågning af kysterne ud for Mauretanien, Senegal og Kap Verde Øerne.

»Det er positive tiltag, men kontrol alene løser ingen problemer,« siger Victor Zapata og foreslår: »Større kvoter for legal immigration, så afrikanere kan se et alternativ til fiskerbådene, og især udviklingsprojekter og økonomisk samarbejde i både EU-, nationalt og regionalt regi.«

Økonomen Íñigo Moré peger i sin bog »La vida en la frontera« (Livet ved grænsen) på flere muligheder for at afbøde en situation, »der blot venter på at gå amok, måske fremprovokeret af det næste statskup i Vestafrika«.

Olie og opsparing
USA importerer i dag mere olie fra Afrika syd for Sahara end den arabiske verden. Nigeria er storleverandør. Lande som Elfenbenskysten og Guinea har en pæn produktion, og andre ligger inde med reserver. Men indtægterne forsvinder til en korrupt elite. Man kunne presse de store olieselskaber til som i østaten São Tomé y Príncipe at deponere betalingen for koncessionerne i offentlige udviklingsfonde.

Store dele af befolkningen i Vestafrika lever af de penge, immigranterne sender hjem fra Europa. I Senegal drejede det sig i 2003 om 511 mio. dollar svarende til otte procent af BNP ifølge officielle tal, som givetvis underdriver fænomenet. På regionalt niveau overgår beløbet både turistindtægter og internationale investeringer.

Hvorfor forsøger ingen, hverken i de afrikanske lande eller det internationale samfund, at kanalisere disse enorme pengestrømme? Og hvorfor får bureauer, som står for overførslerne, i Spanien lov at tage gebyr på helt op til 10 procent af immigranternes surt tjente penge, spørger Moré.

Fodbold-guld
Men immigrationen hen over verdens dybeste velfærdskløft udgør ikke kun et problem. Den tilfører også menneskelige ressourcer.

»Og et hurtigt blik på det internationale marked for fodboldspillere viser, at naboskabet med Vestafrika udgør en enestående chance for De Kanariske Øer. Ingen andre steder findes en lignende talentmasse,« skriver økonomen.

Chelseas Didier Drogba og Michael Essien var verdens dyrest handlede spillere i 2004 og 2005, mens Real Madrids Mahamadou Diarra ligger nummer tre på sidste år ranking. De tre er fra henholdsvis Elfenbenskysten, Ghana og Mali, der alle er storleverandører af illegale immigranter, påpeger Moré og tilføjer, at de 10 dyreste handler med vestafrikanske spillere siden 2002 svarer til BNP i Guinea Bissau 132,8 mio. euro. Hvad hvis man på De Kanariske Øer i stedet for blot at opbevare immigranterne i centre, indtil de kan sendes tilbage eller videre til det spanske fastland, lod en talentspejder følge deres boldspil under gårdturen?

»Måske den næste Drogba så ville blive opdaget i CD Tenerife eller Unión Deportiva Las Palmas.«