Verden ifølge Friedman

Han er en én-mandshær, som har større indflydelse end de fleste regeringer. Som udenrigspolitisk kommentator i New York Times sætter han to gange om ugen verden på plads. I en sådan grad, at regimer i Mellemøsten hader ham, og Bush frygter ham.

WASHINGTON

Hvis verden var en film, så var Thomas Friedman rulleteksterne. Efter en lang, besynderlig og kompliceret handling med flere lag og underlag kommer han til sidst som en befrielse og knytter store og små begivenheder sammen. Først nu forstår vi filmen.

Til formålet har han et af de bedste matrikelnumre i amerikansk presse.

To gange om ugen løber hans klumme fra top til bund på debatsiden i New York Times. To gange om ugen fanger han en krig her, en demonstration der og en film et tredje sted og sætter det hele ind i en udenrigspolitisk sammenhæng. Tre gange har han fået journalistikkens fornemmeste pris, Pulitzer-prisen, og han har opnået en status, der får statsledere til at rydde kalenderen og tjenere til at rydde det bedste bord.

Selv hans fjender anerkender den lille mands storhed.

»Det er ris til vores egen bagdel, hvis vi ignorerer ham,« sagde et medlem af den udenrigspolitiske stab i Det Hvide Hus for nylig.

Ja, ja, udenrigspolitik, vil skeptikerne sige. Du skal ikke sælge mig på en historie om noget så langhåret som udenrigspolitik, men den 48-årige Thomas Friedman er anderledes. Han er lettilgængelig, men indsigtsfuld; underholdende, men vedkommende; fair, men med en mening om det hele, og så ligner han ikke en udenrigspolitisk kommentator. Denne eftermiddag i en forstad til Washington er han iklædt sorte bukser og en pæn sort T-shirt med rund hals, den slags, som en studerende ville have på til sine forældres sølvbryllup. Som sine kommentarer virker han afslappet og imødekommende, og man kan tale børn, musik, golf, film, hvad som helst, med ham. Han er et helt og afrundet menneske.

Men hele tiden lurer lysten og viljen til at sætte, hvad vi hører og ser ind i en større sammenhæng.

Som hans ven Michael Mandelbaum, der er professor i international politik, udtrykker det: »Friedman kan rejse til den brasilianske regnskov, til en internetvirksomhed i Philadelphia eller til en café i den persiske golf, og han kan rapportere og tolke, hvad han ser. Han kan sætte alting ind i en kontekst. Det er hans store styrke.«

Friedman har allerede gjort det i to bøger - »From Beirut to Jerusalem« om den israelsk-palæstinensiske konflikt og »The Lexus and the Olive Tree« om globaliseringen - og i forrige uge udgav han så sit tredje opus, »Longitudes and Attitudes«, en bog, der handler om verden efter 11. september, og den er gået direkte ind som nummer to på den amerikanske bestsellerliste.

Han er med andre ord den nok så berømte mand i orkanens øje, og Berlingske Tidende har mødt ham.

Den interne borgerkrig

Siden Anden Verdenskrig har der været to strømninger i amerikansk udenrigspolitik - en strømning, som handlede om at væve USA ind i verden, og en anden som gik ud på det modsatte. Hvilken retning trækker USA i i øjeblikket?

»Det er tydeligt, at der er en borgerkrig internt i Bush-regeringen. På den ene side har vi den benhårde enegænger-fløj, der lyder som Jack Nicholson i filmen »A Few Good Men«. Nicholson spiller kommandanten på Guantanamobasen på Cuba, og han fortæller i filmens slutning om alle de farer, der lurer på den anden side af basen. »You wan't me up on that wall,« brøler han. Det er den ene fløj i Bush-regeringen. Verden er et farligt sted-fløjen. Den anden fløj er, hvad jeg kalder web-fløjen. De betragter verden som så integreret som internettet. De ved, at hvis der er problemer i Rusland eller Indonesien, så er der også problemer hos os, så er der en e-mail i vores indbakke, og derfor er vi nødt til at arbejde med verden. De to fløje bekriger hinanden, og det præger vores udenrigspolitik.

Jeg er selv en web-fyr. Det er en forhistorisk tanke at tro, at man som Jack Nicholson kan stå oppe på muren og holde ondskaben væk. Hvis ikke vi besøger de onde mennesker, skal de nok besøge os. Det er verden af i dag - om vi kan lide det eller ej.«

Det store spørgsmål i øjeblikket synes at være, om den amerikanske regering vil handle alene over for Irak eller gennem en koalition. Kan man overhovedet skabe en koalition?

»Vi ved, at Saddam er en farlig fyr med farlige våben og farlige hensigter. Det ved vi. Bush-regeringen siger, at den har beviser for, at Saddams farlighed er ved at være overhængende. Hvis det er tilfældet, hvis regeringen eksempelvis har beviser for, at Saddam er meget tæt på at udvikle atomvåben, eller at han støtter al-Qaeda, så lad os se de beviser. Del beviserne med verden. I givet fald tror jeg ikke, det bliver svært at samle en koalition.

Men i øjeblikket gør regeringen noget, som er torskedumt. Bush-folkene siger hveranden dag, at de har beviser, men at de ikke kan fremlægge beviserne, fordi de er hemmelige. Det er manipulation, og hvis folk føler sig manipuleret med, vil de ikke lege med.«

Føler du, at Saddam Hussein er en trussel?

»Nej, ikke en klar og overhængende trussel. Vi kan sagtens holde ham i skak. Saddam Hussein er en af de ledere, som elsker livet mere, end han hader os. De farligste er de mennesker, som elsker livet mindre, end de hader os.«

Efter 11. september

Under terrorangrebet 11. september befandt Thomas Friedman sig i Israel, og det var her, han oplevede verdenshistorien slå et slag, og han kæmpede for at få hold på sine tanker. Til sidst gik han en tur langs Middelhavet, og konsekvenserne gik op for ham, skriver han i sin ny bog. Hans to døtre ville aldrig komme til at leve i den samme verden, som han havde levet i, og han følte en dyb vrede.

Hans Amerika var væk, hans puppe var væk, og hans døtre ville komme til at leve i et helt anderledes utrygt Amerika.

Hvordan forestiller han sig, at vi kan genskabe hans Amerika, hans verden, og gøre den tryggere for vore børn?

»For det første skal vi nedkæmpe al-Qaeda og fange Osama bin Laden. Vi skal sende et klart signal til terrorister, der pønser på at angribe os: Gør det ikke. Det bliver jeres egen død. Jeg kan huske fra min tid som korrespondent i Mellemøsten, at forbryderne aldrig kidnappede russere, for russerne slog tifold igen. De gjorde det en enkelt gang, men så kaprede russerne nogle af terroristernes familiemedlemmer og kappede en vis legemesdel af dem. Da tjetjenske terrorister lagde en boligblok i Moskva i ruiner, lagde russerne Tjetjenien i ruiner. Beskeden fra Moskva er klar: »Don't mess with us«. Vi skal sende samme besked til terroristerne. Man siger, at vold ikke løser problemer, men det er ikke rigtigt.

For det andet, og det er vigtigere, skal vi slå terroristernes dårlige ideer ihjel, og vi skal slå dem ihjel ved at engagere os i verden. Det kan ikke nytte, at vi siger som Bush - »enten er I med os eller imod os i kampen mod terror« - når vi selv bagefter meddeler, at vi i øvrigt ikke kan være med verden i f.eks. kampen for et bedre miljø eller oprettelsen af en krigsforbryderdomstol. Når vi afviser Kyoto eller bliver ved med at køre i store forslugne firhjulstrækkere, melder vi os ud af verden. Vi skal være den bedste verdensborger, vi overhovedet kan være.

For det tredje skal vi afslutte den israelsk-palæstinensiske konflikt. Ikke fordi den direkte har noget med al-Qaeda at gøre, men fordi den giver de patetiske arabiske regimer en undskyldning for ikke at gøre noget ved deres interne problemer.«

Den arabiske verden

Friedman har haft fornøjelsen af at skabe sig fjender i stort set ethvert brændpunkt på kloden - hans klummer bliver læst verden over - men ingen steder er han mere forhadt end blandt de mellemøstlige regimer. Iran har beskyldt ham for at være både en britisk og en amerikansk spion, og da en amerikansk journalist for nylig spurgte den egyptiske præsident, Hosni Mubarak, om de »uansvarlige, antisemitiske angreb i egyptiske presse«, svarede præsidenten igen: »I har også en uansvarlig presse i USA. Hvad med ham den uansvarlige Tom Friedman...«

Måske forstår man de pågældende eneherskeres vrede, hvis man f.eks. læser Friedman-udtalelser som »Saudi Arabien har samme rolle over for verdensterrorismen, som Sovjet i sin tid havde over for verdenskommunismen.«

Hvad skal den arabiske verden gøre?

»Den arabiske verden har brugt de seneste 800 år på at grave sig ned i et hul, og når man er i færd med at begrave sig selv, lyder regel nummer ét: Hold op med at grave. 25 progressive arabiske forskere udgav for nylig et værk, som konkluderede, at den arabiske verden lider af tre former for underskud: et underskud af frihed, et underskud af kvindelige ledere og et underskud af uddannelse. Det har skabt en utrolig tilbagestående verden. Tænk dig, sidste år oversatte Grækenland flere bøger fra engelsk til græsk end hele den arabiske verden oversatte fra engelsk til arabisk.

Samtidig har de fleste arabiske lande en fødselseksplosion. Ledigheden i Saudi Arabien er 30 procent, og halvdelen af befolkningen er under 16 år. Hvad vil det ikke føre til? Det vil føre til endnu flere moské-mænd, som ikke foretager sig andet end at hænge hele dagen på café og gå i moskéen og få fyldt hovedet med den mest rabiate og krigeriske form for islam, og som til sidst bliver overbevist om, at især USA og Israel er skyld i deres ulykker, og de er rekrutmateriale for bin Laden. Den saudiarabiske regering bekræfter dem i deres ideer, for så undgår den at få skylden for miseren.

Løsningen er at engagere alle de progressive kræfter i den arabiske verden og gøre det konstruktivt. Der er stor forskel på en kritik, som har som udgangspunkt, at vi ønsker succes for den arabiske verden - frem for en kritik, der ønsker det modsatte.«

Hadet og frygtet

Bush-regeringen har et ambivalent forhold til Friedman. På den ene side hader de ham, på den anden side frygter de ham så meget, at de er nødt til at samarbejde med ham, og sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice kan altid finde en halv time til en samtale. Men det betyder ikke, at han lader sig overvinde. Som Friedman f.eks. for nylig sagde om præsident Bush: »Han er ikke særlig kompliceret. Der er noget af en fjollet party-student over ham.« Og: »Bush-regeringen er købt og betalt af olieindustrien, især af ExxonMobil.« Eller: »Bush-folkene er virkelig gode til at smadre ting. De er kolde, de er beregnende, de har potentialet til at være gemene.«

Ikke at den har noget alternativ - men kan den øvrige verden stole på en sådan regering?

»Verden må blive ved med at presse på. Det hjælper - tag eksemplet Irak. Det er den fløj, som jeg kalder web-fløjen - repræsenteret ved udenrigsminister Powell - som har vundet første omgang. Bush går nu gennem FN, han tager diskussionen. Jeg håber også, at web-fløjen vil vinde anden omgang, og at vi tager os tiden til at føre diskussionen til ende; javist, det er noget rod, besværligt som bare pokker at komme russerne og franskmændene i møde i FN, men det er måden at gøre det på. For vi kan godt angribe Irak alene, vi kan pulverisere Saddam, men hvad bagefter? Vi taler om et land, som ikke har haft et ordentligt styre siden Hammurabi - og det var i det 18. århundrede før Kristus! Hvis vi vinder krigen, så vil vi eje Irak med hud og hår og alle 25 mio. indbyggere - og hvad vil vi så gøre ved det? Vi kan selv føre krig, men vi kan ikke selv føre fred. Vi kan ikke selv genopbygge et land.«

Det er rulleteksten på Irak.