Venezuelas forfatningsråd giver sig selv magt til at vedtage love

Hidtil har kun parlamentet i Venezuela kunne vedtage love. Men nu har omstridt råd givet sig selv magten.

Foto: UESLEI MARCELINO. Venezuelas præsident, Nicolas Maduro.
Læs mere
Fold sammen

Venezuelas omstridte nye forfatningsråd har enstemmigt godkendt et dekret, der giver rådet lovgivende magt.

Det har hidtil kun været parlamentet i landet - som er domineret af oppositionen - der har haft den magt.

Fredagens afstemning kommer, efter at ledelsen i parlamentet nægtede at sværge troskab til rådet.

Forfatningsrådet har til opgave at skrive Venezuelas forfatning om.

Men oppositionen regner det for illegitimt.

Allerede tirsdag 8. august erklærede det nye forfatningsråd sig for den øverste myndighed i landet.

Valget til landets nye råd var bredt kritiseret af både oppositionen og en lang række lande.

Det sender Venezuela med præsident Nicolás Maduro i front i retning af diktatur, lyder beskyldningerne.

Samtlige 545 medlemmer af det nye forfatningsråd er tilhængere af Maduro.

De blev valgt 30. juli i en folkeafstemning, der har været beskyldt for fusk og skæmmet af voldelige uroligheder, som kostede flere livet.

Adskillige latinamerikanske lande har sagt, at de ikke vil anerkende beslutninger, der træffes af forfatningsrådet.

Og USA har indført direkte sanktioner mod Maduro.

Den socialistiske leder blev valgt som præsident i 2013, efter at forgængeren, Hugo Chávez, døde.

/ritzau/AFP