Verdens angiveligt ældste person død

Ukraineren Grigorij Nestor hævdede at være født i 1891. Nu er han død uden at være blevet officielt anerkendt som værende verdens ældste person.

En ukrainsk mand, der blev anset for at være verdens ældste person, er død i en alder af 116 år, blev det oplyst søndag.

Myndighederne i Ukraine bekræfter, at Grigorij Nestor er død. Han blev uofficielt betragtet som verdens ældste person, da han i marts i år fyldte 116 år.

Nestor hævdede at være blevet født 15. marts 1891 i det vestlige Ukraine.

I marts anerkendte de ukrainske myndigheder ham som verdens ældste person, og forsøgte i den forbindelse at få ham optaget i internationale rekordbøger.

Nestor tilskrev sit lange liv to ting. At han levede af en simpel kost bestående af kartofler, mælk og en enkelt vodka i ny og næ samt, at han aldrig havde været gift.

/ritzau/dpa