Venezuelas regering har besluttet at løslade et betydeligt antal fængslede personer i de kommende timer.

Det siger Jorge Rodriguez, som står i spidsen for landets parlament, ifølge nyhedsbureauet Reuters torsdag aften.

Hvor mange, det drejer sig om, fremgår ikke. Det står heller ikke klart, hvad de pågældende er blevet fængslet for.

Ifølge Jorge Rodriguez er der tale om en fredsgestus.

Menneskerettighedsorganisationen Foro Penal mener ifølge nyhedsbureauet AFP, at der er 806 politiske fanger i Venezuela. 175 af dem har været en del af militæret.

I weekenden sendte USA soldater til Venezuela for at tilbageholde det sydamerikanske lands mangeårige præsident, Nicolás Maduro.

Han befinder sig nu på amerikansk jord.

I USA er Nicolás Maduro blevet anklaget for narkorelaterede forbrydelser. Han nægter sig skyldig.

Siden er Maduros vicepræsident, Delcy Rodriguez, blevet fungerende præsident i landet. Hun er søster til Jorge Rodriguez.

Jorge Rodriguez siger torsdag, at man vil løslade både venezuelanske fanger og udlændinge, og at løsladelsesprocesserne er i gang.

Ifølge det spanske udenrigsministerium er der fem spanske statsborgere iblandt de løsladte. Det skriver ministeriet i en udtalelse ifølge AFP.

De løsladte spaniere er nu ved at forberede sig på at rejse til Spanien, lyder det.

En af de løsladte er ifølge nyhedsbureauet den spansk-venezuelanske aktivist, Rocio San Miguel.

Hun har siddet fængslet i Venezuela i næsten to år. Rocio San Miguel blev anholdt i februar 2024, hvor hun blev anklaget for at have været en del af et komplot, som ville dræbe Nicolás Maduro.

Efter USA's indgriben lød det fra den amerikanske præsident, Donald Trump, at USA nu vil styre Venezuela.

Det gentager han i et interview, som avisen The New York Times har offentliggjort torsdag.

Trump har sagt, at Delcy Rodriguez godt kan regere i Venezuela, så længe USA kan få adgang til landets oliereserver.

/ritzau/