Forfatningskammeret i Venezuelas højesteret har lørdag bestemt, at vicepræsident Delcy Rodriguez skal være fungerende præsident i landet.
Det fremgår ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP af en retskendelse.
Det sker, efter at Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, lørdag morgen dansk tid blev taget til fange i en operation udført af amerikansk militær.
Ifølge kendelsen skal Rodriguez "overtage og udøve alle de beføjelser, pligter og kompetencer, der er forbundet med præsidentembedet i fungerende egenskab for at sikre administrativ kontinuitet og et samlet forsvar af nationen", skriver AFP.
Retten tilføjer, at sagen nu vil blive behandlet videre for at "fastlægge den gældende juridiske ramme, der kan sikre statens fortsatte funktion, regeringsførelsen og forsvaret af suveræniteten i lyset af præsidentens tvungne fravær", skriver Reuters.
Dommerne undlod samtidig at erklære Maduro varigt fraværende fra embedet, skriver AFP. En sådan afgørelse ville ellers kræve, at der udskrives valg inden for 30 dage.
USA's præsident, Donald Trump, sagde lørdag på et pressemøde, at USA har været i kontakt med Rodriguez.
Ifølge Trumps udlægning har hun haft en samtale med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, om situationen.
- Og hun er i bund og grund villig til at gøre, hvad vi mener, er nødvendigt for at gøre Venezuela storslået igen, siger Trump.
Senere lød det fra Rodriguez selv, at Venezuela aldrig bliver en koloni under noget andet land, og at den eneste rigtige præsident i landet er Nicolas Maduro.
- Vi er klar til at forsvare Venezuela. Vi er klar til at forsvare vores naturressourcer, sagde hun ifølge AFP.
På pressemødet sagde Trump også, at USA vil sørge for, at der sker et magtskifte i Venezuela.
- Vi vil styre landet ("run the country", red.), indtil vi kan gennemføre en sikker, ordentlig og fornuftig overgang, sagde Trump.
Rodriguez har ikke selv reageret på højesterets afgørelse. Maduro har tidligere kaldt hende en "tiger", fordi hun ifølge ham er en stålfast forkæmper for hans socialistiske regering, skriver Reuters.
/ritzau/
