Verden ifølge Hillary

USA og verden har brug for Hillary Clinton, lyder budskabet i en ny bog fra den tidligere amerikanske udenrigsminster. De fleste ser bogen som startskuddet på hendes togt til Det Hvide Hus.

Foto: JONATHAN ERNST
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Godt en kilometer fra Det Hvide Hus i Washington – på en bakketop med udsigt over byen – sidder en 71-årig mand i sit stærkt bevogtede hus og tæller, hvor mange »miles« han har tilbagelagt i fly på sine tjenesterejser rundt i verden. Cirka 900.000 miles, når han frem til. Sølle 900.000 miles.

Langt fra nok til at vise verden, at han er en større statsmand end USAs reelle førstedame i mange amerikaneres øjne, Hillary Rodham Clinton, som har over en million af slagsen på bagen. Hvis man skal tro hendes nye bog.

Manden i »stålburet« på toppen af bakken hedder Joe Biden og er USAs vicepræsident. Og han har, siden Hillary Clinton i denne uge udgav sin bog, »Hard Choices«, været dét, amerikanerne kalder »pissed«. Sådan for alvor stiktosset. For ikke alene bliver han i flere kapitler beskrevet i mindre heroiske vendinger. Men medierne har desuden rendt Hillary Clinton på døren efter bogudgivelsen tirsdag, og hun har derfor forbedret sine chancer for at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2016 og har lagt sig i spidsen foran netop Biden. For »Onkel Joe«, som han kaldes blandt venner i Washingtons indercirkel på grund af sin hyggelige fremtoning og venlige opførsel, har også drømmen om at rejse sig fra jobbet som USAs nummer to og sætte sig til rette i Det Ovale Kontor. Der er bare én særlig forhindring. Og det er Clinton.

Hendes popularitet ligger i top. Hans i bund. Og så er der al den omtale, hun får gennem bogen, hvor han er nævnt ikke mindre end 19 gange. Naturligvis ikke som et decideret fæhoved. Det er Hillary Clinton alt for klog til. Men som en mand, der ikke altid griber chancen, når den er der.

Som eksempelvis i sagen om terrorlederen Osama bin Laden, hvor Clinton sammen med præsident Barack Obama efter mange diskussioner i Det Hvide Hus til sidst skar igennem Bidens og den daværende forsvarsminister Robert Gates bekymring og gav et »go« til de amerikanske specialstyrker, der skulle hente bin Laden ud af Pakistan – død eller levende.

Det var i maj 2011, mens Hillary Clinton var udenrigsminister. Og hendes historie om, hvad der skete denne dag, er nu den officielle. Hillary Clinton fremstår som den handlekraftige person, en statsmand eller rettere statskvinde, mens Biden er fuld af tvivl, en evig nummer to.

Hendes mange beskrivelser af sig selv i centrum har fået det værste frem hos Hillary Clintons mange fjender. »Onkel Joe« er nu en af dem. Dagen efter bogudgivelsen mistede han et kort øjeblik fatningen med formuleringen om, at han da havde tilbagelagt 900.000 miles i fly. Journalisterne fattede hurtigt, at der var en kobling til bogen og til Clintons »one million miles«-ture.

Det var med andre ord en hårdt plaget mand, der stod på talerstolen og var blevet slået på point – miles-point i et fly vel at mærke.

Til gengæld fortalte han – igen ude af kontekst – at han havde brugt disse point fornuftigt til at mødes med rigtige statsledere og ikke »bare« udenrigsministre, som Clinton gjorde det i de fire år, hun »kun var udenrigsminister«.

Hillary Clinton er da heller ikke en person, der sætter sit lys under en skæppe eller endnu mindre sig selv i et dårligt lys. Hendes bog på over 600 sider er især i den første del en stor fortælling om, hvorfor nationen har brug for hende, og hvorfor hun til sidst sagde ja til at blive udenrigsminister under præsident Barack Obama, der havde vundet over hende, da Demokraterne skulle vælge deres præsidentkandidat i 2008.

Efter flere gange at have afvist Obamas tilbud om posten som udenrigsminister lavede hun ifølge bogen et tankeeksperiment hjemme ved køkkenbordet, hvor hun forestillede sig, hvad hun selv ville gøre, hvis hun havde vundet valget og i dag var præsident.

»Jeg ville ønske de mest talentfulde folk samlet for at arbejde hårdt for nationens bedste. Og jo mere, jeg tænkte over det, jo mere indså jeg, at præsidenten (Obama, red.) havde ret. Landet var i alvorlige problemer både hjemme og ude. Han behøvede en udenrigsminister, der med det samme kunne erobre den internationale scene og begynde at reparere den skade, vi havde arvet (fra præsident George W. Bush, red.)«.

Så efter at Obama ifølge bogen havde bestormet hende tre gange med ønsket om, at hun skulle være udenrigsminister i hans regering, sagde hun ja. Af hensyn til nationen. Intet mindre.

Eller som da hun havde sin første dag i Udenrigsministeriet. Da overvejede hun de råd, hun har fået fra sine forgængere om at fokusere på få ting og erobre dagsordenen på begrænsede områder. Men netop forgængernes manglende fokusering på helheden var årsagen til, at USA alt for ofte fejlede i international politik, var vurderingen hos Clinton:

»Jeg ville fokusere på hele skakbrættet,« som hun skriver i bogen.

Og lang tid inden da – da hun endelig besluttede sig for at støtte Obama efter nederlaget i 2008 – blev hun også forsonet med selveste Biden. Han var så taknemmelig over hendes omvendelse, at han ifølge Clinton faldt på knæ og kyssede hendes hånd.

»Hvem siger, at ridderlighed er gået af mode,« konstaterer hun i bogen.

Bogen er således en opridsning af Clintons tanker og hendes vurderinger af sine omgivelser og de mennesker, hun har mødt i sin tid som udenrigsminister. Og de kyssede hende allesammen enten på hånden eller på kinden, også da hun forlængst havde besluttet sig for ikke længere at maje sig ud med makeup eller dyrt tøj. Hun var nået et stadium i livet, hvor hun klædte sig, som hun ville, og satte sit hår, som hun ønskede det.

En af de personer, der bliver omtalt med stor kærlighed og respekt – ud over husbonden Bill Clinton – er topdiplomaten Richard Holbrooke, manden bag Dayton-aftalen, som pludseligt blev syg på hendes kontor og døde kort efter i 2010. Manden var, som Hillary Clinton skriver, en person med en stor diplomatisk begavelse, men også en »bully«, der kunne få tingene ordnet. Derfor blev han også hendes særlige udsending til Afghanistan.

Hillary Clinton udviklede imidlertid også gradvist et godt og nært forhold til Barack Obama. Ikke sådan at forstå, at de var enige i alt. Det var de langt fra. Men man tror hende, når hun skriver, at de fik et nært, professionelt forhold til hinanden.

Mange anser Hillary Clintons bog for at være startskuddet til hendes vej mod Det Hvide Hus. Selv siger hun, at hun ikke har truffet sin beslutning endnu. De fleste, der har læst bogen, er dog ikke i tvivl. Hun stiller op, hvis helbreddet holder. For Hillary Clinton mener, at meget få vil kunne klare jobbet som præsident.

USA og verden behøver stadig en person, der fra første dag kan »sætte den internationale dagsorden«. I bogen fremhæver hun et såkaldt »meme« – i det her tilfælde er det et foto med tilføjede talebobler sendt rundt på sociale medier – der er blevet populær i USA med hende og Obama som figurer. Præsidenten ligger selvfølgelig på sofaen og sender en SMS: »Hvad laver du, Hil?«

»Styrer verden«, skriver hun tilbage.

Og ingen er i tvivl om, at denne historie er en del af Hillary Clintons virkelighed. At det var et uheld, at hun tabte i 2008, og at USA kan gøre det godt igen i 2016.

Og Biden? Ja, han har lige bestilt det præsidentielle fly »Air Force One« til at flyve ham ud i verden. For han mangler godt 100.000 flymiles for at nå op på siden af Clinton. Men de færreste tror på, at han når det.