Verden har fået en ny syndebuk

Sydkoreaneren Ban Ki-Moon har overtaget posten som FNs generalsekretær efter Kofi Annan, som selv har betegnet jobbet som »verdens mest umulige arbejde«. Som FN-chef skal man nemlig være parat til at tage skylden, når verdens regeringer svigter.

FNs ny generalsekretær Ban Ki-Moon fra Sydkorea. <br>Foto: Don Emmert/AFP Fold sammen
Læs mere

I sidste ende kan man altid give FN skylden. Og det sker temmelig ofte. Næsten hele tiden. Blot et par eksempler: FN kunne ikke forhindre Irak-krigen. FN kan ikke enes om en international, anerkendt definition af terrorisme. FN svigter ofrene for folkedrabet i Darfur. FN kan ikke enes om effektivt at standse Irans atomprogram.

Sandheden er imidlertid, at FN kun er så effektiv og handlekraftig, som medlemslandene tillader. Hvis FN svigter, er det medlemslandene, der svigter, men da de fleste af denne verdens regeringer helst afholder sig fra at erkende egne fejl og afstår fra at hænge hinanden ud, så ender aben hos »FN«.

Da det dog kan være lidt abstrakt at forholde sig til en institution - en international organisation - som syndebuk - er det som regel FNs øverste chef, der må lægge ryg til kritikken. Og det er ikke mindst den funktion som global prygelknabe, som FNs ny generalsekretær, sydkoreaneren Ban Ki-Moon, skal udfylde.

Den 62-årige Ban overtog posten ved årsskiftet efter ghaneseren Kofi Annan, der efter ti år som general-sekretær ikke tøver med at kalde den internationale toppost for »verdens mest umulige job«.

Et af de store problemer er, at man som FN-chef skal lade som om, man kan være ven med alle - hvilket i denne sammenhæng vil sige regeringerne i FNs 192 medlemslande. Og ikke nok med det: Generalsekretæren skal samtidig forsøge at være ven med befolkningerne i de knap 200 medlemslande, og det er ikke nemt. Slet ikke fordi regeringer og folket i rigtigt mange lande har vidt forskellige dagsordener.

Det er i den sammenhæng, at FNs generalsekretær skal udfylde rollen som den globale vagthund og den internationale samvittighed. Og det var en rolle, som den afgåede Kofi Annan kunne have høstet en Grammy for. Kofi Annan vil ikke mindst blive husket for sin vedvarende, verbale kamp for menneskerettigheder og mod fattigdom. Igen og igen har Annan mindet verdens regeringer om deres ansvar.

Nu er der så en ny mand i rampelyset, og Ban Ki-Moon har - i hvert fald på overfladen - haft en lidt uheldig debut. På sin første arbejdsdag fastslog Ban Ki-Moon i sit første møde med pressen som FN's nye generalsekretær, at Irak havde ret til at hænge Saddam Hussein for de forbrydelser, han begik mod det irakiske folk.

På et spørgsmål fra pressekorpset i FN-bygningen i New York svarede Ban, at beslutningen om at anvende dødsstraf er op til de enkelte landes regeringer, og det svar har vakt opsigt, fordi det er FNs officielle position at være modstander af dødsstraf.

Bans udtalelse er straks blevet tolket, udlagt og endevendt i et forsøg på at finde ud af, hvad verden egentlig skal vente sig af den ny mand ved FNs ror. Og det forsøg er måske ikke mærkeligt, al den stund at Ban Ki-Moon stort set er et ubeskrevet blad, og at han indtil videre ikke er fremkommet med overraskende eller kontroversielle programerklæringer.

En af de konklusioner, der i den internationale presse er draget af Bans udtalelse om hængningen af Saddam Hussein, er, at den ny FN-chef vil være forsigtig og nærmest over-diplomatisk. For selv om det er et faktum, at FN officielt er modstander af dødsstraf, er det også lysende klart, at denne position ikke bakkes op af alle FNs medlemslande - herunder en række af de store og indflydelsesrige med USA i spidsen.

Da det samtidig bestemt ikke var i USAs og de andre koalitionslandes interesse, at hængningen af Saddam Hussein udviklede sig til endnu en dårlig nyhed fra Irak, har Ban valgt at svare på en måde, som ingen for alvor kan blive stødt over: For når alt kommer til alt, så har den ny FN-chef jo ret: Så længe der ikke er et internationalt juridisk bindende forbud mod dødsstraf, er beslutningen op til de enkelte landes regeringer - især når det som i tilfældet Irak drejer sig om et land, der ikke har afskrevet dødsstraffen.

En administrator
Hvis Ban Ki-Moon ikke har sin forgængers evner som moralens kommunikator, så menes Sydkoreas nu tidligere udenrigsminister at være en god administrator. Og det har det store FN-maskineri også hårdt brug for. FN-systemet har længe, men i de senere år i kraftigere vendinger, været beskyldt for at være ineffektivt og over-bureaukratisk, og det skal nu vise sig, om Ban Ki-Moon kan gøre det, som kun i begrænset omfang lykkedes for forgængeren. For Kofi Annan forsøgte faktisk at gennemføre at komme igennem med en meget ambitiøs reform af FNs måde at arbejde på. Men igen: FN er ikke andet og mere, end medlemslandene vil være med til.

USA vil meget gerne. Det er ligefrem et bastant amerikansk krav, og USA - FNs største økonomiske bidragyder - er ligefrem parat til at straffe FN på pengepungen, hvis verdensorganisationen ikke effektiviseres. EU og resten af den såkaldt vestlige verden vil også, men problemet er, at udviklingslandene, der udgør et flertal af FNs medlemsstater, blokerer, fordi de frygter at miste indflydelse. Det problem arver Ban Ki-Moon, der får hårdt brug for de evner, som han ifølge eget udsagn har som »brobygger«.

Han får også brug for en anden egenskab, som han siger, at han besidder - nemlig beslutsomhed og evnen til at skære igennem. For selv om Ban Ki-Moon som koreaner er mærket af de asiatiske dyder såsom beskedenhed og konfliktskyhed, så tag ikke fejl, understreger han.

»Udefra kan jeg se blød ud, men jeg har en indre styrke, når det virkelig er nødvendigt,« som FNs ny generalsekretær har udtrykt det.

Opbakning fra de store
Den indre styrke er også påkrævet, hvis Ban Ki-Moon vil spille en rolle i løsningen af de andre påtrængende, men vanskelige opgaver, han har overtaget fra Kofi Annan. Det gælder ikke mindst blodbadet i Darfur og atomprogrammerne i Iran og Nordkorea, mens vi ser bort fra slagtehuset Irak, eftersom det fortsat ikke er en FN-sag.

Men al uvisheden og alle forbeholdene til trods, så kan Ban Ki-Moon også gå hen og overraske skeptikerne. I hvert fald blev han i kampen mod sine seks rivaler om posten som FN-chef støttet stærkt af to af de magter, der er umulige at komme udenom, hvis man vil præge verdensordenen. Det er USA og Kina, der ikke alene i kraft af deres vetoret i FNs Sikkerhedsråd, men også på grund af deres vilje til at gå egne veje, skal om bord, hvis Ban Ki-Moon vil opnå resultater.

Men, men. USA's og Kinas støtte til Ban Ki-Moon - og selve det faktum, at den noget farveløse og ukendte sydkoreaner overhovedet blev valgt - kan også tolkes helt modsat: Nemlig at verdens regeringer - i hvert fald et flertal af dem - foretrækker en generalsekretær, som koncentrerer sig om at administrere i stedet for at politisere. Og som er parat til at påtage sig rollen som syndebuk for regeringernes og især Sikkerhedsrådets passivitet og handlingslammelse.