Verdens ældste mor løj sig yngre

Den 67-årige spanske kvinde, der kort før nytår fødte tvillinger, blev behandlet på en fertilitetsklinik i USA, hvor aldersgrænsen er 55.

Det kan godt være, at Carmela Bousada er 67 år gammel, men særlig moden virker verdens ældste mor ikke. Og alt efter temperament kan man vælge at grine eller gyse over den historie, hun nu for første gang efter fødslen af sine tvillingdrenge fortæller til britiske News of the World.

»Selvfølgelig bør kvinder få børn tidligere i livet. Men dette var den eneste måde at opfylde mit ønske om at blive mor,« siger Carmela Bousada til sensationsavisen om sin usædvanlige graviditet.

Drømmen om en familie opgav hun, da en ungdomskæreste svigtede. I stedet koncentrerede hun sig om jobbet i et stormagasin og om at passe sin mor. Og da hun i 2005 efter morens død og sin egen pension besluttede, at nu skulle det være, var der gået 18 år siden hendes sidste menstruation.

Bedstemor på disco
Det forhindrede imidlertid ikke lægerne på Pacific Fertility Center i Los Angeles i at lade hende begynde en hormonbehandling og vælge donerer fra et fotoalbum, til trods for at centrets egen aldersgrænse går ved 55 år.

»Jeg sagde blot, at jeg var yngre, og ingen spurgte mere eller kiggede i mit pas,« fortæller Carmela Bousada.

Behandlingen kostede 330.000 kroner, som hun skaffede ved at sælge sit hus. Men så virkede den til gengæld også. Og selvom graviditeten udviklede sig så dramatisk, at lægerne længe frygtede for hendes liv, kunne hun kort før nytår føde to sunde drenge ved kejsersnit på et hospital i Barcelona.

»Jeg bad lægerne lægge snittet lavt. Jeg ser stadig ret godt ud i en bikini,« fortæller Carmela Bousada.

News of the World beskriver hende derimod, som en kvinde, der »sminket som en bedstemor på et bryllupsdisco« går rundt med et fuldstændig forvrænget selvbillede. Bl.a. er hun utilfreds med, at hendes bryster er kommet til at hænge efter graviditeten.

På avisens spørgsmål om hvorvidt det ikke vil blive et problem for drengene at have så gammel en mor, svarer hun:

»Måske vil de blive drillet, men så må jeg sørge for at se ung ud, når jeg kommer og henter dem i skolen. Under alle omstændigheder nåede min egen mor at blive 101 år, så det kan jeg vel også. Måske kan jeg oven i købet nå at blive bedstemor.